8. maj er der åbningsfest for Dyppezonen ved Stubkaj. Det eneste sted, hvor man som bekendt må bade i Kronløbsbassinet.
Den nye dyppezone ved Stubkaj er endelig klar til brug. Samtidig er træbryggen og den indbyggede kajakopbevaring på plads.
Det markeres med en åbningsfest ved kajkanten torsdag 8. maj klokken 16-18.
Arrangørerne er By & Havn, Københavns Kommune, Nordic Strong, Nordhavn IF, NorVin, og Kajakklubben Nordhavn
Dyppezonen har været omkring et år forsinket. Det skyldes et udløb fra en regnvandskloak, som viste sig at ligge for tæt på bassinet. Udløbet er nu flyttet væk fra området.
Ved åbningen vil Nordic Strong i dagens anledning holde deres sauna åben for alle fra kl. 16 til 18. Der kan bades i bassinet, dog i selskab med en flok badeænder, som børnene kan fange med net. Kajakklubben Nordhavn sætter kajakker og paddle boards i vandet. Og Rikke og Anton optræder med klassiske børnesange.