Efterårsferien er også lig med FerieCamp. Overalt i København er der gratis fritidsaktiviteter for de 41.000 børn og unge, som går på ferie på fredag.
Foto: Mills Club/Københavns Kommune
Der er aktiviteter for børn og unge mellem 3 og 17 år. De foregår i hele byen, blandt andet i Nørre Fælled Skoles nye hal på Nørre Fælled Skole, Biskop Krags Vænge 7. Her vil der være basket, skipping, VR, fodbold, klatring, Kenzoku karate, Tank Wars, badminton, bordtennis, yoga.
Det koster ikke noget at være med, og de fleste steder skal man blot dukke op.
En af de foreninger, der står klar til at tage imod er Mills Club, der sidste år blev kåret som Årets Idrætsforening i København. Hos GAME Streetmekka på Enghavevej 82D kan man øve sine færdigheder på både skateboard og løbehjul.
”Mills Club deltager i FerieCamp, fordi vi gerne vil være med til at skabe et trygt og sjovt fællesskab for børn og unge. Sport på hjul giver børnene mulighed for at udvikle nye færdigheder, danne nye venskaber og styrke deres selvtillid gennem fysiske udfordringer. Det er en fantastisk måde at skabe sammenhold og gode ferieoplevelser,” siger Bonny Madsen, der er træner i Mills Club.
Er man mere til boksning, står bokseforeningen Stjernehuset klar i Spor10 i Sydhavn.
”Vi vil gerne sætte fokus på sunde fællesskaber og være med til, at børn og unge møder andre med samme interesse for idræt. Vi tror på, at det bedst sker, når pulsen er høj og boksehandskerne er sat på hænderne. Vores dygtige boksetrænere har stort fokus på tryghed, den personlige velkomst og at udvikle rollemodeller til lokalområdet,” siger Ali Najei.
Læs programmet for efterårsferien på feriecamp.dk