Oscar-vinderen for bedste film om en forfinet sort pianist og en hvid arbejder-chauffør er sjov, som vejen er lang,
og får en til småtude på rejsen gennem 60’ernes racistiske sydstater
Titel: Green Book. Instruktør: Peter Farrelly. Medvirkende: Viggo Mortensen, Mahershala Ali, Linda Cardellini. Varighed: 130 minutter. Premiere: 21. februar
• Egentlig er de som hund og kat.
Hunden er Tony Lip, næsten som altid spillet råt og autentisk af Viggo Mortensen. Lip er en amerikansk-italiensk dørmænd, der slår på tæven på natklubber, bander, småhapser, gambler, vædder og æder. Men også en, som har et kæmpe hjerte over for hans italienske familie.
Han er som taget ud af en Martin Scorsese-gangsterfilm.
Katten er Shirley. Doktor Shirley, spillet af Mahershala Ali, kendt fra serien ‘House of Cards’. Tony Lip tror selvfølgelig, at den sorte mand er læge, men Shirley har en doktorgrad i psykologi. Hvor Lip mest af alt foretrækker at æde fastfood, opfører Shirley sig værdigt. Det er kniv og gaffel, det er klassisk musik, det er veltale og også pengepungen er i orden. Men lige så hævet han er over andre, lige så ensom er han.
Familie har geniet intet af.
Historien, som er bygget på en virkelig begivenhed, begynder, da Shirley søger en chauffør, *host* bodyguard, der kan køre ham gennem de racistiske sydstater, hvor sorte i 1960erne endnu er delt op i sorte og hvide. Shirley bliver godt betalt af de rige familier i de hvide, victorianske villaer.
Det er samspillet mellem dem, som driver filmen fremad. De er dybt skeptiske og fordomsfulde over for hinanden, men må acceptere hinandens adfærd.
Det giver flere sjove scener.
Som da Tony Lip parkerer på en fastfood-kyllinge-restaurant, køber take-way, han smasker i sig med én hånd på rattet og samtidig lærer den forfinede Shirley at spise fried chicken.
Det er selvfølgelig ironisk, at en hvid mand lærer en sort mand at spise billig mad og om sorte stjerner som Little Richard og Diana Ross.
Omvendt o(be)lærer Shirley om hvide, klassiske virtuoser som Chopin og om gode, hvide manerer, når man begår sig blandt de rige.
Ironisk fordi en sort mand i 60’erne – og førhen i USA – er forbundet med fattigdom, blues- og gospelmusik. Her får vi smadret vores fordomme.
Men i de riges kredse i 60erne er dannede Shirley alligevel kun velkommen som talentfuld pianist. Ikke som menneske. Skal han bruge toilettet, må Tony Lip kører ham tilbage til hotellet for de sorte. Shirley har for meget værdighed til at pisse i skoven.
Og så er det godt, at man har en green book. Det var datidens rejseguide til de sorte, der ønskede at køre bil i sydstaterne. Så var det lettere at finde ud af, hvilke restauranter de måtte spise på, hvor de kunne overnatte, og hvor de måtte handle i butikker.
Filmen rejser selvfølgelig en kritik af USA og tager et opgør med fortiden. Tony Lip og Shirley rykker tættere sammen, som turen går, og udfordringer med politi og racistiske bonderøve fortsætter.
Den er instrueret af Peter Farrelly kendt for ‘Dum, Dummere’ og Jim Carrey-filmen ‘Jeg, mig & Irene’ og i ‘Green Book’ mærker man samme folkelige stil. Filmen er medrivende hele vejen, men byder ikke på stor nytænkning. Den leger intelligent med feel-good-klicheer, men det bliver aldrig bliver værre, end at vi fælder en tåre af glæde, når kærligheden overvinder alt.
Og det budskab er da meget godt, er det ikke?
3 Forførende Feelgod film:
Forrest Gump
(Robert Zemeckis, 1994)
Den amerikanske drama-komedie med Tom Hanks i hovedrollen giver en sjov, let og forførende indsigt i den moderne, amerikanske historie. Den gamle og simple mand, Forrest Gump, sidder på en bænk og fortæller sin livshistorie til forskellige forbipasserende. På grund af sin enorme hurtighed har han tilfældigvis Kennedy-brødrene, er tæt på ungdomsoprøret i 60’erne og oplever Nixons fald. Dejligt underholdende historiefortælling.
Good Will Hunting
(Gus Van Sant, 1997)
Matt Damon spiller en ung, ufaglært arbejder, der nægter at bruge sine nørdede interesser og ufattelige talent. Han gør rent på et college, han banker bøller, drikker sig i hegnet og scorer damer. Men en dag løser han en matematisk gåde på skolen, hvor han gør rent, og han bliver opdaget.
Driving Miss Daisy
(Bruce Beresford, 1989)
I 1948 bliver den 72-årige jøde og pensionerede skolelærerinde Miss Daisy, spillet af legendariske Jessica Tandy, langsomt venner med sin sorte chauffør Hoke, spillet af Morgan Freeman. Ikke ulig Green Book handler den om to minoriteter, der mødes, og skal lære hinanden at kende trods tidens fordomme. Både mod jøder og mod sorte. Og er noget mere underspillet..
MERE OM DETTE EMNE:
