De trofaste læsere har opdaget, at Nordhavn Avis har fået sin helt egen stribe. Bag striben står en italiener, som tegner sine frustrationer ud, når hun savner en fællesarealer og noget grønt.
“Hej Seven, hvad laver de sjove mænd derovre”
“De måler, om de kan klemme en bygning mere ind.”
Seven er personificeringen af et kritisk blik på Nordhavn, og ordvekslingen stammer fra den nye lille tegneserie Ninja Seven, som er at finde i Nordhavn Avis.
Seven er inspireret af tegnerens egen datter på ni år og tegnerens egne observationer i Nordhavn. De er ikke ubetinget positive.
“Vi er flyttet hertil, fordi vi var tiltrukket af en ny bydel ved havet,” siger Elisa Petrolo, som er 44 år og tegner af Ninja Seven.
I de seneste seks år har familien boet i Dubai men i december 2018 flyttede hun og hendes mand, som er dansker, til Danmark. Men det gav ikke nødvendigvis Elisa noget at lave, når datteren hver dag er afleveret på CIS. Elisa var oprindeligt danser og har turneret i hele verden med store shows, inden hun gik backstage og blev kreativ medarbejder i underholdningsbranchen.
“Men Covid har ikke gjort det nemmere,” siger Elisa, som dog stadig har sine kontakter og indimellem har freelancejobs rundt omkring i verden.
Lodrette streger
Når hun er hjemme i Nordhavn, iagttager hun og tegner, hvad hun ser.
Jeg har aldrig været god til at udtrykke mig i ord. Før udtrykte jeg mig i dans, og nu er det tegning. Jeg ser verden i figurer, og i denne bydel ser jeg især lodrette linjer, der står alt for tæt, siger hun og kigger sig omkring på Gøteborg Plads, hvor Nordhavn Avis har sat hende i stævne.
Elisa kommer selv fra Milano, og hun savner den italienske evne til at skabe en stemningsfuld plads. ”Borgo medivale” kalder Elisa det og leder efter en passende oversættelse på sin telefon, men alle, der har rejst i Italien, ved, hvad hun mener. Man tager en kirke, lægger et torv udenom – gerne med brosten – lader to-tre restauranter sætte borde og stole på, planter et par træer, og så har man det, man kan kalde stemning i spandevis.
Det kan Elisa ikke finde i Nordhavn, men faktisk er det, hun savner endnu mere, fællesområder og noget grønt imellem husene.
Afstanden mellem bygningerne er lidt….
Elisa leder efter ordene, for hun har heller ikke lyst til at være for grov.
Det crasher lidt med ideen om at bygge et nyt dejligt område, der er børnevenligt. Det er det jo ikke. Vi havde lovet vores datter, at når vi flyttede fra Dubai, var det slut med at bo på en byggeplads. Haha!
I Dubai bygger man faktisk parker og kunstige søer. Her er intet. Man havde chancen for at bygge en park, men man greb den ikke. Jeg er for eksempel overrasket over, at man maser en biograf ind dér, siger hun og peger på den røde bygning.
Nu vil man bygge en 40 meter høj bygning på Redmolen, men computertegninger lyver. En tegning er én ting. Men man ser ikke hvor meget skygge, sådan en bygning kaster.
Man skulle tro, at danske arkitekter og designere, som er så berømte for at integrere naturen i byggeri, havde ressourcerne til at bygge et nyt område med de her muligheder. I stedet er der bygget huse med kæmpestore vinduer, som vender ud mod andre huse med kæmpestore vinduer. Men vi savner områder med træer, og områder, hvor man kan være sammen. Shared spaces. Det er spild af danske kompetencer, for danskerne er så gode til for eksempel gårde, hvor der er grill og legestativ til børnene. Det har vi ikke i Italien.
Det man savner
Elisa er en verdensborger, og hun savner ikke Milano som sådan. Hun er faldet til i Danmark, selv om hun ikke regner med at blive i Nordhavn mange år endnu.
Folk er søde, og vi har lejet en dejlig lejlighed, men hvis man ser bort fra det, ligner det en ghetto i Napoli fra 1970’erne.
Når frustrationerne bliver for store, dukker Ninja Seven op på papiret, og det fik Elisa til at sende dem til Nordhavn Avis.
Når man tegner, rammer man et bredere publikum, og jeg har aldrig været god med ord, siger hun beskedent.
