Den romantiske musical ‘A Star is Born’ fejler, fordi musikken er for jævn, historien for sentimental og karaktererne for utroværdige
Titel: A Star is Born. Instruktør: Bradley Cooper. Medvirkende: Bradley Cooper, Lady Gaga, Andrew Dice Clay, Dave Chappelle. Varighed: 135 minutter. Premiere: 6. december
• Det er nærmest kriminelt at anmelde en film så sent efter premieredatoen, men alt tyder på, at storsællerten her går i biffen frem til Oscar-uddelingen søndag 24. februar. Til gengæld fortrød denne anmelder at have brugt sin tid:
Ally Maine (Lady Gaga) sidder ved siden af sin elskede mand Jack (Bradley Cooper) i den fyldte sal med velklædte mennesker. Hun er nomineret til en Grammy for bedste nye sang. Og vinder. Hun er målløs. Rejser sig op og bliver tiljublet på scenen. Men hendes fordrukne mand, countryguitaristen Jack, følger ikke med. Han har ikke engang opfattet, hun har vundet. Men taler fordrukkent sludder i sin mikrofon nede fra rækkerne og ud til publikum. Til sidst går han på scenen, hvor han falder sammen.
Lyder scenen som noget utroværdigt pladder, er det helt korrekt. Aldrig har jeg hørt om en rockstjerne eller blot en mand så fuld i en forsamling, at han ikke ville opfatte sin kones Grammysejr. Og jeg har set min del af fulderikker på beverdinger.
Den slags alt for tykke scener er filmen fuld af. Historien begynder med en guitardreven koncert, hvor Jack viser sine strengetalenter, og vi får lov at høre det meste af en dog typisk countryrocksang.
Bagefter ta’r han på bar.
“Kan man få alkohol herinde?” spørger han i døren, inden han træder ind på dragbaren, og folk griner. Spørgsmålet er selvfølgelig stupidt. Du spørger da heller ikke bartenderen, om man kan få en tuborg på den lokale?
Den romantiske musical ‘A Star is Born’ fejler, fordi musikken er for jævn, historien for sentimental og karaktererne for utroværdige
Indenfor danser smukke Ally Maine og giver den op med en rørende Edit Piaf-sang. Filmens med afstand bedste nummer.
Lady Gagas stemme er ellers ubestrideligt fantastisk, og den falder Jack også for. Selvom hun har en stor næse. En næse, der vist nok er årsag til, at hun ikke er blevet stjerne.
Alligevel bliver hun opdaget. Hun møder produceren Rez, der får hende til at synge pop. Til Jacks store fortrydelse.
Og os andres. Kvaliteten af sangene daler scene for scene, som hun bliver en større og større stjerne. I sig selv realistisk, at moderne radiopop er ringere end franske viser, men næppe en tilsigtet pointe fra Bradley Cooper, der ikke bare spiller Jack, men også har instrueret sin første film.
‘A Star is born’ er i øvrigt den 4. indspilning af historien. De tre andre er fra ‘37, ‘54 og ‘76. Er man til musik, så se den fra ‘76 med Kris Kristofferson og Barbra Streisand.
Den nye indspilnings store problem er ikke bare sangene. Heller ikke kun det, at eventyret om den fordrukne rocksanger, der samler en ung pige op, der nu bliver stjerne, mens han forfalder, er alt for sentimentalt fortalt. Med alt for mange tårer.
Det største problem er, at karaktererne er utroværdige. Han er dranker, men ryger aldrig en cigaret. Han fulder den så overdrevent, at man aldrig tror på ham som musikalsk barflue. Uden den kant vi så hos eksempelvis Mickey Rourke i ‘Barfly’ eller selv Nicolas Cage i ‘Leaving Las Vegas’.
Ellers velspillende Lady Gaga misser også potentiel kant. Havde manus spillet mere på hendes job som stripper i en dragklub, og at hun satte sig imod den kommercielle musikbranche, havde hendes karakter haft menneskelige træk.
I stedet går med spørgsmålet: Står selvdestruktive Jack til at reddes? Det kan man så finde ud af ved at se filmen. Hvis man da ikke falder i søvn.
3 FILM OM FALLEREDE TYPER:
Down by Law
Jim Jarmusch, 1986
Tre fallerede mænd ender i fængsel. En fordrukken DJ (Tom Waits), en alfons og en efter sigende uskyldig italiener (Roberto Benigni). Alle uskyldigt. Og så kommer der ellers gang i den i den lille celle med sang og narrestreger. Lige til de stikker af. ‘Down by Law ‘er et flot fotograferet, minimalistisk mesterværk, der hylder tre skæve og uheldige eksistenser, der lever i nuet og har mere end svært ved at tilpasse sig samfundets krav.
Leaving Las Vegas
Mike Figgis, 1995
Tragedien om manuskriptforfatteren (Cage), der opgiver alt, sit job og sin kone, og flytter til Las Vegas, holder, selv om den ikke er lige så underspillet som ‘Barfly’ og ‘Down by Law’. I Las Vegas forelsker han sig i en prostitueret, 80’er ungdomsstjernen og eminente Elisabeth Shue, men snart går alt galt. Hun kan ikke klare hans alkoholisme. Han får det svært med hendes job. Nok har filmen lidt for meget gang i Hollywood-strygerne, men alt i alt er den tragiske romance en værdig drukfilm.
Barfly
Barbet Schroeder, 1987
Han drikker og slås, den gode Henry Chinaski, der er forfatter Bukowskis alter ego, som bor på lejede værelser og lever af håndører for noveller og digte, han sælger til magasiner. En dag forelsker han sig i en anden alkoholiker, Wanda, han møder på en bar. Mickey Rourke og Faye Dunaway spiller autentisk og med humor. Og deres forhold er selvfølgelig dømt til at gå galt.
MERE OM DETTE EMNE:
