Selvbetjening for abonnenter

Gå til Selvbetjening I selvbetjeningen kan du administrere dit abonnement, for eksempel ændre perioder, tilmelde nyt betalingskort eller opsige.

Flere badezoner og færre gråzoner i Københavns Havn

LÆS GRATIS: Flere bade- og dyppezoner – også hvis der bliver mindre plads til fritidssejlere:

Af Charlotte Frejlev, kandidat til Borgerrepræsentationen for Liberal Alliance

Københavns havn er en af byens største succeser. På få årtier er den blevet forvandlet fra beskidt industrivand til et levende byrum, hvor man kan bade, sejle og dyrke vandsport. Havnens store popularitet gør det nødvendigt at prioritere mellem aktiviteterne. I dag er der alt for få steder, hvor man må bade lovligt og sikkert. Derfor bør vi oprette flere bade- og dyppezoner, også selvom det betyder lidt mindre plads til andre aktiviteter.

Form og funktion skal følges ad
Samtidig skal vi stoppe med at bygge moler, trapper og flydebroer, der på alle måder inviterer til badning, men hvor man alligevel ikke må hoppe i. Det er forvirrende og dårligt byrumsdesign. Hvis et sted indrettes til ophold ved vandet, skal det også være sikkert og lovligt at bade dér.

Færre gråzoner – havnen skal være et offentligt byrum
Både i Nordhavn og på Krøyers Plads har kommunen overladt ejerskab og ansvar for havnerummet til beboerne – med dyre og konfliktfyldte resultater.
Her har grundejerforeninger stået tilbage med store regninger til rengøring, vagter og affaldshåndtering, fordi havnearealerne teknisk set er private, men i praksis bruges som offentlige byrum.

Det har skabt et umuligt krydspres: beboere, der føler sig magtesløse, når gæster fylder molen – og besøgende, der føler sig uvelkomne i det, de opfatter som fælles byrum.

Dertil kommer problemer som følge af manglende offentlige toiletter og affaldshåndtering. Problemer der også er meget velkendte i Nordhavn, hvor der først sidste år kom et offentligt toilet til Århusgadekvarteret. Det hører ikke hjemme i en moderne hovedstad. Når et område bruges som et offentligt rum, bør det ejes og driftes som et offentligt rum.

Derfor mener vi, at kommunen skal tage det fulde ansvar for renhold, affald og toiletter langs hele havnen.  Vi bør desuden sikre handicapvenlig adgang og børnevenlige områder i flere havnebade, så alle københavnere kan være en del af havnelivet.

En havn med plads til fællesskab og initiativ
At havnen er offentlig betyder ikke, at den skal være ensformig. Tværtimod skal der være plads til foreninger, klubber, virksomheder og lokale initiativer – vinterbadere, kajakfællesskaber, flydende caféer og restauranter. Især Kalvebod Brygge er et oplagt sted at udvikle havnen yderligere.

En åben, ren og reel havn
Havnen er byens blå hjerte – et sted, der forbinder os. For at flere skal få mest mulig glæde af havnen vil vi i Liberal Alliance arbejde for:

  • Flere bade- og dyppezoner, selvom det giver mindre plads til andre aktiviteter.
  • At form og funktion følges ad, så de steder, der inviterer til badning, også er sikre og lovlige at bruge.
  • At havnen forbliver et offentligt byrum, som kommunen tager ansvar for – med rene kajkanter, ordentlige toiletter og plads til liv.

Close

Translate »