Københavns Havns første landstrømsanlæg bliver tændt om to uger.
Det sker med en officiel åbning af anlægget 26. oktober for særligt inviterede.
Landstrømsanlægget ved DFDS-terminalen i Nordhavn skal forsyne Oslofærgerne med strøm når de ligger til kaj i København. Det vil gøre det muligt for DFDS’ færger Crown Seaways og Pearl Seaways at reducere skibenes CO2 udledning markant mens de er i havn. De kan nu slukke for deres generatorer og reducere udslippene af luftforurenende stoffer samt partikler.
Anlægget er etableret i et samarbejde mellem CMP (Copenhagen Malmø Port) og DFDS. Arbejdet er udført af det svenske entreprenørfirma Actemium og COWI som teknisk rådgiver. DFDS har siden 2019 brugt landstrøm på sine skibe i Oslo havn.
“Vi ved fra Oslo, at det har en særdeles positiv påvirkning for miljøet i og omkring havnen, og i særdeleshed for de beboere, der bor tæt på vores terminaler”, sagde Torben Carlsen, CEO hos DFDS, da der var byggestart på landstrømsanlægget i juni.
Actemium har etableret et såkaldt OPS-anlæg (Onshore Power Supply). Det er en markedsledende løsning for elektriske landbaserede tilslutninger til skibe. Actemium har tidligere etableret 16 OPS-anlæg i Norden. Desuden er der opsat en fjernbetjent kran som sætter det store stik i skibet, så det kan får strøm. Landstrømsanlægget ved DFDS-kajerne er det første landstrømsanlæg i København. Der er planer om at opføre et lignende anlæg på Oceankaj i Nordhavn, men projektet afventer nogle nødvendige lovændringer, som skal vedtages i Folketinget.