Den nye Netflix-serie ‘Feel Good’ ligner en moderne romantisk komedie, men er langt mere end det.
Titel: Feel Good. Serieskaber: Mae Martin og Joe Hampton.Skuespillere: Mae Martin, Charlotte Ritchie, Phil Burgers, Ritu Arya og Lisa Kudrow. Varighed: 30 minutter pr. afsnit. Premiere: 19. marts
Hvis der er én genre, det er svært at kreere i serieverdenen, så er det den vellykkede ”dramady”. Blandingsforholdet imellem drama og komedie har det tit med at give en bitter eftersmag af, at det her var alt for proppet med vendepunkter, kriser og tårer. Eller lige omvendt at man grinede for meget af de ellers ret voldsomme ting og sager, som en series persongalleri blev udsat for.
‘Feel Good’ har tæt på det perfekte blandingsforhold.
Fortællingen henholdsvis lunter og spurter af sted hen over seks afsnit, hvor den canadiske standupkomiker, Mae (Mae Martin), i London møder Georgina (Charlotte Ritchie) på en bule efter et show.
En montage senere er de flyttet sammen, og Mae og ”George” virker så forelskede og ungdommeligt liderlige, at det ikke kan blive andet end hylende morsomt, når de to kvinder fjoller rundt i sengen og kaster den ene sarkastiske joke efter den anden hen over lagnerne.
Men midt i al romantikken og morskaben er der et par store hemmeligheder under sengen. Mae har nemlig ikke fortalt, at hun har været afhængig af kokain i flere år. Et misbrug hun først lige er kommet ud af. Da hendes canadiske forældre – sublimt spillet af Lisa Kudrow (Phoebe fra ‘Venner)’ og Malcom Lukis – en dag fanger hende på en Skype-forbindelse, afsløres hemmeligheden, mens George lytter med.
Det chokerer naturligvis George noget, men hun er nu heller ikke selv helt uskyldsren. For det dér med, at hun er til kvinder, er ikke noget, hun ønsker at dele med sin venneflok eller familie. Altså er det sjovt nok med Mae i sengen og hjemmet, men uden for de fire britiske vægge må der gerne holdes lidt afstand.
Alt dette fører bunkevis af komplikationer med sig, men Mae Martin, som både har skrevet ‘Feel Good’ og spiller Mae, har virkelig fundet tonen her. Serien overrasker gang på gang, fordi det aldrig er til at regne ud, hvilken vej den vil gå. En enkelt scene kan udvikle sig til at have både sød og bitter eftersmag. Især er Maes standupshows ofte spiddende og bidende morsomme, men når hun joker over sit forhold til en kvinde, der ikke vil præsentere hende for sine venner, kommer smerten listende direkte ind i ansigtet på hende oppe i spotlyset.
På samme måde er det næsten umuligt ikke at grine af Georges britiske overklassevenner, der nok er en anelse for karikerede og som ikke taler om noget som helst, når de morer sig på andres bekostning.
Men samtidig fornemmer man, hvordan den unge kvinde er ved at tage afstand til det liv, hun før har levet, uden at hun reelt har redskaberne i sin mentale værktøjskasse til at gøre det.
Sagt på en anden måde er man lidt af en hård negl, hvis man ikke både græder af grin og får en lille rørstrømsk tåre på kinden undervejs i ‘Feel Good’.
Det er første gang, Mae Martin giver den som bærende skuespiller i noget som helst, og det må man bare konstatere, at hun har et råt naturtalent for. Martin har længe været en komisk perle, når det kommer til canadiske sketchshows, men med ‘Feel Good’ viser hun, at hun også mestrer den længere fortælling.
Blandingsforholdet imellem det bitre og det søde får simpelthen serien til at smage både frisk, ny og ikke mindst umådelig stærk.