I november begynder de mange julefrokoster og julefester, og igen i år kører kampagnen “Hold dig fra havnekanten, når du har drukket – det er ikke en fest at falde i havnen”.
Årets kampagne bygger på kampagnen fra 2023, hvor forskellige mænd med nissehuer danser eller cykler afsted langs Københavns Havn på vej hjem fra fest. Filmen slutter med et plask og en nissehue, der flyder alene i havnen.
Den seneste nationale druknestatistik fra Trygfonden (2022) viser, at 13 døde ved drukning i danske havne i 2022. 93 procent af de druknede i perioden 2001-2022 var mænd, og i 55 procent af de omkomne mænd var påvirket af alkohol og/eller stoffer.
På byoghavn.dk/komsikkerthjem får man gode råd til, hvad man skal gøre, hvis man enten selv falder i vandet eller hvis man ser nogen, der er faldet i vandet.
Mange ulykker bliver aldrig registreret, hvis ikke Hovedstadens Beredskab er rykket ud til ulykken. Derfor søger By & Havn at få flere til at fortælle om falde-i-vandet ulykker man selv har været ude for, eller været vidne til. Hjemmesidens adresse er byoghavn.dk/moerketal .
Hvad skal man gøre, hvis man falder i havnen?
- Kontroller din vejrtrækning
Din krop får et chok, når den rammer vandet. Det er derfor vigtigt, at du bevarer kontrollen over din vejrtrækning for at undgå hyperventilation. Hyperventilation forkorter nemlig den tid, du kan holde dig oven vande og kan i værste fald gøre dig bevidstløs. - Råb efter hjælp
Når du har vejrtrækningen under kontrol, så råb efter hjælp, så højt, du kan. I beruset tilstand kan det være svært at få overblik, så skab kontakt med nogen, der kan guide dig i sikkerhed, kaste en redningskrans ud til dig og ringe efter hjælp. - Find noget at holde fast i
Kig først og fremmest efter en stige eller lignende, der kan hjælpe dig op af vandet. Stiger kan sidde på kajkanten eller for enden af en båd. Hvis det ikke lykkedes, så led efter noget, der kan hjælpe dig med at holde dig flydende, så du kan spare på dine kræfter, indtil hjælpen kommer.
Hvad skal man gøre, hvis man ser nogen falde i havnen?
- Hop ikke i vandet
Bliv på land, hvis du ser nogen, der er faldet i vandet. Du hjælper dem bedst ved ikke selv at have brug for hjælp. - Berolig personen
Skab kontakt til personen, og tal beroligende, så personen kan få styr på sin vejrtrækning – det er vigtigt i vandet. - Råb og ring efter hjælp
Råb op efter flere hjælpere og ring 112. Selv hvis personen kommer sikkert op på land igen, er det vigtigt at blive tilset af professionelle. - Få guidet personen i sikkerhed
Skab et hurtigt overblik over området, og led personen mod en stige, et reb eller noget, som de kan holde fast i for at holde sig flydende. Kast en redningskrans eller andet brugbart i nærheden.