Dila Boyacioglu har åbnet Næz Design i Nordhavn, hvor hvert smykke er håndlavet i Istanbul – og der bliver maks lavet tre af hvert design.
I et nyt butikslokale i Århusgade kaster guld- og sølvsmykkerne sollyset tilbage, når man træder ind.
Da Nordhavn Avis besøger butikken, er det den smilende 37-årige ejer Dila Boyacioglu, der står bag disken i en hvid kjole med broderi. Hendes hænder, håndled, hals og ører er, ligesom butikslokalet, pyntet med guld- og sølvsmykker: Et væld af øreringe, ringe på alle fingre og halskæder og armbånd i flere lag.
Dila Boyacioglu har for nylig åbnet Næz Design i Den Røde By. Faktisk har hendes designbrand eksisteret i et par år, men med den nye butik har brandet endelig fået et fysisk udtryk. Her kan man se og prøve hendes smykker, som også findes på Instagram, og blive vejledt i, hvilke farver og metaller der passer til én.
Som Dila Boyacioglu selv demonstrerer, kan man dog også sagtens blande guld, sølv og farverige perler.

“Folk spurgte altid, hvor jeg havde mine smykker fra, inden jeg valgte at starte min forretning,” fortæller hun til Nordhavn Avis og fortsætter:
“Det skete hver gang, jeg var ude i byen. Til sidst begyndte jeg at tænke, at jeg måske skulle se det som et tegn.”
Et lille stykke af Istanbul
Dila Boyacioglu er født og opvokset i Istanbul i Tyrkiet. En storby, hun beskriver som et mødested mellem asiatisk og europæisk kultur.
Det kulturmøde afspejler sig ifølge hende i alt fra byens arkitektur til dens mode og smykketraditioner. I Istanbul går man oftere i stærke farver, blander guld og sølv og er ikke bange for at skille sig ud.
Det er en æstetik, Dila Boyacioglu har taget med sig, efter hun for otte år siden flyttede fra Tyrkiet til Danmark sammen med sin mand, Emir Boyacioglu, og parrets datter. Familien bor i dag i Charlottenlund.
“I Istanbul bruger mange smykker på en anden måde. De må gerne fylde mere i ens samlede udtryk, og de må gerne være farverige og mønstrede. Med Næz Design prøver jeg at skabe en mellemvej, så smykkerne også passer til den nordiske tradition, som er mere minimalistisk,” siger hun.
Mens hendes interesse for smykker mest var en hobby i Istanbul, begyndte Dila Boyacioglu efter nogle år i Danmark at se en mulig karrierevej i at udvælge og sælge smykker under navnet Næz Design.
Blev ringet op af Nrep
For to år siden tog hun de første konkrete skridt, da hun begyndte at dukke op på markeder og messer som Finders Keepers og Flea Market med sine smykker.
“Det var en kæmpe læreproces. Jeg fandt ud af, hvad folk herhjemme efterspørger, hvad der fanger dem, og hvad der ikke gør,” forklarer hun.
Sideløbende voksede hendes Instagram-konto sig større, og drømmen om en fysisk butik tog til. Med åbningen af Næz Design i Nordhavn er drømmen endelig gået i opfyldelse.
“På Instagram blev jeg hele tiden spurgt, hvor man kunne møde mig og se smykkerne. Det giver noget helt andet, at man kan prøve smykkerne, inden man køber dem, og det giver den nye butik kunderne mulighed for,” siger hun.

Nordhavn har længe været i familiens søgelys. Det røde teglstenskvarter med sin blanding af kaffebarer, entreprenører og kreative designbutikker fra forskellige verdensdele virkede som et tillokkende sted at slå sig ned som spirende smykkebrand.
Da ejendomsudvikleren Nrep (red. i dag Urban Partners) kontaktede parret og spurgte, om de ville rykke til Århusgade, var de derfor ikke i tvivl.
“Vi har altid kunnet se os selv her. Der er en god energi i området. Turister, lokale og masser af folk, der bare går forbi og stikker hovedet ind. Det er ligesom Istanbul et sted med mange kulturelle påvirkninger, og derfor føles det som et godt match,” siger Dila Boyacioglu.
Max tre af hvert smykke
Det, der adskiller Næz Design fra mange andre smykkebutikker, er ifølge Dila Boyacioglu, at der kun findes få af hvert smykke.
Når hun skal finde smykker til butikken, rejser hun til Istanbul og udvælger designs hos forhandlere og sølvsmede – mange af dem anden- og tredjegenerationssmykkemagere, der har lært håndværket af deres forældre og bedsteforældre.
Materialerne er sterling sølv – noget af det forgyldt, og der bliver aldrig produceret mere end tre enheder af hvert design.
Det betyder, at den kunde, der handler i butikken, med stor sandsynlighed går hjem med noget, de ikke kommer til at se på andre.
“Jeg vil gerne have, at folk føler, at de har fundet noget særligt, der passer til dem. Noget, der ikke bare er masseproduceret, men som er særligt udvalgt,” siger hun.
Dila Boyacioglu tegner også selv forslag til smykker og sender dem til håndværkerne i Istanbul, som omsætter skitserne til færdige stykker. Der er altså opstået et samarbejde på tværs af lande og generationer, og den forbindelse til hendes rødder er vigtig for hende. Butikken tilbyder også studierabat.









