Nybygget kontorhus på 12.500 kvadratmeter i marmorbyen er helt udlejet ved åbningen, melder CPH Erhverv som erhvervsmægler og PensionDanmark som investor og udlejer.
Marmorvej 2-8 er netop færdigbygget og forleden skrev, vi at Nilfisk er en af erhvervslejerne.
Det er PensionDanmark, som har bygget ejendommen, ligesom de også har bygget nabobygningen med hovedkontoret for rederiet DFDS.
Ejendommens kontorareal på 11.000 kvadratmeter med plads til 550 ansatte er fordelt på fire lejere. Nilfisk og it-virksomheden SAP Danmark er allerede flyttet ind og nu er håndværkere ved at gøre klar til næste lejer, som er Fonden Mærsk Mc-Kinney Møller og deres Center for Zero Carbon Shipping. Den sidste lejer er foreløbig unavngiven.
Den seks etager høje bygning med udsigt over havneløbet, Nordhavn og store dele af Østerbro har kostet PensionDanmark 400 mio. kroner at bygge. Byggeriet blev sat i gang uden lejere, på et tidspunkt hvor hovedstaden har omkring 400.000 ledige kontor-kvadratmeter.

“Men det lykkedes at komme helt i mål inden åbningen, endda med økonomisk solide lejere og lange lejekontrakter, hvilket giver maksimal sikkerhed for pensionskunderne,” siger Lars Westall, partner i CPH Erhverv, der har speciale i at udleje kontorer og detaillokaler i hovedstaden.
Ud over kontorarealer rummer Marmorvej 2-8 et fælles mødecenter, terrasser og medarbejderbistro på øverste etage – drevet af Cheval Blanc – og i gadeplan 425 kvadratmeter, som skal udlejes til f.eks. butik eller café.
Ejendommen er tegnet af PLH Arkitekter, mens NCC har stået for byggeriet, og Rambøll har været rådgiver. Bygningen ventes om kort tid at få DGNB Guld-certifikat.

Få adgang til Nordhavn Avis - Første måned på gratis prøve