Man kunne lære utrolig meget om mennesketyper, hver gang noget i hjemmet strejker. De er nemlig alle ret fint repræsenteret i håndværkerbranchen
Håndværkere. Gotta love them. Gennem årene har jeg stiftet bekendtskab med utallige inden for stort set alle genrer, for jeg er nemlig en af de velsignede: I min sfære bryder gasfyr, hårde hvidevarer og diverse vandførende maskiner jævnligt sammen. Eller lækker et eller andet flydende, som helst skulle blive indeni. Eller kortslutter matriklens elforsyning; når den ikke lige kortslutter af sig selv. Og det er kun det indvendige. Udenfor har jeg haft fornøjelse af trappetrin, der smuldrer, tagrender, der falder af, træværk, som kun bliver holdt sammen af vildtvoksende efeu samt nedgravede vandrør, der leder vand ind i kælder i stedet for væk fra den. Så okke jo, jeg har skam hidkaldt en del VVS’ere, elektrikere, kloakmestre, murere, tømrere og malere i min tid.
Og der har været alle typer blandt dem: De hyggelige, som hilser på ideal-vægtige chihuahua i den tro, at hund så vil holde op med at gø, og som derefter venligt lader som ingenting, mens dumme dyr gør non-stop af dem i de samtlige tooghalvtreds minutter, jobbet varer. De effektive, som kommer på klokkeslæt, takker nej til kaffe, fikser det, de skal og mailer faktura på vej ud igen. (Sommetider er de hyggelige også effektive. Det omvendte er sjældent tilfældet.) For slet ikke at nævne de garvede, som – hø-hø – har deres helt egen form for branchehumor. Det er som regel en mand omkring de tres år, som gerne hedder Flemming eller Jørn – oftest hidkaldt på akut-lørdagstakst, for eksempel fordi opvaskemaskinen tilsyneladende er gået over til at bruge madrester i stedet for sæbe.
”Altså . . . vi kan godt udskifte karburator-kabys-vandtryksslangen, men det er jo ikke heeeeelt billigt,” lyder det så fra Flemming/Jørn, mens han læner sig op ad køkkenbordet. Og venter. Og så snart jeg har stillet det ventede spørgsmål om alternativer, fyrer han sin joke af:
”Jo, vi kan også lade være. Så eksploderer den bare.”
Har-HAR-har-HAR, det er saftsuseme morsomt, Flemming/Jørn, det er sgu’ hårde-hvidvare-humor på højeste plan. Tænker jeg og vælger hver gang at opfatte det venligt.
På samme måde er der også de betænksomme typer. Som pædagogisk forklarer alle detaljer om det, de foretager sig. I realtid! Altså, mens elektrikeren skruer på en skrue, forklarer han mig, at han netop nu skruer på denne her skrue, og jeg får tillige at vide hvorfor. Det kan selvfølgelig også være, at han ikke føler sig tilstrækkelig set af mig, med mindre jeg forstår hele kompleksiteten i hans arbejde, jeg skal ikke kunne sige det. I øvrigt er det ikke kun elektrikere: Jeg har skam også stået og kigget på rør i min kælder, et godt stykke tid efter jobbet var færdiggjort, fordi flinke VVS mand har villet øse af sin viden om det kolde og varme vands vej gennem mit hus. Og det er da vældig pænt af både ham og de andre, men set i lyset af at jeg ikke på nogen måde spørger om det, er det også en anelse sært. Faktisk aner jeg ikke, hvad der igangsætter de foredrag, jeg er nemlig ret sikker på, at jeg ikke opmuntrer til dem. Tværtimod er jeg meget bevidst om mit kropssprog og meget varsom med ikke at komme til at signalere en hungren efter viden – hverken om de elektriske kredsløb i min stue eller om vandets vej til min bruser. Men lige meget hjælper det.
Alligevel vil jeg til hver en tid foretrække de tidskrævende betænksomme fremfor de nedladende, der altid – altid – er en mand. Han er oftest i slut halvtredserne, han fortæller aldrig sit navn, og hvis der er noget, som pisser ham af, så er det at skulle fise ud til mig for at fikse mit tagrenderør, som jeg garanteret selv har revet løs fra dets betonfundament udelukkende for at genere ham. Her bliver der ikke fyret jokes af, og hvis jeg på nogen måde får at vide, hvordan tingene fungerer, er det med den her på:
” Man bliver nødt til at holde øje med de her ting, det kan du jo nok forstå, ikke? Ellers sker der præcis det, der er sket her. Se? Kan du se, hvordan zinken har løsnet sig?”
Efter sådan en omgang, er der kun én ting, jeg ved med sikkerhed: Det firma, som har Pissed-Off-Poul ansat, vil jeg aldrig kontakte igen; om så hele mit hus rev sig løs, juleaften ved midnatstid.
Til gengæld har jeg gjort mit bedste for at efterkomme det ønske, en VVS’er kom med fornylig: Efter at have tjekket mit naturgasfyr samlede han manualer og servicerapporter, som lå i en rodet stak. Han ordnede dem i en sirlig bunke, som han rakte til mig og bad så mindeligt, om jeg ikke nok ville lægge den i et chartek. Så blev papirerne nemlig ikke snavsede, forklarede han. Og jeg ville da være et skarn, hvis jeg bare lod hånt om min naturgasfyrshåndværkers tvangstanker, så nu ligger alle papirer pænt og lige i et spritnyt plastikchartek. Det manglede da bare.
Louise Raaschou er uddannet journalist og arbejder som freelancer. Hun er 47 år gammel, har to sønner på 16 og 10 år samt åbenlyse vanskeligheder med voksenrollen. Hun evner ikke at tale girafsprog til sine børn og kan sjældent overskue skolens intranet. Hun har en udpræget mangel på overblik, er elendig til smalltalk og til møder på skolen siger hun ofte det forkerte. Til gengæld bliver hun lidt for besoffen til forældrefesterne. Hun kan ikke lave en ordentlig smoothie og har aldrig postet billeder af friske buketter fra haven eller hjemmelavede brød på facebook. Oven i købet ryger hun. Foruden børnene tæller familien en overvægtig chihuahua, et utal af akvariefisk, samt to hysteriske undulater, og nåh, ja, så er hun alenemor. Noget af tiden. For hun deler drengene med deres fædre. Jeps. Dem er der også to af.
