Titel: Nomadland. Instruktør: Chloé Zhao. Medvirkende: Frances McDormand, David Strathairn, Peter Spears. Varighed: 107 minutter. Premiere: 6. maj
Så pakker Fern pakker for Amazon, så steger hun bøffer, så gør hun rent. Alt sammen med et livserfarent, furet ansigt, uglet kort hår og med den bestemte selvstændighed, der kræves, når man bor og sover i egen van på rastepladser og i hjemløselejre. På en tvungen dannelsesrejse fra Arizona til Californien.
Hun boede i ørkenstaten Nevada i en by, der nu er forladt, og med en mand, der nu er død. Den lokale gipsfabrik gik nedenom og hjem som så mange andre fabrikker har gjort det, og vores hovedperson er blot en af utallige amerikanere, der har mistet et job i industrien.
Frances McDormand er filmens stjerne. Hun spiller så overbevisende op af den håndholdte, lettere rystende kameraføring, at man af og til forveksler ‘Nomadland’ med en dokumentar. At de fleste medvirkende nomader spiller en version af sig selv, gør bare det hele mere naturligt.
Vi ser hverdagsscener fra toiletbesøg på spand over fjollleri på lejrpladsen til filosofiske samtaler om livets dybde, der ofte består af kærligheden til et andet menneske eller naturens små vidundere. Fra fugleland til arizonaørkenen.
‘Nomadland’ er en tiltrækkende, klassisk road movie med alt hvad der hører til af spontanitet, fordybelse i nuet, følsomme hverdagsscener, indlevelse i andre, og som giver en spirende fornemmelse af frihed, der bare trækker i en.
Så er der det spontane sammenhold blandt flakkerne. Særligt i en teltlejr lærer vi betagende skæbner at kende. Den kræftsyge kvinde, der har valgt at bo på landevejen frem for hospitalet i sin sidste tid. En bedstefar, der er flygtet fra familien, men nu får en chance mere.
Langt mere spændende mennesker, end da vi møder Ferns søster og hendes, økonomisk velstående 8-16-familie, der skaber kontrast. De forsøger sødt at kalde de nye arbejdsløse, der flakker rundt, for vores tids nybyggere. Som om det er et frit valg.
Måske er det en filmisk kliche at lade forstadsfolket være fordomsfulde, og Fern må da også fortælle, at det ikke er hendes beslutning, at fabrikken er lukket, og at byen er rømmet. Samtalen får dog et tvist. For Fern må også indse, at hun altid har været en fri sjæl, der flygter fra samfundets kasser. Hun afviser i samme samtale at bo hos sin søster.
Fortællingen bygger på stilen fra 50’erne italienske neorealisme, med håndholdt og amatørskuespillere, og selvfølgelig den amerikanske on the road-myte, vi bedst kender fra forfatteren Jack Kerouac. Nærliggende instruktører er stilsikre auteurs som amerikanske Jim Jarmusch og finske Aki Kaurismäkis, der også arbejder med søgende, skæve eksistenser. Og de gør det dog med en mere eventyrlig realisme og romantik, der giver de mere tegnede og opstillede karakterer overdreven personlighed og charme.
Deres stil fungerer fantastisk, men her er vi, trods flere poetiske scener, ovre i den mere rå realisme, der med desværre indledningsvist alt for hurtige klip falder til ro i rette meditation.
Bag filmen står kinesiske-amerikanske Chloé Zhao, der også har lavet indiefilm som ‘The Rider’. Sidste år vandt en sydkoreansk komedie om fattigdom årets Oscar. I år vinder et alvorsdrama om amerikansk fattigdom. Det er som om, der er gået Cannes i Oscars med sejre til så kunstneriske film, der har mindre bred appel end ‘Gladiator’, ‘Titanic’ eller den også rigtig gode komedie ‘Green Book’, der vandt i 2019.
Og endelig er filmen samfundskritisk. Selv om den er en hyldest til nomaderne, er de slet ikke fri. De er blot lavest i den kapitalistiske fødekæde. Og en ulighed, som amerikanerne måske er ved få øjnene op for.
3 HURTIGE OM FILM
Biograferne åbner 6. maj
Skynd dig i biografen, for nu åbner de. Er du til blockbuster, så se monsteraction som Godzilla vs. Kong, er du til arthouse så se sydkoreanske Minari om koreanske lykkeriddere i USA, og selv-følgelig kan du også se årets Oscarvinder Nomadland
Se dokumentarfilm på CPH:DOX:
The Last Shelter. Filmen skildrer livet på et flygtningecenter midt i Sahel-ørkenen. Med håbefulde afrikanere på vej til Europa. Den kan ses i biografen Cinemateket fra 6. maj.
Zombiens fader har film på vej
George A. Romero var manden bag den moderne zombie-film med ‘Night of the Living Dead’ fra 1968. En vaskeægte gyserklassiker. Instruktøren døde i 2017 – 77 år gammel. Men han nåede at skrive manus til en sidste film sammen med Paolo Zelati. Filmen udkommer under navnet ‘Twilight of the Dead’.
MERE OM DETTE EMNE:
