Selvbetjening for abonnenter

Gå til Selvbetjening I selvbetjeningen kan du administrere dit abonnement, for eksempel ændre perioder, tilmelde nyt betalingskort eller opsige.

Grøn bølge i Nordhavn: Har Matcha Mori fundet et reelt alternativ til kaffe?

Et halvt års rejse i Asien viste Ben Haibin Lin, at ungdommen har taget et særligt grønt tepulver til sig. Nu har har åbnet sin egen café i Nordhavn med matcha i centrum.

Københavnerne er besat af trends – og den nyeste er grøn.
Matcha, et finmalet grønt tepulver fra Japan, har på rekordtid fået status som storbyens nye favorit. Overalt dukker matcha latte op på caféernes menukort, men kvaliteten er svingende. Det mener ejeren af Matcha Mori i Nordhavn i hvert fald.

I slutningen af juni åbnede han en café, der tager matchaen langt mere seriøst og sørger for at tilberede den med kirurgisk præcision, så det grønne pulver får de bedste betingelser for at folde smagen ud. Matcha Mori i Århusgade er den første café i København, hvor matcha ikke blot er et alternativ til kaffe og cappuccino – men hele omdrejningspunktet.

Her serveres teen efter klassiske japanske traditioner med bambuspiskeris og vand på præcis 80 grader. Man kan vælge mellem en ren, klassisk udgave af matcha eller versioner tilsat yuzu, blåbær eller jordbær, som serveres både varmt og iskoldt.


35-årige Ben Haibin Lin har åbnet en café med matcha i centrum i Nordhavn. Det grønne tepulver serveres også i caféens kager, grød og brød. PR-foto

Matcha i kagen og grøden

Matcha Mori nøjes dog ikke med at hælde matcha i kopperne. På menuen finder man cheesecake med matcha, is, mochi og endda matcha-grød.

“Jeg ville gerne skabe et sted, hvor man kan opleve matcha på mange forskellige måder. Derfor har vi også desserter og småretter, hvor matcha er en del af smagen. Det vigtigste er dog, at man får en god helhedsoplevelse som kunde, og at caféen er et sted, hvor man kan sænke skuldrende. Og selvfølgelig kan man også få en kop kaffe,” siger ejeren Ben Haibin Lin.

Mori betyder skov på japansk, og når man ser hvordan den trendy grønne farve har fundet vej til alle hjørner af det lyse caférum og menukortets sider, virker det ikke er overraskende.

Ved frokosttid er Matcha Moris japanske onigiri allerede blevet yderst populære: Trekanter af ris fyldt med eksempelvis tun eller kylling og pakket ind i tang. De bliver lavet friskt af personalet flere gange dagligt, og er perfekte til at stille den lille sult.

Caféen giver mulighed for at tage drikkevarer og mad med sig videre, men der er også god plads til at blive hængende – ude eller inde ved borde eller på den japanske måde, siddende på måtter på gulvet.

De trekantede pakker med ris, som hedder onigiri og stammer fra Japan, er allerede blevet yderst populære ved frokosttid. Foto: Josefine Munch-Petersen

Fra fashion til caféejer

Bag caféen står 35-årige Ben Haibin Lin. Han er født i Kina, men har boet i Danmark i mange år og arbejdet det meste af sit voksne liv i modebranchen, blandt andet med at åbne butikker for internationale brands på Strøget.

For halvandet år siden lagde han dog modebranchen bag sig og rejste væk.

“Jeg havde arbejdet meget intenst i mange år og følte, at jeg var nødt til at finde ud af, hvad jeg egentlig selv ville. Jeg tog til Kina for at besøge min familie og fortsatte derefter rundt i Asien. På den rejse lagde jeg mærke til, hvordan matcha var blevet en naturlig del af cafélivet i mange asiatiske lande, og at det især var de unge, der drak det. Det overraskede mig, for tidligere havde det mest været noget, ældre generationer gjorde. Den oplevelse plantede idéen til Matcha Mori,” fortæller han.

Det kræver præcision at lave en velsmagende matcha. Den skal piskes med bambuspiskeris og vandet skal være præcis 80 grader varmt. Foto: Josefine Munch-Petersen

Et reelt alternativ til kaffe?

For Ben Haibin Lin blev matcha også personligt et alternativ til kaffe.

“Jeg har altid drukket meget kaffe, mens jeg boede i Danmark, men jeg oplevede tit, at jeg blev meget opkvikket i kort tid og derefter havde brug for en ny kop. Med matcha har jeg en helt anden oplevelse. Energien føles mere stabil og holder længere, og jeg undgår den uro, jeg ofte fik af kaffe. Derfor ser jeg matcha som et reelt alternativ, og jeg håber, at andre herhjemme kan få samme oplevelse,” siger han.

Ben Haibin Lin har sammensat et internationalt team af unge ansatte, hvor mange har rødder i Asien, men få er også (pære)danske.

“Jeg synes, det er vigtigt, at caféen afspejler den kultur, matcha kommer fra, men samtidig er et åbent og inkluderende sted. Det skal ikke være eksklusivt eller utilnærmeligt, men et sted, hvor alle kan føle sig velkomne og samtidig få en oplevelse, de måske ikke har haft før,” siger han.

Ben Haibin Lin (th.) har åbnet en café med matcha i centrum i Nordhavn. Det grønne tepulver serveres også i caféens kager, grød og brød. Foto: Josefine Munch-Petersen

Nye planer i støbeskeen

Matcha Mori åbnede 28. juni, og de første par måneder har været travlere end forventet.

“Jeg havde ikke regnet med, at det ville gå så stærkt. Vi har fået en rigtig god start, og det viser mig, at interessen for matcha er større, end jeg havde forestillet mig,” siger Ben Haibin Lin.

Et af de næste mulige skridt er at starte et salg af udvalgt japanske og andre asiatiske øl – caféen har nemlig netop fået alkoholbevilling. Ben Haibin Lin har dog ikke travlt med at udvide konceptet bag Matcha Mori.

“Vi er stolte og glade for alt det, vi allerede har skabt. Vi kommer til at udvikle os løbende, men det er også vigtigt, at vi ikke kommer langt væk fra vores grundsten, som er en cafe med matcha i centrum af høj kvalitet til rimelige priser. Vi bliver ikke til en bar, men det ville være sjovt at få øl med matcha på menukortet også,” siger han.

Matcha Mori serverer også morgenmads bowls hele dagen med matcha på toppen. PR-foto
Du skal have abonnement for at læse denne artikel Få adgang til Nordhavn Avis - Første måned på gratis prøve
Close

Translate »