Af Louise Sihm Knudsen
At se en lysstråle; Eller et lys, der tændes; Gør vi kun i mørke. Lidt paradoksalt, men sandt. Og smukt.
I februardagen er det ikke mere julelyset, der kaster sine sidste glansfulde stråler ind i årets første måneder, men mere grannålene fra det gamle tørre juletræ, der kastes af – og drysser en knastør julesnesnålebunke rundt omkring sig; De afpillede graner står – stadig – i gårdene eller ligger i stakkevis op af husgavle. Selv om det hele er forbi forbi! Og minder os om jul og lys – og forfald.
Forfaldet, der ligesom mørket vel altid kræver et lys eller et forår. Igen og igen. Og det skal nok komme!
Men lige nu er vinteren stadig over os – og i os – i marv og ben; Kulde og iskolde vinterbadegys fås fortsat i bølgeglad friluftsstil langs bryggerne hernede i Nordhavn.
Det februartrætte menneske har rig mulighed for at blive forårsklar og sommeråben. Her er ingen undskyldninger.
Naturen, kulturen og kristendommens fortællinger kan faktisk hjælpe os godt på vej. Være springbræt til lys. Som et lysstrålebad.
Mest af alt fordi vi med vished i hjertet ved, at mørket forgår, og det milde forår kommer – uanset hvad; At det kommer med håbet grønt som sommer.
Den lille februardag er på en og anden måde bevægelsen fra de korte dages sprækker af gråt og mørke til en rygrankende bevidsthed om sommerens komme.
En længsel efter lyset. Selv lyset ude fra det grønne fyr kan være vores pejlemærke her.
Slå et smut forbi en tidlig februarmorgen lige inden solen står op, – hvad enten den spreder guld på sky eller trækker sit Dickens-agtige tågevåde tæppe ned for Øresunds horisont. Og lyslængslen får ben at gå på.
Her er ikke to dage ens. For: Lyset ændrer sig. Det ses og mærkes – trods alt.
Det har lige være kyndelmisse; Den 2. februar; En kristen lysfest, som også kaldes for Mariæ renselsesdag; Den markerer, at der er gået 40 dage siden jul; Og Marias julefødsel;
Ifølge den bibelske fortælling var døren til templet lukket for nybagte mødre, som blev anset for at være urene 40 dage efter fødslen; Først derefter kunne de – rene og rensede – entrerer – og ofre et lam eller en due.
Da Maria kommer til templet den dag, møder hun den gamle Simeon, som bryder ud i lovsang; Og han tager den lille Jesus i sine arme – og kalder ham for et lys.
Lyset i mørket.
Lys i mørket er omdrejningspunkt for rigtig meget i vores liv;
Også i kirken og kunsten – og helt aktuelt lokalt i bygningen af Danmarks første tiny church, der er ved at tage sin tolvkantede form ude på et lille stykke grønt i den blå Fiskerihavn. Den har ovenlys; Magisk, symbolsk og fysisk. Som et øje, der kigger nedad og samtidig har en udsigt opad. Mod lyset, solen eller stjernerne.
Trækirkens fundamenter vokser med øjets blik – i øjeblikket; Jo – der er liv og vækst i træet. Også når tømrerne arbejder – på livet løs.
Og for et træ er der håb;
Håb, som også favner den lysende samskabelse, der taler fællesskabet op og gør vintertrætte hjerter glade.
Giver blik for, at vi kan længes. Lidt melankolsk; Samtidig med at det giver os forårslysets energi og modige råstyrke.
Selv når ensomhed og mørke florerer.
Det mærkede jeg helt konkret forleden, da der kom en håndfuld empatiske mennesker til bisættelsen af Marianne på 77 år, som boede i sognet; Hun var død – og havde ingen pårørende; Ingen livsvidner;
Som medlem af folkekirken skulle hun – selvfølgelig – have en smuk afsked fra Hans Egedes kirke;
Derfor annoncerede jeg hendes bisættelse ved en gudstjeneste og satte et opslag i hendes opgang, valgte salmer, – som i den grad kaldte lyset frem – og koordinerede musik med organist og musiker Martin.
For at gøre en lang historie kort, så kirkebænkede der sig mennesker ved ceremonien, som ikke kendte hende, men som på forunderlig vis og næstekærligt lyste op i vintermørket – og var små stjerner – små lysstråler – og lys, der tændtes i mørket; Vinteråbne hjerter; I alle henseender til velsignet efterfølgelse…
Må alle – hermed – få en lysfyldt februar!