Selvbetjening for abonnenter

[maxbutton id="1"] I selvbetjeningen kan du administrere dit abonnement, for eksempel ændre perioder, tilmelde nyt betalingskort eller opsige.

Herude tager mennesker ansvar for mennesker

For et par måneder siden flyttede Henriette Divert til Nordhavn midlertidigt og ved et tilfælde. Nu har hun besluttet sig for at blive, for i Nordhavn tager man ansvar for hinanden, hilser og smider en tom flaske til genbrug.

For et par måneder siden boede Henriette Divert i et område, hvor man kom hinanden ved, holdt fælles arrangementer og elskede sit hjørne af verden. Så skulle hun flytte, og mens hun ledte efter det næste sted at slå sig ned, flyttede hun til Sandkaj – rent midlertidigt. Nu har hun besluttet sig for at blive boende, for her kommer man hinanden ved, holder fælles arrangementer og elsker sit hjørne af verden.

Nordhavn Avis finder hende på terrassen foran stuelejligheden. Her sidder 50-årige Henriette badet i solskin. Her har hun det, hun regner med, er verdens bedste Corona-isolation. Hun har sin laptop, telefon, kaffe, vand, en pude i ryggen og Paul Austers ”Samtaler med fremmede”. Hun har intet at klage over – tværtimod.

“Mit hus i Svanemøllekvarteret blev solgt ret hurtigt, så jeg skulle finde noget andet i en fart. Derfor lejede jeg denne her lejlighed, siger hun og peger ind i lejligheden, hvor hendes to hjemmeboende teenagesønner også nyder dagene hjemme”.

“Den første morgen jeg vågnede op her, så jeg en kvinde med høretelefoner i ørerne og en gribetang, som samlede skrald op, og jeg tænkte: ”Sikke en kærlighed at have til sit område”. Nu er jeg selv hende, der tager en tom rødvinsflaske med ind, hvis jeg ser, at nogen har glemt den derude, siger hun og peger ud på træmolen, som om få måneder bliver indtaget af unge, glade og måske lidt støjende mennesker”.

Det skræmmer hende ikke.

Havet og luksus

Allerede efter to nætter i sin Nordhavn-lejlighed, besluttede Henriette sig for at blive her. 

“Alene det at se havet ændre farver, kaste sig i bølgerne og gå i sauna bagefter. Det er luksus”.

Hun ved godt, at andre i Nordhavn er blevet skuffede over det, de er flyttet ud til, men ikke Henriette.

“Det handler om hvilke forventninger, du havde til at starte med. Jeg havde ingen, for jeg troede jo ikke, jeg skulle bo her. Andre er blevet skuffede, hvis de har haft en anden drøm”.

Henriette Divert boede i sine unge år i Minneapolis, hvor hun læste kulturmødestudier. Siden prøvede hun at blive skuffet over en by.

“I USA hilser man på hinanden selv i en storby som Minneapolis. Det var ikke fedt at vende hjem til København, hvor du kan løbe rundt om søerne, og nærmest mærke hinandens sved uden at så meget som at få øjenkontakt”.

København i 1990’erne skuffede hende. Det gjorde Nordhavn 30 år senere ikke.

Henriette Divert er 50 år og er selvstændig inden for direktionsudvikling. Til dagligt har hun travlt, men Corona-isolationen har givet hende tid til at tænke over, hvordan hun kunne falde så hårdt for et nyt område, hun kun kendte så lidt til.

“Prøv selv at tænke på de byer i verden, du holder mest af. Er det ikke dem, hvor man oplever kærlighed mellem indbyggerne? Jeg sad engang på en parisisk café en morgen. På den anden side af gaden sad en hjemløs. Pludselig kom der en dame ud af en opgang og gik hen og gav ham en kop kaffe og en sandwich. Det var tydeligt, at hun gjorde det hver eneste morgen. Dét er kærlighed. Modsætningen er et københavnsk S-tog, hvor vi aldrig kigger på hinanden. Jeg gør mig altid umage for at tale med turisterne, for jeg kan ikke holde ud, hvis de vender tilbage til deres lande og siger, at danskerne er lukkede og introverte.”

Om aftenen skifter FN-byen over for Henriettes lejlighed karakter, og hun elsker at følge med i – og fotografere – bygningens forvandling. Men hun elsker også, at det er den bygnings fortjeneste, at der er så mange nationaliteter i Nordhavn, og at de alle fungerer som ambassadører for gode idealer, når de rejser hjem igen en dag.

Allerede den første aften, Henriette kunne kalde sig beboer i Nordhavn, var der beboermøde i hendes hus. Her oplevede hun, hvordan mange forskellige nationaliteter forsamlede sig, og nogle skulle have forklaret dansk beboerdemokrati først. 

“Da jeg kom herud, havde jeg taget alt for mange møbler med, men så kørte jeg ned på genbrugsstationen med noget af det, og inden jeg havde sat det ind, kom der nogen og spurgte, om de måtte tage min reol. Tænk på alle de FN-medarbejdere, der taget de idealer med sig ud i verden. Om et par måneder flytter min egyptiske nabo videre til Schweiz, og så tager hun det med sig, at i Nordhavn i Danmark sorterer man sit skrald”.

Menneskers værdi
“Hvis man ser et barn, der græder, hjælper man lige forældrene ved at aflede barnets opmærksomhed. Når du går til bageren om morgenen, genkender de dig og ved, hvilket surdejsbrød, du skal have. Nede i Netto minder de mig om det, hvis jeg glemmer at købe sodavand til mine sønner. Det er det stik modsatte af, hvad jeg oplevede, da jeg vendte tilbage til København for 30 år siden til en urban suppe, hvor man ikke kender hinanden – eller bare lader som om, man ikke gør. I Nordhavn er alt nyt, og alle tager et medansvar”.

“Jo, jeg savner træer og græs herude, men når alt kommer til alt, er det mennesker, der skaber værdi for mennesker. For få generationer siden boede vi alle sammen på landet, og hvis vi i dag skal trives i byen, skal vi give hinanden den omsorg, vi gjorde, dengang vi boede på landet”.

“Det er ligesom Paul Auster siger det”, siger hun og klapper på bogens omslag.

“Smil, snak med folk og tag ansvar for hvor du bor og hjælp en hjemløs.”

Du skal have abonnement for at læse denne artikel



Få adgang til Nordhavn Avis - Første måned på gratis prøve

Close

Translate »