Af Christian Bro, præst i Hans Egedes og Nordhavns Kirke
Det er forskelligt, hvad vi har øje for i en by, og hvad vi glædes ved i bybilledet, forskelligt hvordan vi bruger byen og lever i og med den. Men at vi elsker byen, det er vi fælles om.
Farvel du lyse og milde sommerstund, nu haster skyerne forbi, og modne æbler falder i oktobermørke haver. Hvert et træ står brun og gul og gylden, røn står rød og purpursort står hylden. De røde æbler løsner let fra træets trætte kviste, og fuglene synger ej mer, men så rig er årets sidste røde frugt oktobers offergave.
Selv her inde i København kan vi ikke undgå at mærke og blive mærket af årstidernes skiften. Men på trods af at kalenderen fortæller at det er efterår, bød september på pragtfuldt ”sommervejr”. På en af de skønne septemberaftner var jeg blevet inviteret, af min ven Jens-Christian Wandt, til premiere på ”Teaterkoncert København – Sange fra byens hjerte” på Østre Gasværk.
En aften hvor vi gennem nyfortolkede klassikere samt nye sange hyldede vores alles by København i et sandt festfyrværkeri.
Forestillingen fik mig til at tænke på hvad det vil sige at have hjemme – og hjemme i en by – og have kærlighed til samme sted som tusindvis af andre. Selv om alle os der bor i København kommer fra forskellige baggrunde og lever forskellige liv, som det altid vil være i en by, så har vi alligevel det til fælles, at rammerne er de samme. Nemlig København med dets smukke kølige elegante klassicistiske facader, dets tårne og spir, på slotte såvel som kirker, torve, pladser og kilometervis af boligkarreer.
Det er forskelligt, hvad vi har øje for i en by, og hvad vi glædes ved i bybilledet, forskelligt hvordan vi bruger byen og lever i og med den. Men at vi elsker byen, det er vi fælles om.
Jeg elsker København, det er en lille storby, en by med et vist format, men samtidig en overskuelig og overkommelig by. Jeg tror at de fleste der bor her, kender til at have et særligt forhold til næsten hver en gade og plads, og kender og fornemmer hver deres stemning og atmosfære.
København er en by man kan ”tage på”, som Dronning Margrethe engang sagde det om Fredensborg Slot, og det er sådan jeg har det med København; Det er en by jeg kan tage på.
Vi føler os hjemme i København, den er ikke stor, fremmedgørende eller lukket, man kan føle sig tryg – og så er den vores alles. Jeg føler virkelig at København er min, og det glæder mig så meget, når jeg oplever andre have det på samme måde, følelsen af at noget er ens helt eget. For det giver dobbelt glæde hvis vi alle bærer på den følelse.
Jeg selv bor i København, men jeg har også hjemme på Fyn, det er der mine rødder er. Der har min familie boet på det samme sted, længere tid end Hans Egedes Kirke har eksisteret, der hvor jeg nu er præst, og som i øvrigt, sidste lørdag, fejrede 100 års jubilæum.
Mit barndomsværelse var rummet hvor mine tipoldeforældre havde soveværelse, som de senere lavede til ”Gårdstuen”. I det rum blev min oldemor født, og 75 år senere lå hun der i sin kiste, i dagene op til begravelsen og udsyngningen, som det var skik og brug at gøre den gang. En skik man med fordel i højere grad kunne gøre brug af igen, både udsyngning men også at ligge, efter sin død, i eget hjem i kiste.
Jeg er sikker på at det for alle i alle aldre vil kunne være med til at afmystificere og understrege naturligheden i døden. Vi kan, fordi vi har så mange muligheder, ikke mindst økonomisk, i vores samfund, have tendens til fysisk at ville fjerne os fra det som føles ubehageligt eller hvad vi umiddelbart opfatter som slidsomt, og så betale andre for at tage ansvaret for det, også på et samfundsplan.
I år væltede de to ældste træer i min have på Fyn, apropos rødder og foranderlighed. De var enorme, og deres stammer var så brede, at man skulle være mange til at nå hele vejen rundt. De nærmede sig 200 år, så meget mere kunne man ikke forlange.
Alligevel er det vemodigt, fordi billedet forandres i haven, ligesom vi kender det, uden sammenligning derudover, fra bybilledet der blev ændret ved Børsens brand.
Det ene træ stod bagerst i den ene ende af haven, og gemte stadig på rester af farfars gamle hule. Det stod lige ved foden af Troldehøjen, som er et af Fyns højeste punkter. Her fortalte mine to fastre mig livligt, da jeg var barn, om hvordan troldene kom frem og dansede på højen om natten.
Men det eneste dans der med sikkerhed har været nede på højen, var når der var fester om sommeren i begyndelsen af 1900-tallet, hvor klaveret og et mindre orkester blev placeret der, som så spillede op til dans. Det samme skete da jeg blev student, her var der igen dans til den lyse morgen på højen. Om det var fordi musikken var for høj eller fordi troldene aldrig har eksisteret, skal jeg ikke kunne sige, men vi så ingen trolde den nat.
Vores hjem og vores helbred hænger også sammen. Det blev understreget da regeringen for nyligt kom med et udspil til en ny sundhedsreform. På pressemødet sagde statsministeren indledningsvis: ”Der hvor der er flest borgere der er syge, der er der færrest læger”.
Regeringen ønsker at gøre op med den sociale og geografiske ulighed, som følger af den skæve fordeling af speciallæger i de forskellige landsdele. Og dermed den ulighed i sundhed det afføder, i form af manglende tilbud og lange ventetider i visse dele af landet.
En målsætning er 1500 flere praktiserende læger i 2035, fordelt geografisk mere retfærdigt. Det skal også gøres mere attraktivt at være praktiserende læge i de egne med lægemangel, eksempelvis ved at tildele lægerne færre patienter og mere i løn.
Anders Beich, der er praktiserende læge på Lolland, gæstede podcasten ”Dato”. Her fortalte han om de tankevækkende forskelle på at have sit virke på Nørrebro – og så nu på Lolland. På Nørrebro var patienterne fra akademikerfamilier eller de var unge studerende. Der var færre sygdomme men mange problemer, der omhandlede psykosociale udfordringer, stress og angst.
På Lolland er der mange ældre patienter, der har haft fysisk krævende arbejde, men typisk stadig er i fuld vigør. De har mange forskellige sygdomme, komplekse medicinske tilstande, hvor behandlingen skal afbalanceres. Tærsklen for hvornår man opsøger læge, er også forskellig. På Lolland kommer man ikke med småting, men har mange lægelige problemer. I modsætning til København, hvor behandlingen måske snarer burde ligge hos en psykolog eller terapeut. Han har aldrig haft et mere spændene arbejdsliv end nu på Lolland, hvor han bruger de klassiske lægelige kompetencer.
Jeg skrev tidligere, at der hvor man har hjemme, der skal der være trygt, og spørgsmålet er om det er trygt ikke at have lige adgang til sundhedsvæsnet, som vi alle i øvrigt er med til at finansiere. Det er jo ikke lægernes skyld, men det er godt at regeringen har opmærksomhed på udfordringen, så vi på sigt forhåbentligt kan få udlignet denne skævhed mellem land og by.
