Lyt til træerne! Hans Egedes Kirke i Vardegade inviterer til Fortællekoncert. En poetisk fortælling og musikalsk nærvær med kendte klassiske mesterværker.
Hans Egedes Kirke og Papirskoven vil gerne invitere sognets børn og deres voksne ind i en verden af ro og musikalsk nærvær med fortællekoncerten ”Lyt til træerne”, som er bygget over børnebogen Skrædderkaninerne lytter til træerne.
Fortællekoncerten bliver til i en vekslen mellem højtlæsning og genkendelige, klassiske musikværker af komponister som Mozart, Beethoven og Bach. Musikken strømmer ind og ud af fortællingen, og indimellem dukker også anderledes lyde og nye toner op, som en introduktion til den klassiske musikskat – i børnehøjde.
Forfatteren til bogen Marie Priem er fortæller. I tæt samspil med musikerne Karen Duelund Guastavino og Louise Schrøder bliver bogens ord levende i rummet i et finurligt og eftertænksomt univers med farverige skabeloner, fællessang og spændende instrumenter i alle afskygninger.
Lyt til træerne handler om, at vi hellere skal lytte til træerne og finde den indre ro, i stedet for at stresse afsted.
Poetisk fortælling og musikalsk nærvær med kendte klassiske mesterværker. Hans Egedes Kirke: onsdag 19. februar kl. 10.00 + kl. 12.30. For børn mellem 2-6 år i vuggestuer, børnehaver og mødregrupper på Østerbro. Fri entré ved tilmelding senest den 1.februar: los@km.dk, med besked om hvor mange I kommer, hvorfra og hvilket klokkeslæt.Der er begrænsede antal pladser. Fortællekoncerten varer ca. 30 minutter.