Der findes en underverden, hvor kun de tunge spillere færdes. Her falbyder de deres varer eller bytter sig til andre. De er krejlere. Og jeg går nu iblandt dem
• ’Dronning Louises bro. Nørrebroenden. Klokken 12. Jeg har mørkt hår og er iført sorte støvler og sort jakke. Jeg vil stå foran apoteket…’
Et øjeblik følte jeg mig som hovedpersonen i en spionthriller – alternativt på vej til en meget mærkelig, blind date – men virkeligheden var langt mere jordnær: Personen, jeg holdt udkig efter, var ikke en høj, mørk, (og lidt skummel, men dog sært dragende), mand, men derimod en sød pige, som hed Josefine, og som vistnok var studerende. Og jeg stod der, for enden af broen, synligt flagrende med en rød stofpose, som var mit særlige kendetegn, fordi Josefine ville købe et par af mine sko.
Jeg er nemlig blevet krejler.
Min nye rolle er kommet sig af ren og skær nødvendighed, da matriklen i løbet af efteråret bliver skiftet ud med en mindre en af slagsen. Og da mit samlergen i årevis har haft absurd meget plads at udfolde sig på, er det mere end blot et par skabe og en enkelt kasse eller to, jeg skal have ryddet.
Vi snakker hele hus-holdninger. Ja. I flertal. Møbler, legetøj, sko, tøj, køkkenting, lamper, bøger. Samt naturligvis alle de småting, man også har samlet, fordi man på et tidspunkt har sat sig i hovedet, at diverse billedrammer, popcornmaskiner, pilates-bolde, vaser, fonduesæt, metaldåser med pæne mønstre, dvd-samlinger, lampeskærme, enormt spændende årgange af magasinet National Geographic, duge, glatte-jern, glaskander, gør-det-selv-minidrivhuse og lækre opbevaringsæsker i pastelfarver har været et absolut must at anskaffe sig. Eller gemme på.
Så jeg er blevet medspiller på alskens sælg-og-køb-brugte-ting sites på nettet, og dermed også borger i en helt ny verden, hvor en særlig kultur hersker. Den har sågar sit eget sprog, og særligt den dialekt har taget mig noget tid at afkode: Således kunne jeg i starten ikke forstå, hvad det betød, når nogen skrev ’mp?’ som svar på en af mine annoncer. Eller ’80 inkl!’ Hvad alverden ville disse mennesker mig? Og hvad havde deres fjollede beskeder med mit tørklæde at gøre? Et par pinagtige kontaktforsøg, (”hvad vil du mig, og hvad har din fjollede besked med mit tørklæde at gøre?”) skræmte køberne væk, men lærte mig til gengæld den interne jargon. Derfor kan jeg nu meddele min mindstepris til det kortfattede ’mp?’ Og med samme selvfølgelighed svare ’niks!’ til hende, der vil betale firs kroner inklusiv porto for et silketørklæde til sekshundrede.
I mit nye kræmmerunivers findes der også forskellige slags mennesker; ikke meget ulig den øvrige virkelighed: De flinke og de knap så flinke. For eksempel havde jeg en længere, ret hyggelig udveksling på sms med en kvindelig kørelærer, da hun ville købe mit bordfodboldbord til pauserne på køreskolen. Da jeg kom til at afsætte bordet til anden side, fordi jeg havde misforstået, at hun og jeg åbenbart havde lavet en aftale, tog hun det rigtig pænt. Ja, hun var en meget flink dame, som muligvis også havde fået indtryk af, at jeg var en del yngre, end jeg er. Måske skyldtes det min manglende forståelse af den indgåede aftale, måske var fodboldbordet i sig selv den udslagsgivende faktor; i hvert fald så skulle jeg og eventuelle veninder være velkomne på hendes køreskole, når vi engang skulle erhverve os et kørekort. (Hun ville så i mellemtiden skaffe et andet fodboldbord.)
Se, den slags positive oplevelser er gode at varme sig på, når man rejser land og rige rundt i cyberspace og falbyder sine varer, for desværre får man også kontakt med den anden slags mennesker. De overhovedet ikke flinke. Således har jeg stået over for en kvinde, der kom forbi for at købe en taske. Med rynkede bryn og mistænksomme øjne vendte og drejede hun varen i mange, lange minutter, indtil det endelig lykkedes hende at finde et lille mærke på hanken. Anklagende øjne blev rettet mod mig, ledsaget af et bjæffende ”hvad er dét?”
Her kunne jeg snildt have kastet mig ud i en tale á la:
”Hvad? Et mærke? På en brugt taske? Din årvågenhed tjener til din ære. Hvor var det godt, at du opdagede mit forsøg på at narre dig. Står jeg virkelig her og vil have penge for det juks, når den eneste anstændige handling naturligvis vil være at tilbyde dig et beløb fem gange større, så du kan gå ud og købe dig en taske magen til. Bare helt ny.”
Dybe indåndinger afholdt mig fra dét svar, og handlen blev da også afsluttet med mig smilende og vinkende til kvinden, der valgte at mumle en sidste fornærmet bemærkning om, at den ’vel kan bruges som pusletaske’, før hun kørte hjem og spredte glæde med sin nyerhvervelse.
Men trods krejlersjæl og ihærdig indsats, så vil nok ikke lykkes mig at komme af med det hele. Jeg har ellers også booket stand på et loppemarked og gik i gang med at sortere i legetøjskasserne forleden aften. Desværre får jeg sandsynligvis ikke afsat særlig meget af det, for yngste pode ville hjælpe med sorteringen, og for hver ting, der dukkede op, steg hans smertesang, indtil den kulminerede i et hvin om, at jeg ikke måtte sælge ’hans barndom og alle hans minder.’ Han faldt først til ro, da han fik at vide, at han kunne gemme noget af det, bare lidt. Det, der betød noget. Nu har jeg sat de tre kasser tilbage i kælderen. De er stadig fyldt med legetøj til helt små børn; bideringe, rangler, bløde stofbøger med spejle. Yngste podes navn står på dem alle tre. Louise Raaschou er uddannet journalist og arbejder som freelancer. Hun er 45 år gammel, har to sønner på 14 og 9 år samt åbenlyse vanskeligheder med voksenrollen. Hun evner ikke at tale girafsprog til sine børn og kan sjældent overskue skolens intranet. Hun har en udpræget mangel på overblik, er elendig til smalltalk og til møder på skolen siger hun ofte det forkerte. Til gengæld bliver hun lidt for besoffen til forældrefesterne. Hun kan ikke lave en ordentlig smoothie og har aldrig postet billeder af friske buketter fra haven eller hjemmelavede brød på facebook. Oven i købet ryger hun. Foruden børnene tæller familien en overvægtig chihuahua, et utal af akvariefisk, samt to hysteriske undulater, og nåh, ja, så er hun alenemor. Noget af tiden. For hun deler drengene med deres fædre. Jeps. Dem er der også to af.
MERE OM DETTE EMNE:
