Med en ekstra bevilling på lige ved to millioner kroner kan der komme endnu flere faciliteter i det flydende aktivitetshus på Sandkaj.
Allerede sidst på sommeren vil det nye, flydende badehus ved Sandkaj i Nordhavn være klar til de første gæster. Og takket være en bevilling fra Lokale og Anlægsfonden på 1,9 mio. kroner bliver det kommende aktivitetshus nu udvidet og får blandt andet et flydende udendørs ’opholdsmøbel’ i tilknytning til huset, hvor man kan slænge sig eller hoppe i vandet fra. Desuden vil en såkaldt svømmeø give mulighed for 50 meter banesvømning.
”Det Flydende Foreningshus skal være ramme om et spirende foreningsliv i bydelen Nordhavn. Det er et moderne bud på en kompakt urban facilitet, hvor adgangen til vand og socialt samvær er i fokus, inspireret af havnens oprindelige udtryk. Mødestedet skal styrke foreningslivet bredt og bliver én station ud af flere støttepunkter til fritidslivet – en moderne måde at tænke fritidsfaciliteter, hvor man arbejder i de mulige mellemrum i storbyen,” siger arkitekt i Lokale og Anlægsfonden Anna Hassel i forbindelse med præsentationen af projektet.
Aktivitetshuset indeholder fællesrum, toiletter, omklædning med bad, sauna og udendørs opholdsarealer. Tidsplanen for etableringen på Sandkaj var planlagt til sensommeren 2019. Der var oprindeligt afsat 6,5 millioner kroner til etablering af den første del – og med de ekstra midler på 1,9 millioner til en udvidelse, vil anlægsarbejderne blive koordineret, så den færdige facilitet kan stå klar på nogenlunde samme tid.
Udviklingschef i By & Havn, Rikke Faaborg Jarmer, glæder sig over de nye muligheder.
”Med Lokale og Anlægsfondens bevilling får vi endnu bedre mulighed for at lave et flydende aktivitetshus, hvor der vil være plads til fællesskaber og socialt samvær. Vi ser virkelig frem til at se det flydende aktivitetshus i brug og håber, at mange vil bruge det som rekreativt mødested, hvor fællesskaber og arrangementer kan finde sted. ”
Konstruktionen af aktivitetshuset sker netop nu på Prøvestenen i København af entreprenørfirmaet CG Jensen. Når delelementerne er færdige, sejles de til Sandkaj og monteres i moduler. Det flydende aktivitetshus er tegnet af Spektrum Arkitekter.
By & Havn er bygherre på huset, som er udviklet i samarbejde med de kommende brugere og Københavns Kommune. Når huset står færdigt, overtager Københavns Kommune ejerskab og drift i fællesskab med områdets tilknyttede foreninger.