Et aflangt fem-etagers hus bygges nu ved Stubkaj. De 112 lejligheder skal udlejes efter STAY-konceptet. Foran ejendommen skal der løbe en offentlig promenade og afsatser ned mod vandet, så der kan dyrkes vandsport. Stueetagen får plads til erhverv, restaurant og reception for lejlighederne.
Ejendommen bliver på 12.000 kvadratmeter og forventes at stå færdig i foråret 2022, oplyser ejendomswatch.dk. Projektet indledes med et omfattende jordarbejde. Der skal blandt andet funderes med over 700 pæle, der skal bankes i 15 meters dybde. Der etableres en vandtæt kælder under ejendommen. Fra kælderen skal der vokse træer op gennem etageadskillelserne til gårdrummet.
”Projektets kompleksitet forstærkes af, at vi bygger i et i forvejen tæt bebygget område mellem havnebassinerne, og der er meget begrænset byggepladsforhold. Grunden ligger tæt op ad Nordhavns Metro, der netop er åbnet, og en af del af vores opgave er derfor koordinering med Metroselskabet, for eksempel i forhold til funderingsarbejdet,” siger Jeppe Mulvad Jeppesen, projektchef og partner i entreprenørvirksomheden bgb a.s, som har totalentreprisen på byggeriet.
Bygherre er P/S Ejendomsselskabet Stubkaj. En af medejerne er projektudviklerselskabet WALLS, som står bag STAY-konceptet, som allerede findes i bl.a. Nordhavn, Islands Brygge og Langelinie. Også Stubkaj skal være STAY-lejligheder, altså ‘serviced apartments’, som kan lejes for kortere eller længere tid.
Bygherren ville gerne have været i gang for et år siden, men By & Havn har ikke kunnet frigive grunden før nu, pga. af den intense byggeaktivitet i området. Det oplyser Jørgen Nonnemann, viceadm. direktør hos WALLSs.
Vi har hele tiden fået at vide, at de også skulle bruge parkeringspladsen til de andre byggerier, så vi har måttet afvente, at de afleverede grunden til os, siger han til ejendomswatch.dk.
Projektet er udviklet af tegnestuen WERK Arkitekter, og udearealerne er skabt så de trækkes ind under bygningen ved hjælp af et halvtag, hvor man kan stå og gøre sin kajak klar, skriver Magasinet kbh.dk.
Bassinnet mellem Stubkaj og Kronløbsøen skal være et ‘lommevandrum’ med trappeafsatser og slidsker som man kan bruge når man skal have kajakker, SUP’er og mindre joller i vandet. Overfor Stubkaj vil der være et lignende trappeforløb ned mod bassinnet på Kronløbsøen.