Klumme Af Præst Christian Bro, Hans Egedes Kirke og Tiny Church Tolvkanten
Jeg er rundet af en familie, hvor mange gennem tiden har været valgt til Folketinget. Dertil er jeg opdraget med, at det fornemste, man kan være, er folkevalgt. Men med det – efter min mening – ærefulde hverv følger også et stort ansvar. Og ikke mindst en forventning om værdig optræden.
Denne værdige optræden skal man kigge langt efter i en valgkamp, der i vid udstrækning er fordummende, og som føres over hele linjen. Et nyt lavpunkt blev nået, da samtlige 12 partiledere deltog i realityserien “Højskolen”, hvor de skulle bo sammen i et døgn på Ryslinge Højskole.
Jeg hørte for nogle år siden en udtalelse om, at “politik er showbiz for grimme mennesker”. Den tilskrives ofte den amerikanske rådgiver Paul Begala, og på det punkt må man sige, at han havde en vis profetisk sans. Det udsagn ser i hvert fald ud til at holde stik også i Danmark.
TV-programmet har da også klare ligheder med den berømte realityserie “Paradise Hotel”, hvor en flok unge mennesker hives ud af deres vante rammer og placeres på et hotel i Mexico. Her kan vi så følge alle samtalerne, alliancerne og grupperingerne, hvorefter deltagerne dolker hinanden i ryggen og får hinanden “stemt ud”. Ikke helt ulig politik.
Det eneste, der mangler for at nå helt i mål med “Højskolen”, er Pandoras æske, hvor deltagerne kan stille hinanden alle de ubehagelige, private og nærgående spørgsmål: “Mette F., hvorfor spiser du så meget dyrt svinekød i din bolognese?” Og hvis de ovenikøbet også kunne stemme hinanden ud af højskolen, ville det være fuldendt.
Hvad gør det ved vores forståelse af, hvad politik er, når den flytter ind på reality-genrens præmisser? Når valgkampen i høj grad bliver til underholdning med fokus på politikerne som personer frem for deres politik?
I stedet for at diskutere konkrete politiske forslag reduceres vælgernes samtaler ofte til, hvem man bedst kan lide. Man interesserer sig mere for, hvem politikerne er, end for, hvad de siger. Det er en farlig vej at gå, når det snarere er politikerens personlighed, der bestemmer, hvor vi sætter vores kryds, frem for deres politik.
Jeg har ikke behov for at “kende” partilederne på slap line for at kunne sætte mit kryds. Hvorfor skal vi som vælgere se på, at de, som de selv siger, kommer tættere på hinanden, befinder sig i grænseoverskridende situationer, bliver rørte eller har det sjovt, når de samtidig forsikrer os om, at de vil hade, hvis det kommer til at handle om deres person?
Vi behøver ikke at komme helt ind i politikernes soveværelser eller køleskabe for den sags skyld.
Det er strategier, der til forveksling ligner influencernes: at vise et såkaldt autentisk jeg. Personligt kan jeg næsten ikke holde det ord ud længere, fordi det oftest anvendes i de mindst autentiske sammenhænge.
Jeg har ikke behov for at kende dem, men jeg har behov for at kende deres politik – og ikke bare kende den overfladisk, sådan som vi ofte får den serveret i realityprogrammer eller på sociale medier. Her ser vi igen og igen politikere blive interviewet af influencere, TikTokere og youtubere i hurtige ja-nej-spørgsmål. Det er ganske enkelt at tale ned til vælgerne.
Min Instagram har de seneste uger været tæppebombet med politikere, der forsøger at gøre politik sjovt, hurtigt, enkelt og nemt – alt det, politik efter min mening ikke skal være. Selvfølgelig må humor have plads i en valgkamp – den kan gøre politik levende. Men humoren må aldrig overskygge det egentlige. Politikerne spytter små, korte videoer ud i en lind strøm, hvor vi får serveret det ene forenklede budskab efter det andet, leveret med et desperat glimt i øjet.
Det er en farlig glidebane. For på den ene side er det med til at forfladige både politik og demokrati, og på den anden side får politikerne lov til at slippe af sted med nemme, hurtige udtalelser. De unge influencere, der interviewer dem, har jo ingen forudsætninger for at anfægte eller stille skarpe, kritiske modspørgsmål.
Når man betragter valgkampen anno 2026, virker en del af det næsten, som om det bare er noget, vi leger – eller noget, der skal underholde de forhåbentlig kommende vælgere. Men politik er ikke for sjov; det er komplekst, alvorligt og vedrører os alle.
I morgen tager jeg til London, og det får mig til at tænke på, hvor vigtigt det selvfølgeligt også er, at politikerne gør opmærksom på valget og får folk til at stemme, så det ikke går som i England, hvor nogle grupper i samfundet ikke fik afgivet deres stemme, hvilket var med til at bane vejen for Brexit.
Og måske er denne forfladigende valgkamp måden at gøre det på? Hvis det er tilfældet – hvilket det måske er – kan jeg kun sige, at det er et billede på, hvor magelige vi er blevet i vores privilegerede situation. Vi tager demokratiet for givet, og orker kun at sætte os ind i det, eller stemme, hvis politikerne er sjove nok, og solen skinner på valgdagen. Det er en falliterklæring!
Men måske hører det til fortiden, at de personer, der bestrider hverv i de bærende og samfundsgrundlæggende institutioner, skal fremstå med værdighed.
Der tales meget om åndelig oprustning, men hvad med den værdige optræden? Med fare for at lyde alt for bagudskuende mener jeg, at vi bør støve fordums idealer af om værdig opførsel og trække dem frem i lyset.
Nå, nu har jeg fået mine frustrationer ud. Det er ikke fordi, jeg ligger inde med de vise sten, når det kommer til, hvordan man fører en synlig og værdig valgkamp. Denne klumme skal langt hen ad vejen læses som en kærlighedserklæring til demokratiet og som en bekymring for, om vi tager det for givet.
MERE OM DETTE EMNE:
