Stressfri sommerferie er en mulighed, hvis man er lidt proaktiv. Det er man så ikke
• Måske jeg næste sommer skal lade et vi-tager-os-af-det-hele-også-bagefter-all-inklusive rejsebureau stå for tingene. Har nemlig hørt at de garanterer ferie uden uforudsete happenings. Findes der et, som tillige har en udslusningsordning til hverdagen? Dét ville virkelig være alletiders.
I år var ansvaret dog mit, da jeg og poderne skulle til USA og besøge familien. Ikke engang en søster havde jeg med som back-up, hvilket ellers plejer at være tilfældet, og tanken om at skulle lege voksen helt alene holdt mig vågen om natten. Helt så slemt, som jeg havde frygtet, gik det ikke. Helt så smooth, som jeg havde håbet, gik det heller ikke.
Jeg lagde ud med at glemme det toldfri fra lufthavnen i flyet. Jeg købte nemlig også en enkelt ting ombord og fik ikke implementeret det faktum i mit hoved, at jeg nu havde to poser. Huskede derfor kun den sidste. (Slet ikke nær så vigtig som den oprindelige med smøgerne i.) Yngste pode tog det roligt, chokolade kan man købe overalt, vidste han, mens ældste søn, som havde livsvigtig duftevand i den glemte pose, stærkt fortørnet mente, at nogen måtte gøre noget. Nogen (jeg) forsøgte da også, men måtte give op overfor hårrivende, tåbelige bureaukrati i amerikanske lufthavn, som til sammenligning får det offentlige Danmark til at ligne en velsmurt, stramt styret og effektiv, privat virksomhed.
Nogenlunde omstillet til en ferie uden Eau de Teen og Prince Light gik vi i seng vel forberedte på næste dags ekstreme jetlag. Om morgenen blev jeg kontaktet af NETS, der ville bekræfte købet på mit kreditkort af en flybillet med Vampire Airlines til 27.000 kroner. Skæv af jetlag måtte jeg lige tænke efter. Nåede dog relativt hurtigt frem til, at nej, jeg havde ingen planer om nogen rejser i dag, heller ikke til Transsylvanien. Prompte spærrede NETS mit hackede kort og efterlod mig med mit lille visa dankort, som overhovedet ikke er gearet til et længere og omkostningstungt ophold i USA.
Og som derfor jævnligt blev afvist på resten af turen. Hver gang krævede det et opkald til bankens døgntelefon, hvor jeg måtte besvare diverse kontrolspørgsmål, (”hvad hed den undulat, din oldefar havde som barn”) for at bekræfte min identitet og få lov til at køre lidt længere med impotente kort.
Men på trods af mig ved roret gik ferien alt i alt ganske godt. Belært af erfaringen sørgede jeg på hjemturen oven i købet for at købe toldfrit i to omgange: Først det uvæsentlige, derefter det vigtige. Nu vil jeg nødig prale, men da vi igen satte fod hjemme, havde jeg kun én pose i hånden, og ja, det var den med de sidst indkøbte og vigtigere ting. Et vægtigt bevis på en vis fremsynethed, synes jeg nok.
Faktisk ville jeg insistere på, at jeg til fulde besad den evne, var det ikke lige for de efterfølgende begivenheder.
Dagen efter hjemkomst skulle idealvægtige chihuahua hentes fra kennel, hvor jeg fik udleveret hund, nu forvandlet til meget slank chihuahua. (Kennel holder sig til foreskrevne mængde foder, og hund har muligvis aldrig været nærmere racens officielt anbefalede kropsmasse.) Næste morgen, en søndag, kunne meget slanke chihuahua ikke rigtigt åbne øjnene. Yngste pode var nær grådens rand, ældste stærkt bekymret, og ingen af dem godtog at vente til dagen efter.
Eneste mulighed var døgnåben dyrlæge tyve minutters kørsel fra matrikel, så jeg tog hund under armen, (meget lettere nu i slanke udgave), og satte mig ind i bilen. Som ikke ville starte.
Oksede derefter, helt groggy af jetlag og tapsvedende af stress, rundt på vejen for at låne både startkabler og medfølgende bil med motor, der virkede, alt imens øjenbetændte hund gøede frustreret inde fra bil, og poders nervøse blikke fulgte mig fra vinduet.
Men afsted kom vi. Dyrlæge fastslog alvorlig øjeninfektion og skrev recept på pissedyr salve, (to dryp dagligt i hvert øje i et par måneder. Til rundt regnet fyrre kroner pr dråbe), og jeg modtog regning på to tusinde plus det løse med stoisk ro: Chihuahuas velbefindende kan ikke måles i usselt mammon. Behøvede heldigvis ikke ringe til døgnbankmand og hviske ’Arthur’ for at kunne betale og således opløftet over små mirakler, tog jeg hund under armen og satte mig ind i bilen igen. Som ikke ville starte. Ingen af naboerne var kørt med til Valby, og det tog mig et kvarter på nettet at finde ud af, om jeg overhovedet havde autohjælp på min forsikring. Det havde jeg lykkeligvis. Igen: Fremsynethed! Desværre ikke nok til, at jeg også havde noteret mig, hvor helt præcis jeg skulle ringe hen. Hvilket hverken stod på min police eller blev oplyst af Du Har Ringet Udenfor Åbningstid, som er mit forsikringsselskab.
Jeg sidder ikke stadig jetlagged i Valby med øjeinficerede chihuahua. Det ville dog ikke være helt utænkeligt i min verden, og her ville et rejsebureau, som virkelig følger tingene til dørs, være lige i skabet: Bilbatteri kunne være blevet opladt, afhentning af hund kunne arrangeres, køleskab kunne være blevet fyldt. En ekstra hånd til udpakning ville også være værdsat, og ideen er hermed videregivet til en driftig iværksætter. Som en, der helt åbenlyst erkender, at jeg lider af EFU (Efter Ferie Udfordret), er jeg ikke i tvivl om, at der er et marked. Jeg kan jo ikke være den eneste . . .
Louise Raaschou er uddannet journalist og arbejder som freelancer. Hun er 47 år gammel, har to sønner på 16 og 10 år samt åbenlyse vanskeligheder med voksenrollen. Hun evner ikke at tale girafsprog til sine børn og kan sjældent overskue skolens intranet. Hun har en udpræget mangel på overblik, er elendig til smalltalk og til møder på skolen siger hun ofte det forkerte. Til gengæld bliver hun lidt for besoffen til forældrefesterne. Hun kan ikke lave en ordentlig smoothie og har aldrig postet billeder af friske buketter fra haven eller hjemmelavede brød på facebook. Oven i købet ryger hun. Foruden børnene tæller familien en overvægtig chihuahua, et utal af akvariefisk, samt to hysteriske undulater, og nåh, ja, så er hun alenemor. Noget af tiden. For hun deler drengene med deres fædre. Jeps. Dem er der også to af.