Nordhavn begyndte sin tilværelse som Frihavn. En københavnsk frihavn kom allerede på tale i 1770, da man ville anlægge et toldfrit frilager ved Amalienborg, hvor eksportvarer kunne opmagasineres afgiftsfrit. Men Kongens livlæge og landets reelle enehersker, Struensee, nægtede at lade Staten finansiere projektet af frygt for, at handlen ville koncentrere sig i København til ulempe for resten af landet.
Historisk klumme af Louise Augusta Krogh, historiker ved By & Havns Studiesamling
I løbet af 1800-tallet var en frihavn oppe at vende igen ad flere omgange, men først da anlæggelsen af Kielerkanalen i Nordtyskland truede med at gøre en ende på den danske østersøhandel, blev Frihavnen til virkelighed i 1891-1894.
En frihavn er et havneanlæg, der i toldmæssig henseende betragtes som udland. I Københavns Frihavn kunne varer losses, oplagres, forarbejdes og ompakkes uden at der skulle betales told, moms eller afgifter.
Foto øverst: Frihavnens bygningsværker og arkitektoniske kendetegn blev formgivet af landets førende arkitekter og ingeniører. Og mange af de oprindelige bygninger står endnu. Foto: Københavns Stadsarkiv
I 1887 igangsatte den tyske kejser udgravningen af Kielerkanalen og truede dermed den danske andel i den østersøiske transithandel. Kielerkanalen forbandt Nordsøen med Østersøen via Hamborgs Frihavn, og skibene behøvede ikke længere gå nord om Jylland. Danmark risikerede at blive en handelsmæssig udørk.
Som modsvar satte regeringen i 1891 gang i et af datidens største anlægsprojekter: En dansk frihavn. I disse år regerede Privatbankens (i dag Nordea) direktør, C.F. Tietgen, over dansk erhvervsliv og han var regeringens førstevalg, da den nye Frihavn skulle finansieres. Men Tietgen afviste pure enhver involvering i projektet.
I stedet så Landmandsbankens (i dag Danske Bank) direktør, Isak Glückstadt, sit snit til at tage kampen op mod rivalen. For Frihavnen var et prestigeprojekt, der ville pryde under Glückstadts bælte og cementere hans position over for Tietgen.
Med Frihavnens anlæggelse blev Langelinie, Midtermolen og Marmormolen, Amerikakaj og Nordhavnsbassinet en del af den københavnske geografi. Frihavnens bygningsværker og arkitektoniske kendetegn blev formgivet af landets førende arkitekter og ingeniører. Og mange af de oprindelige bygninger står endnu.
Østersøens underskudsforretning
Havnen stod færdig i 1894 – men den stod også gabende tom. For hver dag, der gik, tabte Frihavnen penge, og både Landmandsbanken og Staten led under det. Samtidig flød Kielerkanalen og Hamborgs Frihavn nærmest over af international bevågenhed.
Danmark satte ind med et større lobbyarbejde, og i 1895 lykkedes det at lokke en betragtelig del af den internationale presse til Københavns Frihavn til en genlancering af det nye funklende havneanlæg. Nu handlede det om at fylde havnen med travlt udseende dampskibe, og kun én mand – C.F. Tietgen – kunne stille en hel handelsflåde til rådighed. Men han var ikke hjælpsomt indstillet. Nødvendigheden af Frihavnens succes krævede, at selve kongen måtte appellere til Tietgen, og da grænsen mellem en appel og en ordre fra statsoverhovedet var hårfin, måtte Tietgen stille sine DFDS-dampskibe til rådighed. Da den sidste pressemand forlod Frihavnen, var det skarpt efterfulgt af Tietgens dampskibe. Men lanceringen var en succes, og snart efter blev Frihavnen det også.
MERE OM DETTE EMNE:
