Af Christian Bro, sognepræst i Hans Egedes kirke og Nordhavn
“Påsken står for døren”, som Rachel Rastenni sang det i den kendte sang ‘Heksedansen’ i 1960. En sang der har overlevet op til i dag, hvor vi fleste trækker på smilebåndet når vi en sjælden gang imellem høre dens toner, enten fra TV, eller for vores indre, eventuelt midt i vores forårshovedrengøring:
“Se her kommer mutter med kost og spand, med skrubbe og klude og sæbevand, nu bli’r der en plasken, en sjasken og tørren, for påske og pinse og jul står for døren”.
Trække på smilebåndet gør vi også, når vi vågner om morgenen, og forårssolen vælder ind af vores vinduer, og ude i horisonten, der ligger den, den lyse påskemorgenrøde og venter på at omfavne os, med lys, varme og kærlighed.
At vi favnes af kærlighed i påsken, det er sikkert, for essensen af påsken er kærlighed, Guds kærlighed til os.
Palmesøndag er søndagen før påskeugen der falder d. 24 marts, hvor vi selvfølgelig fejrer gudstjeneste i vores lokale kirke. Palmesøndag er den dag hvor Jesus kom ridende på et æsels ryg, ind i Jerusalem og hvor folkeskaren tog palmegrene og gik ham i møde. Påsken er de kristnes største højtid, her hvor Jesus dør for at opstå, og det er den opstandelse vi fejrer.
Skærtorsdagsgudstjenesten falder d. 28 marts, kl.17, og er en fællesgudstjeneste ved min kollega Louise Siim Knudsen og jeg selv, her kommer kammerkoret Tourdion, og fortryller os med smukke toner.
Efterfølgende er der stor middag i kirkerummet, hvor vi spiser helt traditionelt jødisk påske måltid med friske salater og lam, som symbol på at det netop var dette dyr der blev ofret for at redde det jødiske folk ud af slaveriet i Egypten, ved at smøre dets blod over dørene.
Men også som et symbol på Kristus, der lod sig ofre langfredag for os, som lammet også blev det, for at redde mennesker. Der er også brød, og vin – som Jesus og disciplene indtog, ved det der skulle blive Jesu sidste måltid med sine nærmeste, “Den sidste nadver”.
Men det var også ved denne begivenhed at nadveren som vi kender den i dag, når vi går i kirke, blev indstiftet, altså her den første gang fandt sted. Denne middag er en vigtig og populær tradition i Hans Egedes Kirke, en fest, jeg for første gang skal deltage i, i vores kirke, som jeg glæder mig helt vildt til og ikke mindst til at møde og tale med alle jer.
Langfredag d. 29, kl. 20, er der natkirke. Langfredag er dagen hvor Jesus blev korsfæstet og råber: “Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig?”
Men heldigvis kommer påskedag, hvor kvinderne gik ud til graven, hvor en engel fortalte dem, at Jesus var opstået og at han ville møde disciplene igen.
Påskedag fejrer vi selvfølgelig også gudstjeneste d. 31, kl. 10, ved Louise.
Og endelig bliver det 2. påskedag d. 1 april hvor alle er velkommen til at gå med på påskevandring i det livgivende forårsvejr, det er kl. 10. vi mødes foran Hans Egedes Kirke og går mod Nordhavn. Gå med og find sjove og finurlige påskeposter på vejen. Turen slutter af med påskeæg, kaffe, te og saft. Turen er for alle, børn som voksne.
Hans Egedes Kirke er vores alles kirke, og har du lyst til at engagere dig i noget lokalt eller se fremad, eksempelvis hvordan vi sammen kan lave kirke i Nordhavn i den kommende Tiny Church? Så kom forbi og lyt med eller deltag i samtalen til det orienterende menighedsrådsmøde d. 14. maj, kl. 18-19 i Hans Egeds Kirke.
Foråret har banket på og vi har lukket op, den har atter smeltet vores vinterfrosne hjertes kvarts. Igen må vi smile af glæde når vi første gang mærker solen varme vores ryg eller kind.
Lyset og varmen vil langsomt men sikkert sejre over mørket og kulden. Vi ved det vil ske, for det gør det hvert år, men lige overrasket og forundret bliver vi hver gang.
Lisbeth Smedegaard, som netop har gæstet kirken, for at fortælle om tilblivelsen af hendes salmer, beskriver foråret sådan:
“Krokus står i fuldt flor, og på gode dage står solen skarpt og lavt, så den i modlys blænder de vintersarte øjne. Det kan være bidende koldt med nordenvind og bar frost, der svider løgvæksternes grønne blade; men i skoven er fuglene så småt begyndt at synge”.
Her hos os konfronteres vi altså med forårets voldsomme og livgivende sejrende lys, men ikke langt herfra er der trukket mørke skyer op, hvor der ikke er tegn på lys i den nærmeste fremtid, hvor folk som os, tæt på os lever under helt andre vilkår, i skyggen af ufred og krig. Dem må vi aldrig glemme.
