Stigbordene er blevet åbnet for vinteren til gavn for fritidssejlere. By & Havn var i går på vandet med en kranbåd for at fjerne de gitre, der i løbet af sommeren og efteråret har afspærret Stigbordene i Københavns Sydhavn.
Stigbordene blev helt afspærret efter en tragisk dødsulykke i sommeren 2018, så der ikke var mulighed for gennemsejling af nogen art. Sidenhen er en enkelt af Stigbordene blevet åbnet om sommeren for at give en let og sikker passage for kajakker og småbåde.
Om vinteren åbnes Stigbordene helt for at skabe bedre mulighed for gennemsejling for fritidssejlerne.
Kommunikationschef, Kristian Wederkinck Olesen, siger:
“Vi har nu igen åbnet for fri passage ved slusen, så kajakroere og småbåde har fri adgang ind og ud af havnen i syd. Vi har desuden set i løbet af året, at de rekreative brugere for alvor er begyndt at bruge den nye overbæring ved slusen og det er vi meget glade for.”
Den delvise afspærring af Stigbordene for sommeren sker med gitre i åbningerne samt en flydeafspærring, som sikrer, at roere ikke bliver fanget af strøm i området.
FAKTA – TIDSLINJE
2017, sensommer: To unge amerikanske kvinder mister livet i den tragiske vandscooterulykke i Københavns Havn
2018, sommer: På politiets anbefaling bliver stigbordene afspærret. Det er til gene for kajakker og småbåde, der efterfølgende skal bære kajakkerne over Stigbordene og for motorbåde, der bliver begrænset af slusens åbningstider
2018, vinter: Afspærringen af stigbordene bliver fjernet
2019, sommer: En ny løsning bliver testet, hvor en enkelt åbning i Stigbordene holdes åben
2019, vinter: By & Havn og politiet evaluerer løsningen for sommeren 2019 og vurderer at løsningen kan gentages i sommeren 2020
2020, sommer: En enkelt åbning i stigbordene bliver holdt åben. By & Havn undersøger flere sikkerhedstiltag ved Stigbordene
2021 sommer: Ny overbæring for robåde og kajakker er blevet lavet ved slusen, så adgangen til Køge Bugt er blevet bedre.