En i øvrigt interessant dansk historie om søn, far og farfar er for navlepillende og TV-fortalt til, at man virkelig føler dokumentaren relevant nok til biografen
Titel: Fædre og sønner. Instruktør: Andreas Dalsgaard. Medvirkende: Michael Haslund-Christensen, Søren Haslund-Christensen, Henning Haslund-Christensen. Varighed: 85 minutter. Premiere: 6. juni 2018
• Der er historier, som fungerer bedst på tv. Fascinerende familiedramaer fra det danske land, man kan finde på DR og TV 2, når man sådan zapper rundt en tilfældig tirsdag eftermiddag.
Det kan være, at du en dag støder på ‘Fædre og sønner’. Det er historien om filmproducer Michael Haslund-Christensen og hans far, tidligere hofmarskal Søren Haslund-Christensen, der sammen forsker i familiens fortid. Michaels farfar, Henning, var en berømt opdagelsesrejsende og forsker i Mongoliet og Kina. Men rygterne siger, at han var spion og våbensmugler i en kolonialistisk storkonflikt mellem blandt andet Storbritanien og Tyskland.
Og det er en spændende familiefortælling fra det danske land. Spørgsmålet er, om det er nok til at holde seeren fanget?
Filmen er fortalt med solidt håndværk. I et meget roligt tempo og traditionelt journalistisk, som vi kender det fra Danmarks Radio. Der er en del hverdagsoptagelser mellem far og søn. Den over 80 år gamle far har parkinson, så det er ved at være nu, hvis far og søn skal finde sammen om fortiden. Sammen rejser de til den kinesiske provins Xinjiang, hvor Henning var udstationeret i tyverne, og kameraet følger dem på en lidt for lang vej.
Uden en bemærkelsesværdig kunstnerisk billedside og uden en klar historie.
Det er velresearchet, men bliver for uvinklet. For man kommer i tvivl, om det er en eksistentiel fortælling om far og søn og deres møde med fjernøsten. Eller om det er en undersøgelse af Henning og kolonialismens fortid, der bliver fortalt gennem arkivfotos- og optagelser. Foruden gennem interview med forskeren Christel Braa fra Nationalmuseet og en arkivrejse til London.
Samlet set bliver det en anelse navlepillende, og med tiden begynder det at ligne et familieportræt, der mest har interesse for ja, familien og deres venner. Det kan selvfølgelig have indflydelse, at hovedperson Michael Haslund-Christensen har stået for både manuskript og produktion.
Det er, som om instruktør Andreas Dalsgaard har haft berøringsangst for at skære en benhård vinkel igennem. Han står ellers bag den fremragende ‘The war show’ om en gruppe venner i Syrien, der tager egen dødskamp op mod overmagten.
Den skærer i hjertet, og nærværende film er da også følsom. Søren Haslund-Christensen er benhård mod sin søn, når han fortæller ham, at han var et problembarn, der ikke kunne blive voksen. Han bander ad helvedes til. Og det skaber grin i biografen.
Det er også rørende, når den hårde far lærer sin søn, Michael – og mongolerne, de sammen besøger – at vrikke med ørerne. Og fortæller til kameraet, at hans børn er det, der i livet gør ham mest stolt.
For Michael gik ikke i sin fars militante og hierarkiske fodspor. Nej, han blev flippet filmmand med halvlangt hår i firserne. Og i den verden befinder han sig stadig. De har lært at respektere hinanden. Og nå ja, så er der Henning, hans bedstefar, som sønnesøn ligner på en prik. Henning var lidt af en modekonge, der i tyverne drog på farefulde og eventyrlige rejser. Spionerede han for Det britiske imperium? Solgte han våben?
Ham skulle filmen måske have holdt fokus på som et i rækken af DR-portrætterne ‘Store Danskere’. For det er uden tvivl hans historie, der har særlig relevans for alle os andre.
Store danske dokumentarer:
Armadillo (Janus Metz, 2010)
Instruktør Janus Metz lavede en særdeles relevant film om om danske soldater ved forposten Armadillo tæt ved den berygtede, afghanske Helmand-provins, hvor blodet flyder.
Det er rystende at følge de danske soldater, deres handlinger og tanker, når de beskyder Taliban. Filmen var stærkt kontroversiel, blev belønnet i Cannes, af anmelderne og med solgte biografsæder i både ind- og udland.
The act of killing (Joshua Oppenheimer, 2012)
Med ‘The act of killing’ blev instruktør Joshua Oppenheimer the talk of K-town. Det hjalp også på det, at fotograf Lars Skree stod bag kameraet, og at selveste tyske Werner Herzog var producer på filmen (Note. Læs Kristoffer Hegnsvad nye bog om Herzog).
Den handler om Indonesiens massemordere. I 1965 blev den indonesiske regering væltet af militæret, over en million mennesker blev dræbt, og de danske filmfolk udspørger de nu gamle soldater om deres rolle i de mange angreb. Udfordrer deres moral og refleksionsevne. Det er stærkt.
Gasolin’ (Anders Østergaard, 2006)
Ethvert rockband med respekt for sig selv har sin egen dokumentar. Netop nu er The Minds of 99 biograf-aktuelle med ‘Stor som en sol’. Hverken bandet eller dokumentaren bliver næppe så populært som Gasolin’.
De fire gassere fortæller om bandets begyndelse og den spirende rivalisering mellem højskolesangeren Kim Larsen og Hendrix-guitaristen Franz Beckerlee. Om at synge på dansk, om at gå fra at trække en vogn med udstyr på Christianshavn til at stige ud af en flyvemaskine til jublende fans. Og om den braste drøm i USA. Anders Østergaard fanger romantikken, spændingerne, humoren og de gode anekdoter. Men man skal kende til bandet, deres plader, diskografi og historie for at blive klædt på (Læs Peder Bundgaards ‘Masser af succes’). Alligevel blev den set af svimlende 220.000 danskere i biograferne.
MERE OM DETTE EMNE:
