26-årige Hans Kjellsson er kok hos Sushi Anaba, og har netop vundet Oluf Brønnums Fonds Talentpris – som uddeles til en nyudlært kok med håndværksmæssigt talent ud over det sædvanlige.
Den dygtige kok var i fuld gang med dagens forberedelser i køkkenet på Sushi Anaba i Nordhavn, hvor han netop er startet – og havde ingen anelse om, hvad der var i vente, da David Johansen, der er gastronomisk konsulent hos Brønnum, overraskede ham midt i arbejdet fredag formiddag i køkkenet. Han kom for at overrække Oluf Brønnums Fonds Talentpris til den unge kok. Med prisen følger et rejsegavekort på 50.000 kroner.
“Det er vildt dejligt. En vild anerkendelse, som jeg er utroligt glad for at få, ikke mindst fordi det var et rigtig dygtigt felt af nominerede. Det er et kæmpe skulderklap. Det kan godt være, jeg har brugt utrolig mange timer i køkkenet, men denne pris viser, at det er det hele værd”, siger Hans Kjellsson.
Interessen for madlavning blev plantet i barndomshjemmet, og Hans Kjellsson er i dag særligt vild med det japanske køkken, hvor akkuratessen og detaljeringsgraden virkelig tiltaler ham. De mange muligheder er noget af det, Hans Kjellsson fremhæver ved at være kok, og han har en stor drøm om at komme til Japan og arbejde.
“Jeg synes deres specialisering er vildt spændende. Hvordan man får nudelsuppe ét sted, friterede ting et andet og grillede et helt tredje. Der er en kæmpe detaljeringsgrad, og dét synes jeg, det kunne være spændende at prøve kræfter med og dygtiggøre mig indenfor”, fortæller Hans Kjellsson, som er sikker på at i hvert fald en del af rejsegavekortet skal gå til en tur til Japan.

”Jeg vil gerne dykke ned i både maden og den japanske kultur. Det bliver nok lidt af et kulturchok, men det vil jeg rigtig gerne opleve. Jeg forestiller mig at starte i det landlige køkken og derfra bevæge mig mod de store byer og blive klogere på maden der”, lyder det fra Hans Kjellsson.
Han har stået i lære på Restaurant Hærværk i Aarhus, hvor det ifølge Hans var enormt lærerigt at møde udlærte kokke, der var så passionerede, dygtige og gik ‘sindssygt’ meget op i deres arbejde.
“Det har virkelig smittet af og givet masser af motivation til at gøre det godt”, lyder det fra Hans Kjellsson, der netop er startet som kok på Sushi Anaba i Nordhavn i København.
Anders Brønnum-Schou er er bestyrelsesmedlem i Oluf Brønnums Fond og desuden administrerende direktør hos Oluf Brønnum & Co. A/S. Han siger at talentprisen skal sætte fokus på de håndværksmæssige uddannelser – og i særdeleshed kokkefaget.
Fonden håber på at øge opmærksomheden omkring kokkefaget og få flere til at søge denne vej ift. uddannelse.
“Den gode madoplevelse kræver dygtige kokke – og de er en mangelvare pt. Den udvikling skal vendes, så Danmark kan fastholde sin position som gastronomisk magtcenter, og vi som gæster også fremover har noget at se frem til, hvad enten vi besøger en restaurant, et hotel eller en kantine. Og den opgave vil vi gerne give vores beskedne bidrag til,” siger Anders Brønnum-Schou.
Foruden Hans Kjellsson, der har gået på Aarhus Tech, var yderligere fire nyuddannede komme fra erhvervsskolerne i Holstebro, Silkeborg, Odense og Aalborg nominerede til prisen.
Oluf Brønnums Fond er stiftet af Kai Brønnum og Oluf Brønnum Schou i 1978. Fonden er ligeledes ejer af Oluf Brønnum & Co A/S, der har været toneangivende leverandør af køkkenudstyr og storkøkkener siden 1874. Talentprisen udgør et rejselegat til en værdi af 50.000 kroner, der uddeles skattefrit til modtageren. De nominerede talenter, der ikke modtager årets talentpris vil i stedet modtage et gavekort udstedt af Oluf Brønnum A/S. Læs mere på www.olufbronnumsfondstalentpris.dk/