Ferieforberedelser er et forhindringsløb mellem overraskelser og ting, man heller ikke har styr på
• Så skulle vi jo på påskeferie – poderne, jeg selv og de to søstre – et eksotisk sted med sol og rigt dyreliv. Alle glædede sig for vildt ikke mindst jeg, der virkelig trænger til ferie, når jeg har planlagt en ferie. For jeg bliver altid så anspændt op til. Faktisk gør forberedelserne mig helt opkørt på et niveau, der svarer til rejsens længde: Lettere stresset dagen før Aarhus, komplet hysterisk flere dage inden fjernere destinationer. Da turen denne gang gik til den anden ende af jordkloden, overtog min reptilhjerne det meste af min bevidsthed en uge før afrejse, og det er vældig upraktisk, for den hengemte hjernedel er ikke i stand til at producere andet end adrenalin, og det havde jeg så sandelig rigeligt af i forvejen. Forberedelser forløb nemlig efter den vanlige skabelon: Koks, kaos og for-helvede-hvorfor-skal-det-lige-ske-i-dag hændelser.
Podernes pas kunne jeg ikke finde. Jeg nåede at skrive små-mopsede beskeder til diverse eks’er, inden de dukkede op (passene, ikke eks’erne) i en skuffe, hvor jeg ellers kun opbevarer neglelak og kalendergaver, jeg har glemt og senere fundet igen. Derfor havde jeg heller ikke opfattet den skuffe som et relevant sted at lede, men der lå de, hurra, vi var næsten klar. Nu manglede der kun alt det andet, for eksempel at overvægtige chihuahua skulle afleveres i hundepensionen. På køreturen kartede kræ rundt i bilen på sin sædvanlige facon ved at hoppe skiftevis op på skødet af mig og hen på passagersædet, hvilket altid igangsætter en sindssyg høj og enerverende bippelyd, fordi hund vejer nok til at blive registeret som en passager, der ikke har spændt sin sele. Da jeg samtidig stod i online-kø på mobilen for at købe billetter til Cirkus Summarum, som yngste dreng ikke kan leve uden, og når som helst kunne blive nødt til at holde ind for at købe de skide billetter, var jeg overmåde glad for, at ordensmagten ikke var på vejene denne formiddag. Man skal være taknemmelig for de små mirakler, og hund blev afleveret (og billetter købt) hurra, så var vi næsten klar.
Manglede dog lige at erhverve ny sommergarderobe til poder, som ikke kunne passe noget som helst fra sidste år. Da udvalget endnu er ganske sparsomt i begyndelsen af april måned, tog butikkerne eksorbitante priser for grimme shorts, velvidende at jeg ikke kunne finde så mange andre, men tøj blev skaffet, hurra, vi var næsten klar. Heldigvis var jeg i god tid efter tøjkøb, dér sent på eftermiddagen, dagen før vi skulle afsted. Således var jeg kun ret stresset, da jeg ti minutter inden lukketid omsider fandt en bank, som ville tage imod den indsamlingsbøtte, jeg skulle aflevere fra en indsamling ugen før. Siden indsamlingen havde jeg forsøgt at komme af med pengene til fire forskellige banker, i to byer, før det nu endelig lykkedes. Og sikke et held, at det endnu ikke var aften, for så havde jeg virkelig haft travlt, især da det viste sig, at bilens ene fordæk tilsyneladende havde benyttet mit kortvarige bankbesøg til at punktere. ’Skidt-pyt’, tænkte jeg for med tre velfungerende dæk tilbage, kunne jeg vel bare trille ligeså forsigtigt hjem. Man kan så ikke trille særlig langt med et punkteret dæk, og jeg forsøgte at nyde kaffe og pause, den times tid jeg ventede på autohjælpen, som var en meget rar mand, der i øvrigt kunne fortælle mig, at jeg selv havde flænset dækket på kantstenen ved min sidste parkering. Han tog min bil, mens jeg fangede en taxa hjem, hurra, vi var næsten klar.
Næste morgen skulle vi afsted klokken puha, så kuffert blev pakket inden, klokken absurd-præ-puha. Både podernes og mit tøj kunne være i en enkelt kuffert, da jeg ikke kunne lokalisere det meste af mit eget sommertøj, men det er jo også så zen-moderne at rejse let. Hurra, så var vi rent faktisk klar og var også mentalt forberedte på den et døgn lange rejse. Vi havde så ikke forberedt os på, at ældste pode ville blive trukket til side i den amerikanske lufthavn som én af flere, tilfældigt udvalgte passagerer, der skulle igennem et seriøst, længerevarende sikkerhedstjek. Mens pode tog det helt cool, gik jeg i mor-selvsving og forlangte forklaringer og tidshorisont på tilbageholdelsen af min dreng. Da jeg havde krævet at tale med ”a supervisor” tilstrækkeligt mange gange, blev jeg bedt om at forlade området og vente på den anden side af sikkerhedskontrollen. Den ansatte så helt lettet ud, da jeg adlød. Det gjorde ældste pode også.
Men vi nåede frem, hurra, og før-rejse-kaos blev lynhurtigt glemt på de smukkeste strande, i det lækreste hav og blandt det mest fantastiske dyreliv. Især dyrelivet var uforglemmeligt, og åbenbart også ganske særligt, netop mens vi var der. For eksempel kommer havets brandmænd, som det er ekstremt smertefuldt at blive brændt af, overhovedet ikke ind til kysterne på den tid af året. Undtagen én enkelt, trodsig gople, der, som den eneste i Stillehavet, havde forvildet sig ind på det lave vand, lige der hvor yngste pode og søster plaskede rundt. Naturligvis vadede de to familiemedlemmer ind i den. Yngste slap billigt og må, som vi andre, nøjes med digitale minder om den skønne dag på stranden; søster kan blot kaste et blik på arrene på sit venstre knæ.
Louise Raaschou er uddannet journalist og arbejder som freelancer. Hun er 46 år gammel, har to sønner på 15 og 10 år samt åbenlyse vanskeligheder med voksenrollen. Hun evner ikke at tale girafsprog til sine børn og kan sjældent overskue skolens intranet. Hun har en udpræget mangel på overblik, er elendig til smalltalk og til møder på skolen siger hun ofte det forkerte. Til gengæld bliver hun lidt for besoffen til forældrefesterne. Hun kan ikke lave en ordentlig smoothie og har aldrig postet billeder af friske buketter fra haven eller hjemmelavede brød på facebook. Oven i købet ryger hun. Foruden børnene tæller familien en overvægtig chihuahua, et utal af akvariefisk, samt to hysteriske undulater, og nåh, ja, så er hun alenemor. Noget af tiden. For hun deler drengene med deres fædre. Jeps. Dem er der også to af.
