‘The Lighthouse’ river og flår i sit publikum på en stille, rolig og sorthvid måde.
Titel: The Lighthouse. Instruktør: Robert Eggers. Skuespillere: Robert Pattinson, Willem Dafoe, Valeriia Karaman, Logan Hawkes. Varighed: 109 minutter. Premiere: 30. januar.
I det øjeblik vi ser ansigterne, ved vi, at det vil ende galt. Ephraim Winslow (Robert Pattinson) og Thomas Wake (Willem Dafoe) er to fyrpassere på kanten af verden. Både geografisk og mentalt. Efter at have slæbt deres forråd til fire ugers sæsonarbejde i land på en lille ø ud for kysten ved Maine i New England engang i slutningen af 1800-tallet, står de to mænd med tomme blikke og kigger langt efter skibet, der sejler væk fra øen. Blæsten bruser ind i de to mænds udtryksløse ansigter. Det her kan kun gå galt, og det gør det. Men det vidunderligt skræmmende og fascinerende ved ‘The Lighthouse’ er måden, alt bryder sammen på.
For ude på den lille ø er der nærmest ingenting, men alligevel er alt ubehageligt godt filmet. ‘The Lighthous’e er indrammet i formatet ”movietone”, hvilket vil sige, at den ligner noget fra filmmediets første skridt op imod det store lærred. Altså fortættes stemningen i et sorthvidt filter. Vi er mere end 100 år tilbage i tiden, selvom vi sidder lunt i biografsædet med en iPhone på lydløs i lommen.
Dette filmiske bedrag skyldes ikke kun teknikken, men i den grad også skuespillerne. For Willem Dafoe og Robert Pattinson er nedtonet overgjorte i ‘The Lighthouse’. Den gamle fyrmester Thomas Wake er en arrig satan, som holder lærling Winslow i kort snor. Konstant er han over ham, og med sine gammeldags remser om livets sandheder får Wake også fortalt, at han har det med at slide folk op på den lille ø. Eller nærmere, at de bliver vanvittige af at være der.
Med stor ro i billederne trækker en storm ind over fyret, og da Winslow og Wake en dag er blæst inde, fornemmer vi, at galskaben er enhver ensom mands følgesvend. Især hvis han ikke bryder sig om hverken andres eller sit eget selskab.
Alligevel bliver ‘The Lighthouse’ aldrig en dødedans eller en tungsindig film. Det skyldes, at instruktør Robert Eggers har styr på sine virkemidler – hvilket debutspillefilmen ’The Witch’ fra 2015 i øvrigt allerede beviste. Det er lidt af et benspænd, at placere sin handling på en lille ø, hvor det overordnede drama ligger i, om lærlingen en dag må få lov til at komme med helt op til lyskeglen i fyret, eller om han skal blive ved med at vaske gulve og gå ud med lortespanden. Men ved at trække på filmmediets tidlige dage og konstant referere til 1920’ernes tyske ekspressionister og de samtidige og morsomme, amerikanske stumfilmskomedier, formår Eggers at gøre tonen overraskende let.
Især da alt begynder at rable for de to mænd på den lille ø, skabes der øjeblikke af stor filmisk kvalitet og morskab. Winslow og Wake kan ikke gøre andet end at drikke sig fra sans og samling, og mens stormen hærger, skvulper deres identiteter over og opløses i filmens sorthvide rammer. Det er også først her, man opdager, at instruktør Eggers nok har trukket tristessen en anelse for langt i begyndelsen, for skuespillet, fortællingen og de filmiske idéer løfter sig ikke for alvor, førend der er gået en times tid. Men så løfter ‘The Lighthouse’ sig til gengæld også og hyler i blæsten som to gale mænd på en mission i eget sind.
MERE OM DETTE EMNE:
