Læs gratis: Beboerne i Nordhavn får udsigt til vindmøllerne på Middelgrunden 25 år mere.
Energistyrelsen har i juni givet Middelgrunden Havvindmøllepark forlægelse af tilladelsen til elproduktion. Møllerne kan dermed producere strøm 25 år frem i tiden.
Middelgrunden Havvindmøllepark fik oprindeligt elproduktionstilladelse i 2000. Tilladelsen til at fortsætte 25 år mere er givet efter en uvildig analyse af restlevetiden. Desuden er ejerne forpligtet til årligt at foretage et udvidet serviceeftersyn.
”Det er positivt, at over 20 år gamle havvindmøller får muligheden for at fortsætte med at producere grøn strøm mange år frem. Det er først og fremmest gavnligt for den grønne omstilling. Men det er også bæredygtigt ud fra et ressourcehensyn, at anlægget på sikker og forsvarlig vis kan fortsætte sin drift i længere tid”, siger Stig Uffe Pedersen, Vicedirektør i Energistyrelsen.
Middelgrunden Havvindmøllepark er ejet dels af HOFOR, dels af Middelgrundens Vindmøllelaug. Møllerne ligger 3,5 km øst-sydøst for Nordhavn. Parkens 20 møller forsyner ca. 20.000 husstande med grøn strøm årligt.







