Klokken 04.20 den 9. april 1940 lægger troppetransportskibet ”Hansestadt Danzig” til kaj ved Langelinie. Tyske støvler rammer københavnsk jord og tropperne rykker frem mod Kastellet, sprænger porten og stormer fæstningen. Kort efter lyder en ildevarslende brummen over Frihavnen, da 28 tyske bombefly brager ind over byen.

Historisk klumme af Louise Augusta Krogh, historiker ved By & Havns Studiesamling
Fra flyene daler flyveblade skrevet på ubehjælpeligt dansk ned over hustagene. De skal overbevise københavnerne om, at tyskerne har fredelige intentioner. Men det eneste københavnerne overbevises om er, at flyvebladene hurtigt vil blive erstattet af bomber, hvis tyskerne møder modstand. Det bliver starten på fem mørke år under krigens åg. Men modstanden slår alligevel rod i den danske befolkning og fra august 1943 begynder sabotageaktionerne at tage fart.
Foto øverst: Sprængningen af Dansk Industri Syndidat (Nationalmuseet)
En juniaften i 1944 trænger 60-70 bevæbnede modstandsfolk fra modstandsgruppen BOPA ind i Dansk Industri Syndikats våbenfabrik på Århusgade i Frihavnen. Fabrikken – der i daglig tale kaldes Riffelsyndikatet – producerer våben for den tyske besættelsesmagt, og det er bydende nødvendigt for modstandsbevægelsen at stikke en konkret såvel som symbolsk kæp i hjulet på produktionen.
Den store gruppe af modstandsfolk afvæbner de 19 sabotagevagter på fabrikken og genner både vagter og arbejdere ind i vagtlokalet. Derefter kører modstandsfolkene tre lastbiler med 400 kg sprængstof ind på fabrikkens område.
19 pistoler, 50 maskinpistoler og 2 maskinkanoner bliver beslaglagt og sprængstoffet antændt, så braget kan høres over hele byen. Sabotagen mod Riffelsyndikatet er besættelsens største sabotageaktion. Men den er langtfra den eneste, og i Frihavnen alene bliver der udført 13 sabotageaktioner under krigen.
Aktionerne i Sundkrogsgade
I Sundkrogsgade bygger Brd. Hansens Maskinfabrik bådmotorer, hvoraf mange kommer den tyske værnemagt i hænde. Det får i 1943 modstandsgruppen BOPA til sprænge fabrikken, der bliver totalskadet af aktionen.
Kort forinden eksplosionen cykler tre sabotører forbi fabrikskontoret og råber “kan du så komme ud, brormand!” til sabotagevagten. Vagten tager jagten op, men kan ikke indhente sabotørerne. Han kan til gengæld takke dem for at slippe fra aktionen med livet i behold.
På hjørnet af Sundkrogsgade og Kalkbrænderihavnsgade producerer Emmeckes Maskinfabrik landminer for tyskerne. Det må virksomheden bøde for i 1943, da modstandsgruppen BOPA kaster sprængladninger ind på fabriksområdet og to store eksplosioner raserer fabrikken.
Nabofabrikken A/S Bohnstedt-Petersens Maskinfabrik producerede udstødningsrør til de tyske flyvemaskiner. Det kunne modstandsgruppen Holger Danske ikke lade passere upåtalt og i 1944 trængte medlemmer af gruppen ind på fabrikken og placerede otte bomber. Sabotagevagter og arbejdere fik ordre om at løbe deres vej inden bomberne blev detoneret.








