Da vore dages Nordhavn bliver anlagt som Frihavnsanlæg i 1890’erne kræver det tusindvis af hårdtarbejdende hænder at vriste den nye havn ud af havet. Og stemmer fra den hverdag, der udfoldede sig i Frihavnen findes stadig i By & Havns Arkiv.
Historisk klumme af Louise Augusta Krogh, historiker ved By & Havns Studiearkiv
Svir og drikkeri
Mange af Frihavnens arbejdere er faglærte svende og mestre såsom murere og tømrere. Men det hårdeste slid står de ufaglærte arbejdsmænd for. De stammer fra samfundets bund, hvor trange kår og armod gør livet til en opslidende trædemølle. Når chancen byder sig, bliver én dram ofte til flere.
Da klokken er kvart i fem om morgenen den 14. juli 1893, tvinger de ugunstige vejrforhold arbejdet i Frihavnsanlægget til et pludseligt stop. 250 arbejdere indfinder sig i marketenderiet, mens de venter på, at uvejret driver over. Drikkevarerne kommer hurtigt på bordene, og inden længe er et større antal af mændene kendeligt berusede.
Da klokken slår ét, er det tid til at genoptage arbejdet, men flertallet drikker ufortrødent videre i spisesalen. Det er op til opsynsmand Nielsen at hyrde de beduggede arbejdere ud af marketenderiet. Nielsen formaner marketenderiets bestyrer om at indstille udskænkningen øjeblikkeligt. Kort efter indfinder marketenderiets ejer sig. I den uhøfligste tone ejeren kan mønstre konfronterer han Nielsen og forlanger at vide, med hvilken ret Nielsen forbyder personalet at skænke for arbejderne. Det er nemlig marketenderiets ejer, og kun marketenderiets ejer, der bestemmer udskænkningstiden! Det lader Nielsen sig dog ikke ryste af; han henviser tørt til, at det er en klokkeklar ordre fra Havnebygmesteren, at svir og drikkeri ikke må finde sted i marketenderiet.
Efter Nielsens opfattelse gør marketenderiets ejer nemlig ofte forsøg på lystig skænkning for fulde folk. Klokken tre indfinder Nielsen sig igen i marketenderiet og finder, at der endnu sidder en hård kerne på seks til otte arbejdere og drikker. Særligt to af dem er hårdt medtaget af alkoholen. Den ene endda i en sådan grad, at det kun med voldsomt besvær lykkes at få liv i ham, så han kan støtte på sine egne ben.
Nielsen må tilkalde assistance fra politibetjent nr. 110 Olsen, og med denne en-mands politieskorte bliver de berusede arbejdere fjernet fra pladsen inden det kommer til yderligere uorden. Nielsen aflægger rapport til Havnebygmesteren og over et århundrede senere findes hans ord stadig i By & Havns arkiv.
Kunstneren
I By & Havns arkiv findes også et brev fra en af Danmarks største billedhuggere Anne Marie Carl-Nielsen til Havnebygmester Møller. I begyndelsen af 1900-tallet har hun atelier i Langelinieskuret, hvor hun bl.a. gør en del af arbejdet til sine kendte rytterstatuer.
Uden videre omsvøb eller høfligheder begynder hun sit brev med ordene ”Det er rent galt med min kakkelovn”. Vinden slår nemlig ned i hendes kakkelovn og fylder hendes arbejdslokaler med røg og os.
Anne Marie beder om at få en fagmand ud for at tilse den osende kakkelovn den følgende dag, hvor hun selv vil være til stede for yderlige at “kunne give oplysninger om fornødent”.
Anne Maries ligefremme tone er helt i tråd med hendes karakter. Hun er en moderne kvinde i en mandsdomineret tid, og hun kæmper hele livet for kvinders plads i kunsten.
