Selvbetjening for abonnenter

Gå til Selvbetjening I selvbetjeningen kan du administrere dit abonnement, for eksempel ændre perioder, tilmelde nyt betalingskort eller opsige.

Grådigt genbrug

louiseNogle mennesker holder sig ikke for gode til at sælge . . . hvad som helst. Udelukkende for at glæde andre. Og for miljøets skyld, naturligvis

• Jeg er pjattet med genbrug. Genbrug er cool og karmabevidst, det er the new black, og hvis jeg mangler en lampe, går jeg ikke ind i en butik, men shopper på Den Blå Avis og andre sites for brugte ting.
Så sidder man der og surfer rundt blandt andre menneskers private ejendele, og i den forbindelse er det gået op for mig, at ordet ’privat’ har mistet enhver betydning for nogle folk.
Alt kan nemlig sælges, synes rigtig mange at mene, og denne overbevisning er urokkelig: Dens indehavere bider hovedet af al skam, og spytter det ud på gulvet, inden de uploader fotos og beskrivelser.

Og så er det, at vi andre pludselig får en virkelig, virkelig uønsket mulighed for at erhverve os et komplet dildosæt, med tilbehør og strømforsyning, kommer i handy lille kuffert og ”til super god pris, kun lidt brugt.”
Arj, jeg må melde pas, helt utrolig meget pas, men ellers mange tak, og held og lykke med salget.

Man dør lidt indeni, når man får sådan en annonce smidt i hovedet. Ikke mindst når det er helt uforskyldt, for årsagen til, at jeg overhovedet fik The Super Duper Lovemachine på skærmen, var nogle vaser, som sælgeren havde. Også. Ret fede vaser, som jeg faktisk endte med at købe og hente.
Og det var meget svært, for ikke at sige umuligt, at forstå sammenhæng mellem den lille, trinde Bente med playmobil frisuren og så det kinky monster-aggregat, som jo nødvendigvis også måtte befinde sig et eller andet sted i det lille Midtsjællandske hus. Medmindre det var blevet solgt, selvfølgelig. Tjekkede ikke.

Foruden De Filterløse er der en anden, ganske stor gruppe sælgere. De mener også, at alt kan sælges, og jeg er ret sikker på, at de fortæller sig selv – og andre – noget i retning af:
”Jamen altså, der er jo ingen grund til at smide det ud, når andre nu måske kan få glæde af det. Det er da også meget bedre for miljøet, at tingene bliver brugt, i stedet for at vi bare køber nye…”  
Og med de velmenende ord – som naturligvis ikke på nogen måde dækker over personens ekstreme ulyst til at spilde sine egne penge og ekstreme lyst til samtidig at få andres – bliver en halv pakke Tena voksenbleer slået op til salg.
Jeg kører da gerne fyrre minutter hver vej for at spare de toogfyrrekroner, og nu jeg alligevel er her, så vil jeg også gerne købe den flaske Vel opvaskemiddel, som der kun er brugt lidt af, og hey, er det en IKEA lampe, jeg ser, hele ti kroner billigere end i IKEA, den vil jeg også rigtig, rigtig gerne købe, sikke et tilbud, det kan man ikke sige nej til.
Du har vel ikke også noget undertøj, du ikke bruger længere…?

Endelig er der de, der sælger kæledyr. Således var en familie frygtelig ked af at skulle sige farvel til deres marsvin, Lille Torkild, men det var desværre nødvendigt. Torkild kunne erhverves til en billig penge, han kom med bur og tilbehør og tillige et sødt væsen. Torkild var netop fyldt seks år og var meget rolig, stod der i annoncen. Selvfølgelig var han det: Inden for et par måneder ville Torkild sandsynligvis også være kradset af. Af alderdom.

Honestly, altså, hvad er der galt med folk? Når en halv (fyldt!) flaske parfume, købt på DFDS færgen til Oslo i 2001, har været til salg i nihundrede dage, så er der en grund til det.
Alverdens rodalon-rensebenzin-saltsyre-bade, kunne heller aldrig få mig til at købe noget som helst, der har været i nærheden af fremmede kønsdele, lækker kuffert eller ej.
Og at afsætte dyr, som aldersmæssigt svarer til et halvfemsårigt menneske, er ganske enkelt ufint. Ikke mindst over for dyret.

Man kan, på den anden side, ikke beskylde sælgerne for at være løgnagtige omkring deres vare. What you see, is what you get.
Jeg kan levende forestille mig, hvordan en komplet ærlig annonce for, for eksempel, idealvægtige chihuahua ville lyde:
”Skøn chihuahua til salg. Han er midt i livet, måske trekvart stykke henne, men meget livlig af sin alder. Ikke en time går, uden hans festlige glammen kan høres, og han diskriminerer ikke: Alle bliver der gøet ad, såvel ude som inde, og han genkender ikke nogen andre end sine ejere. Han bliver nemt overrasket/forskrækket, så ejere må regne med reaktioner jævnligt. For eksempel hvis man kommer ind i stuen. Eller går ud af stuen. Han er uhyre trofast og loyal, og man kan være sikker på at have ham siddende helt tæt på – eller oppe på – sig det meste af tiden. Lyse møbler vil være en fordel, da hans hvide pels fælder helt utroligt meget, hver dag, hele året. Han er næsten helt renlig, og sørger som regel for at tisse de samme steder, også indendørs. Indimellem kaster han op, helst på tæpper. Han har de sidste par år anlagt sig en kær snorken, som pågår hele natten. Heldigvis sover han meget let og vågner ved den mindste lyd. Eller hvis man lukker døren. Han er i god form i forhold til sin alder, man skal dog lige holde øje med hans chassétrin på højre bagben, som tyder på en løs knæskal. Udgifter til hunde fysioterapeut må påregnes, dækkes af ingen forsikringer…”

Men jeg indrykker den ikke. Han vil jo blive revet væk.

Louise Raaschou er uddannet journalist og arbejder som freelancer. Hun er 47 år gammel, har to sønner på 16 og 10 år samt åbenlyse vanskeligheder med voksenrollen. Hun evner ikke at tale girafsprog til sine børn og kan sjældent overskue skolens intranet. Hun har en udpræget mangel på overblik, er elendig til smalltalk og til møder på skolen siger hun ofte det forkerte. Til gengæld bliver hun lidt for besoffen til forældrefesterne. Hun kan ikke lave en ordentlig smoothie og har aldrig postet billeder af friske buketter fra haven eller hjemmelavede brød på facebook. Oven i købet ryger hun. Foruden børnene tæller familien en overvægtig chihuahua, et utal af akvariefisk, samt to hysteriske undulater, og nåh, ja, så er hun alenemor. Noget af tiden. For hun deler drengene med deres fædre. Jeps. Dem er der også to af.

Du skal have abonnement for at læse denne artikel Få adgang til Nordhavn Avis - Første måned på gratis prøve
Close

Translate »