Nyt rumeventyr med Brad Pitt og Tommy Lee Jones som henholdsvis søn og far er gabende kedelig og ufrivillig komisk
Titel: Ad Astra. Instruktør: James Gray. Skuespillere: Brad Pitt, Tommy Lee Jones, Liv Tyler, Ruth Negga. Varighed: 122 minutter. Premiere: 19. september
Den sjoveste del er, da ikke bare en, men hele to chimpanser angriber Brad Pitt i rummet. Han er netop flygtet fra pirater på månen, og som om den ide ikke er tåbelig nok, skal vi lige have forfriskede minder om abernes planet. Dem kunne vi godt have undværet, men nu får vi altså et billigt grin.
Dem er der mange af. Brad Pitt er en usædvanlig dygtig astronaut med en hvilepuls på 56. Helt utroligt har den aldrig været over 80, får vi at vide. Derfor bliver Brad Pitt udset til at finde sin far, som er Tommy Lee Jones, der er den bedste astronaut, som nogensinde har begivet sig ud stjernesystemet. Ham, der var den første til at finde alle stjernesystemets planeter, og nu leder efter liv i galakser langt, langt væk.
Man antog han var død et sted derude, men nu er der begyndt at komme stråling fra det rumskib, han forsvandt i. Stråler, der er ved at ødelægge solsystemet.
Så Brad Pitt skal faktisk redde hele verden. Har man hørt det plot før? Denne her gang redder mand verden, hvis han finder sin far.
Men ikke nok med, at chimpanser og rumpirater forsøger at stoppe Brad Pitts jagt. Selv de høje herrer fra forskningsselskabet Spacecom, der imponerede sendte hr. lavpuls ud i rummet, fortryder midtvejs på en rumbase. Nu kan Brad Pitt alligevel ikke klare det følelsesmæssigt, lyder det. Som om de ikke lige havde testet hans følelsesregister, inden de sendte ham afsted.
Heldigvis ved vi, hvad Brad Pitt føler, for vi får konstant hans tanker læst op med en stemme, der minder om Christian Bales rustne røst i Christopher Nolans Batman-trilogi. Brad Pitts whiskystemme i staccato lyder:
I will deal with him. I will deal with my father. Og oversat til dansk: Jeg gør, hvad jeg gør på grund af min far. Han var en helt. Han gav sit liv til viden. Og:
Jeg er rolig! Afslappet. Klar til at gøre mit bedste. Jeg vil forblive rolig. Forblive fokuseret.
Jørgen Leth kunne ikke have gjort det bedre. Aldrig har man hørt så banal en dialog, som faktisk er en monolog. Brad Pitt er en glimrende skuespiller, men takker i modsætning til Leonardo DiCaprio desværre ja til det meste.
Nå, men! Brad Pitt er opsat på at finde sin mission. Så han stikker af fra rumbasen, bliver beskudt af medaustronauter og begiver sig ud mod sin far.
Det var den sjove del.
For mellem de håbløse, men ufrivilligt komiske dialog- og actionscener, er der dræbende langsomme pauser med klare referencer til Rumrejsen 2001s dvælende tempo. Vi ser, hvordan fartøjer letter og lander, og hvordan Brad Pitt ordner snart det ene, snart det andet under den stjerneklare himmel. Uden dybere mening.
Filmen er ganske enkelt kedelig, men der er flere udfordringer end pirater og chimpanser.
For uh, hvor Brad Pitt savner sin far, der forlod ham og familien, dengang Brad Pitt var 7 år. Altså for omtrent 45 år siden. Men langsomt går det op for Brad Pitt, at faren stak af fra familien. At han var hamrende bange for sin far. Samtidig finder han ud af, at Tommy Lee Jones også har gjort noget forfærdeligt i rummet. Så nu bliver fortællingen altså til et faderopgør.
Temaet kredser om tomhed. Tomhed i rummet og tomhed i sindet. Men filosofi ala Solaris, det er det ikke.
Her letter vi aldrig fra det banale, men den bedste del af filmen er så afgjort, da Tommy Lee Jones bliver fundet og giver modspil til Brad Pitt. Den Dommedag Nu-agtige slutning forsvinder dog lige så hurtigt, som man er ude af biografen, da rulleteksterne begynder.
MERE OM DETTE EMNE:
