Mere end 100 Nordhavns-beboere kom helt tæt på den unikke Københavnerkalk, som lige nu er synlig ti meter nede på bunden af Kronløbsøens byggeplads i Nordhavn.
Der var høj sol, kaffe og Københavnerkalk i lange baner, da Nordhavnsbeboere søndag den 30. august fik mulighed for at gå på bunden af Kronløbsøens byggegrube og opleve den historiske Københavnerkalk.
Den særlige københavnerkalk er 60 mio. år gammel og helt særegen for Nordhavns undergrund og området omkring Indre København. Københavnerkalken skiller sig ud ved at variere markant i hårdhed. Det ene sted finder man kalken hård som flintesten, og går man to skridt til siden, kan man støde på Københavnerkalk så blødt og tyktflydende som tandpastaen hjemme på badeværelseshylden. En så forskelligartet undergrund er en særdeles teknisk krævende opgave, når man bygger Danmarks nyeste ø med boliger og en parkeringskælder beliggende under vandoverfladen.

Fortidens jordskælv
Det fortalte medarbejdere fra NCC og ingeniørvirksomheden Geo, da de søndag tog Nordhavns beboere med på en guidet tur i byggegruben og Københavnerkalkens spændende historie.
Her blev det også fortalt, at fortidens jordskælv i Nordhavn har slået store sprækker i kalken og skabt den såkaldte Svanemølleforkastning, som løber under Kronløbsøen byggefelt. Svanemølleforkastningen svarer til en underjordisk kanal med massive vandmasser, som skal holdes ude af byggegruben, mens byggeriet af Kronløbsøen står på. Cementudfyldninger i kalken og de gigantiske jernspuns, som er hamret i jorden på indersiden af hele Kronløbøens byggegrube, hjælper med at stoppe vandet fra Svanemølleforkastningen – og har reduceret de vandmængder, der skal pumpes væk fra byggegruben med hele 90 procent.
Parkeringskælder rejser sig
Det var ikke uden grund, at naboerne blev inviteret til at se og høre om Københavnerkalken netop nu. For inden længe begynder den fire-etager store parkeringskælder at rejse sig fra Københavnerkalken for til sidste at folde sig ud til Danmarks ø nummer 432 med over 200 lejligheder og broforbindelser til både Århusgadekvarteret og Sundmolen.

Om bag byggepladshegnet
Bag projektet står By & Havn, PensionDanmark og Nordkranen, der med NCC som totalentreprenør bygger Kronløbsøen de næste tre år.
Adm. direktør i By & Havn Anne Skovbro er glad for, at det blev muligt at invitere Kronløbens naboer til kaffe og Københavnerkalk, inden kalken igen dækkes til.
“Med så stort et byggeri lige midt i Nordhavn er det helt afgørende, at man som nabo får indblik i alt det, der foregår bag byggepladshegnet. Kronløbsøen er et ekstraordinært byggeprojekt med en fantastisk spændende undergrund set med Københavnerbriller, og jeg er meget glad for, at det kunne lade sig gøre at komme helt tæt på Københavnerkalken, samtidig med at byggeriet er i fuld gang”, siger Anne Skovbro.