Valgforsamlingen i Hans Egedes Sogn skiftede godt ud i menighedsrådet i tirsdags. Malene Franklen fra Nordhavn fik flest stemmer, og glæder sig til at lave flere aktiviteter i Nordhavn.
Fronterne var trukket skarpt op forud for menighedsrådsvalget i Hans Egedes Sogn i tirsdags. Forinden have vikarierende sognepræst Lars Obel udtrykt sin skarpe kritik af det siddende menighedsråd, og i flere år har der cirkuleret historier om dårligt arbejdsmiljø, manglende aktiviteter og store personaleudskiftninger i kirken i Vardegade.
I 2019 kom to nye medlemmer fra Nordhavn ind i menighedsrådet, men den siddende formand Michael Larsen blev netop genvalgt efter lodtrækning mellem den nye Sognets Liste med Nordhavnsbeboere og Michael Larsens Progressive Liste.
På den baggrund havde 41 sognebørn valgt at møde op til valgforsamlingen i kirken i tirsdags. Her kunne forsamlingen vælge et nyt menighedsråd blandt de fremmødte, ved anonym afstemning.
Ved mødet var der flere nye folk, som stillede op til menighedsrådet. Resultatet blev, at halvdelen af menighedsrådet bliver skiftet ud, og at Nordhavns foreløbig eneste medlem, Malene Franklen kan gå til konstituerende møde for det nye menighedsråd som ‘stemmesluger’ med størst antal stemmer ved valget.
Vil ikke være formand
En af stedfortræderne til rådet bliver Anne Hjulkjær, som også er nordhavner.
“Det er især meget positivt, at vi har fået flere nye og unge medlemmer i rådet. Der er brug for nye kræfter og nye idéer, og jeg glæder mig til at komme i gang”, siger Malene Franklen, som dog ikke vil stille op som formandskandidat.
“Jeg føler mig ikke klar til at være formand endnu, jeg er ret ny i menighedsrådsarbejdet og synes ikke at jeg har lært nok”, siger Malene Franklen, som i stedet vil pege på Ole Hansen, som også er fra Sognets Liste, og i dag er kasserer i rådet.
Kirkelokale i Nordhavn og flere aktiviteter
En af de ting, som det nye menighedsråd skal i gang med, er at udvikle tanker og idéer til den kirke i Nordhavn, som der er planlagt.
“Jeg vil tage initiativ til at holde nogle møder et sted i Nordhavn, hvor alle er velkomne, og hvor vi f.eks. kan begynde med at planlægge et midlertidigt kirkelokale. Forleden så jeg kirkeskibet i Sydhavn, det er rigtig flot og en god måde at starte en kirke på i en ny bydel. Og så skal vi have gang i en masse kulturelle aktiviteter i sognet. Så snart at vi er kommet forbi Covid-19,” siger Malene Franklen.
Pastoren skal bo i Nordhavn
En anden vigtig opgave bliver at få ansat en fast sognepræst, den første i flere år. Sognets fhv. faste præst har haft orlov og boet i Grønland i mange år, og derfor har der hele tiden været vikarpræster. Men nu er den faste stilling ledig:
“Vi har p.t. ingen præstebolig, og den skal vi først finde et sted i Nordhavn. Derefter kan vi slå stillingen op. Der går nok et år, før den nye præst er fundet”, siger Malene Franklen.