Mangfoldigheden af natur og dyreliv er for første gang blevet kortlagt i København. En ny rapport viser, hvor der er potentiale for at bevare, forbedre og udvide den eksisterende biodiversitet i kommunen.
Københavns Kommune har lavet en samlet kortlægning af biodiversiteten i hele byen. Kortlægningen giver for første gang et overblik over, hvor i byen der er størst potentiale for at forbedre levestederne for dyr og planter eller skabe bedre sammenhæng mellem grønne områder på tværs af matrikelskel.
“Vi skal passe på den natur, vi har, og skabe plads til mere, hvor det kan lade sig gøre. Derfor er jeg glad for, at vi med den nye kortlægning har fået et konkret redskab, der kan gøre en forskel i forhold til biodiversiteten i København. Det er vigtigt, at vi bruger det aktivt i dialog og samarbejde med dem, der ejer byens grunde”, udtaler overborgmester Lars Weiss (S).

Områder med stort potentiale for at bevare den eksisterende biodiversitet er koncentreret omkring større arealer, hvor beskyttede naturområder er koblet med mange artsfund og rødlistede arter. Disse områder er for eksempel
– Nordhavnstippen
– Fasanskoven og vestlig del af Kalvebod Fælled
– Store Høj søen
– Trekantsøerne ved Vejlands Allé
– Amager Fælled
– Dele af Christianshavns Vold
– Sankt Jørgens Sø
– HC Ørstedsparken
– Botanisk Have
– Østre Anlæg
– Assistens Kirkegård
– Fælledparken NV
De mest sammenhængende områder, hvor der er stort potentiale for at forbedre biodiversitet, er for eksempel:
– Kalvebod Fælled
– Kanalen på østsiden af Ørestad
– Tiøren
– Lergravsparken
– Dele af Christianshavns Vold
– Sortedams Sø og Peblinge Sø
Der ses også andre områder på kortet, hvor der er gode potentialer, men hvor arealet er domineret af anden udnyttelse eller aktivitet end naturformål, f.eks. Royal Golf Center.
Kortlægningen er udarbejdet af arkitekt- og rådgivervirksomheden Sweco og gennemført i 2025. Læs hele rapporten her: Biodiversiteten i Københavns Kommune | Københavns Kommune
Alene i Danmark er flere end 1.800 arter af dyr og planter i fare for at uddø.
Københavns Kommune har i 2022 vedtaget en biodiversitetsstrategi frem mod 2050. Den har som mål at vende tilbagegangen i arter og gøre naturen til en aktiv del af byens udvikling. I maj 2024 indgik Københavns Kommune en aftale med 22 store grundejere om at skabe bedre vilkår for biodiversiteten. Tilsammen råder partnerskabet over 40 procent af hele Københavns grundareal.

Områder med stort potentiale for at udvide en eksisterende biodiversitet i nærhed til eksisterende biodiversitet omfatter eksempelvis
– Opfyldsarealer og ruderater i Nordhavn – den kommende Nordhavnsparken
– Grønningen mellem KU og DR Koncerthuset
– Københavns Skytteforenings skydebaner på Kalvebod Fælled
– Jernbanearealer og -skråningerne gennem Naturpark Amager og Ørestad.
– Vestre kirkegård
– Valbyparken
– Lersøparken
– Bispebjerg Kirkegård

Områder med lav biodiversitet, som ligger med umiddelbar nærhed til områder med store potentialer er blandt andet:
– Grønningen ved DR Byen
– Byparken i Ørestad.