OPDATERET MED FLERE FOTOS: Tre forskellige observationer tyder på, at der er ynglende svanepar i Nordhavn.
Nordhavn Avis beklager: Redaktionen har i længere tid formodet, at der ingen ynglende svanepar var i Nordhavn. Det tyder nu på, at der i hvert fald er ét par. Flere af avisens læsere har sendt os billeder, som dokumenterer at der er svaner i både Nordbassinet og Kronløbsbassinet. Desuden er der set svaner med unger “masser af gange” i de senere år.
I avis #3 den 19. marts efterlyste vi fotos og observatorer af svaner i Nordhavn. Redaktionen havde slev spottet et par i december 2025 ved Redmolens nordlige kaj. Da isvinteren satte ind, var parret forsvundet igen.
Dags dato har tre læsere sendt aktuelle fotos af svanepar i Nordhavn. Billederne er taget i hhv. Nordbassinet og Kronløbsbassinet. Det er muligt, at de tre forskellige observationer drejer sig om det samme par. Der kan også være tale om flere par.
“Vi har nu boet på Kronløbsøen siden oktober 2023 og ser næsten hver dag et svanepar, som svømmer ind i Kronløbsbassinet kommende fra Nordhavn Bassin. Hvor deres rede befinder sig, kan vi desværre ikke sige noget om. I hvert fald så vi dem med unger i 2023,” skriver Niels og Jacqueline Stevnsborg, Kronløbsøen 22. marts. (Foto herover).
“Vi er begyndt at se et svanepar igen her i bassinet, fx igen i dag,” skriver Michael Bak (Sandkaj, Nordbassinet) 21. marts.
Bo Smidth Ankerstjerne skriver i dag 22. marts:
“Der har da været masser af svaner med unger, der har svømmet rundt i bassinerne siden 2021. Men måske jeg ikke helt forstår præmisser for historien… Anyways, jeg tog dette billede af et svanepar, der lå og sov i solopgangen 20. januar. Det er selvfølgelig inden isen for alvor satte ind. Vi skal nok holde øje med svanerne og tage et foto hvis chancen byder sig…”
I 2021 forsvandet et populært og ynglende svanepar fra Nordbassinet. Parret havde bygget rede og ynglet, men reden blev raseret af (vist nok) en mink – og svaneparret flygtede.
.
Send meget gerne observationer og fotos af svaner. Vi har stadig mange spørgsmål, der skal besvares. Er der ét eller to svanepar? Bygger de rede? Hvornår får svaner deres unger?
Vi kvitterer med en lille gave. Kontakt os på mail: kontakt@nordhavn-avis.dk









