Til næste år vil der blive inviteret til et foredrag i Nordhavn om krigsskibet NÜRNBERG, der lå i Nordhavn under anden verdenskrig.
Arrangementet vil være åbent for alle mod entre. Østerbro Lokaludvalg har på sit seneste møde støttet aktiviteten med 9000 kroner.
Puljeudvalget indstiller, at ansøgningen imødekommes med 9.000 kr. Det er et nyt projekt, der foregår i Nordhavn og som har lokalhistorisk interesse, læser man i referatet fra lokaludvalgets møde 18. november.
Hen mod afslutningen af 2. verdenskrig gjorde sabotage-gruppen BOPA to forsøg på at sænke den tyske krydser NÜRNBERG, der lå i Nordbassinet i Nordhavn (Københavns Frihavn).
På det tidspunkt havde de allierede luftherredømmet, og det var farligt for tyske skibe at færdes i Østersøen. Denne situation medførte, at den NÜRNBERG blev lagt til kaj i Nordbassinnet, nærmere bestemt på kajen foran vores dages Marmorbyen. Krydserens ildkraft var betydelig, og skulle det komme til kamp i København, kunne den være en alvorlig fare for de danske frihedskæmpere og andre, som skulle udkæmpe et sidste slag mod den tyske besættelsesmagt.
Modstandsbevægelsen besluttede derfor, at Nürnberg skulle uskadeliggøres. I første omgang blev der gennemført en sabotageaktion, hvor der blev anbragt en sprængladning i en kanal i kajen ud for Nürnberg. Meningen var, at nogle kulkraner, som stod på kajen, ved sprængningen skulle vælte ud over NÜRNBERG.
Sprængningen lykkedes, men kranerne væltede ikke, og selv om krydseren blev beskadiget, var den stadig operationsdygtig.
Efter denne oplevelse, flyttede tyskerne krydseren og satte den under skarp bevogtning både på dæk og på kaj. Der blev også placeret projektører, som oplyste vandet, således at et angreb fra søsiden kunne opdages.
BOPAs andet sabotageforsøg blev gennemført af dykkereleven Henry Chirholm fra Søværnets Dykkerskole. I slutningen af april 1945 dykkede han ned under krydseren og placerede en bombe. Operationen blev gennemført, men desværre eksploderede bomben ikke som planlagt, og den tyske krydser slap. Kort tid efter besættelsen deltog Chirholm selv i demonteringen af bomben.
(Foto: kbhbilleder.dk. 1945. Krigsskibet Nürnberg ses i baggrunden.)
Læs den spændende historie om krydseren Nürnberg i Nordbassinet i Nordhavn i denne artikel fra ‘Flådens Historie’:
https://www.navalhistory.dk/Danish/Historien/1939_1945/AngrebPaaNurnberg1945.htm