Borgermøde tirsdag aften med omkring 100 beboere på Sundmolen: Nyt lokalplantillæg skal bane vejen for flere boliger. Mange beboere er utilfredse med at skulle sige farvel til Legerummets boldbaner.
Legerummet – eller bare ‘boldbanen’ – er blevet et hit for børn og unge på Sundmolen. Her løber de ned for at lege eller spille bold om eftermiddagen. Især de 7-14 årige kommer her med deres kammerater fra kvarteret, for her kan de hænge ud – og samtidig være tæt på hjemmet og mor og/eller far.
Men området er en midlertidig aktivitet, som snart bliver til en byggeplads. Snart skal et nyt lokalplantillæg vedtages, som muliggør byggeri af boliger og daginstitution på den østlige del af Sundmolen. Og der hvor boldbanen ligger skal der være et boligbyggeri.

I tirsdags havde By & Havn inviteret til beboer- og nabomøde hos noon i Pakhus 47 på Sundmolen – for bl.a. at gennemgå og drøfte lokalplantillægget med Sundmolens beboere. Og allerede før salgs- og udviklingsdirektør Ingvar Sejr Hansen fra By & Havn fik lejlighed til at fremvise planerne, kritiserede flere beboere at boldbanen forsvinder.
“Da boldbanen åbnede væltede det ud med børn helt nede fra 5-7 år. Jeg ved at mange er flyttet hertil, fordi børnene kan lege og spille bold tæt på hvor de bor. Der mangler i det hele taget nogle barm til børn og unge i Nordhavn. Det er som om at man ikke har gjort sig nogle tanker om at bevægelse og motion er vigtigt,” sagde en deltager i mødet.

Mange andre bakkede op, og var ærgerlige over de nye planer. For i den tidligere lokalplan skulle der være en daginstitution på grunden ved ‘Dronningeporten’ og et aktivitetsområde som var noget større end i den nye plan.
“Men husk at lokalplanforslaget kun er et forslag. Det synes jeg at By & Havn glemmer at fortælle. Der skal både være en politisk behandling af forslaget, og en offentlig høring. Vi kan nå at ændre planen endnu,” sagde en anden beboer.
Sundmolen gøres færdig
Efter de mange indledende kommentarer fra salen fik Ingvar Sejr Hansen mulighed for at fortælle om lokalplantillægget, som har titlen Lokalplan 524 for Sundmolen – Tillæg 3.
At Sundmolen først nu skal bygges færdig skyldes Containerterminalen på Levantkaj. Boligbyggeri har ikke været tilladt på den nordlige del af Sundmolen på grund af risikoen for støjgener fra containertrafikken. Men til næste år skal Containerterminalen flyttes længere ud på Nordhavn.
Samtidig har Københavns Kommune ændret sine planer for daginstitutionen på Sundmolen. Kommunen ønsker at bygge institutionen i et ‘solitært’ byggeri og altså ikke integreret i en boligejendom. Og placeringen bliver længere ude på Sundmolen, der hvor Pakhus 52 ligger nu.

Bygger bæredygtigt
Endelig har By & Havn lagt en ny strategi med øget fokus på biodiversitet og bæredygtigt byggeri, siden lokalplanen blev lavet. Det betyder at det nye tillæg øger det grønne på Sundmolen, der bygges ikke kældre, og der skal anvendes byggematerialer som træ, ler, strå eller ålegræs.
Det betyder også, at etagedækkene bliver tykkere – og derfor vil vi øge højden på nogle af bygningerne med 1,2 meter. Så øverst oppe kommer der boliger kombineret med teknikrum øverst oppe, men husene vil stadig overholde højdekravet på 24 meter.
“De høje bygninger vil ligge ud mod Orientkaj, og trappe ned imod Det Grønne forløb på midten af Sundmolen. Det vil skabe bedre plads til ophold og bedre dagslysforhold,” fortalte Ingvar Sejr Hansen.

Følgegruppe
Efter fremlæggelsen fortsatte strømmen af kritiske spørgsmål og kommentarer. Her er et udpluk:
“Hvorfor placeres daginstitutionen længst væk fra boligerne? Vi må da håbe at der kommer en grøn legeplads ved institutionen, som er åben efter lukketid…”
“Jeg har hund, og vi mangler virkelig en hundeområde i nærheden af Sundmolen. Kunne man bruge den tomme grund ved metroen og Sundkrogsgade?”
“Tænker man ikke på børns trivsel? Det er jo et kæmpe problem at børnene i Nordhavn får så langt til grønne områder og boldbaner. Vi kan jo ikke sende vores 7-8 årige ud i Nordhavnsparken.”
“Man burde flytte nogle af de ‘grønne kvadratmeter’ ind i boligområderne, i stedet for at lægge dem længere ud i Nordhavn.”

“Der er jo også voksne, der spiller bold.”
“Godt hvis det grønne kommer til at fylde lidt mere. Men vi skal huske at der altså heller ikke var nogen boldbane i den oprindelige lokalplan fra 2017.”
“Jeg vil virkelig opfordre til, at man rykker på at få lavet de grønne områder – og midlertidige byrum under byggeperioden. I skal ikke være så nølende men lytte til os – og komme med noget…”
Ingvar Sejr Hansen forsøgte at svare alle. Opfordringerne til at lave midlertidige byrum blev modtaget.
“Det vil vi tage med hjem her fra mødet. Vi vil også gerne lave de nye grønne byrum så hurtigt som muligt. Desværre bliver man nødt til at bruge områderne til byggeplads, så længe der bygges,” sagde han blandt andet.
“Vi glæder os til høringsperioden – i må påvirke kommunen og politikerne for at få flere af jeres ønsker og krav igennem. Men By & Havn er forpligtet til at bygge et vist antal kvadratmeter i hvert kvarter. Det vi har fremlagt i dag, har vi sagt hele tiden, at vi ville gøre,” sagde han også.
Beboerne på Sundmolen kan få indflydelse på indretningen af de nye byrum på Sundmolen gennem en ny følgegruppe, som nu skal oprettes. Her skal beboerne være med til at indrette byrummene med planter, træer, underlag og udstyr. I følgegruppen kan man også drøfte problemer og udfordringer omkring de nye byggerier mv. Følgegruppen kommer til at bestå af 1-2 repræsentanter fra hver bolig- eller ejerforening på Sundmolen – plus repræsentanter for grundejerforening og By & Havn.

Fakta om lokalplantillæg 3
- Lokalplan 524 Tillæg 3 behandles i de politiske udvalg og Borgerrepræsentationen i november-december. Den 8-ugers offentlige høringsperiode vil være i januar 2025. Den endelige godkendelse af lokalplantillægget vil ske medio 2025.
- I alt skal der bygges 29.800 kvm. til boliger på Sundmolen – omkring 300 boliger – med mulighed for serviceerhverv i stueetagerne.
- Dertil kommer daginstitutionen på 1.600 kvm.
- Pakhus 52 og Dronningeporten (stålkonstruktionen mellem pakhus 53 og 52) nedrives.
- Der kommer ikke et parkeringshus på Sundmolen. Parkering bliver i P-kælder Kronløbsøen, P-hus Orient Plads – og i begrænset omfang på terræn.
- Der skal anlægges fire grønne byrum i den østlige del af Sundmolen. I alt vil der være seks byrum:
- Legehaven – et grønt byrum med plads til aktivitet og ophold
- Kanalhaven – en lokal grøn lomme, der indbyder til ophold på broen med udsigt langs kanalen
- Pakhushaven – en aktiv plads til bevægelse og ophold for alle aldre
- Byrum ved daginstitution – en legeplads med plads til leg for de mindste børn og ophold for beboerne
- Ny ”blå” plads ved Orientkaj – et pauserum med udkig til vandet
- Promenader langs Orientkaj og Sundkaj