Klumme af Sognepræst Louise Sihm Knudsen, Hans Egedes Sogn
Juni, juli, august…
En treklang af sol, sommer og sandaler.
Høj blå himmel, lune aftner, lyse morgener.
Badetrækplastret Sandkaj forvandlet til ”fluepapir”; Vandglade gæster fylder træbryggen til mindste millimeter, – og det dufter himmelblåt af hav…
Selv om sommeren er over os, og naturen omkring bliver en tone mørkere – med skiftet fra lysegrøn til mørkegrøn, – og vi helst vil opholde os ude, så er der al mulig god grund til at vågne lidt i sommerdisen; Og ikke alene se sig ud en sommerdag og nyde byrummene, men også kigge ind; Vove sig indenfor i de mange skønne rum, som Nordhavn og Østerbro også har. Vove sig rundt og ud i byen – og ind i kirkerne…
For der ligger faktisk mange fantastiske kirker her omkring.
De ligger tæt; Som arkitektoniske perler på en snor. Fyldt med historie og historier. Og kunst.
Alle er de et besøg værd.
Det er så skønt, når kirken er åben – ikke kun på søndage, men også i hverdagene – i dagtimerne, og undtagelsesvist når der er natkirke.
Jeg elsker, når kirkedøren står på vid gab – og inviterer indenfor; Mærke hvordan gadens tunge trafik, sus og larm og byens travlhed simpelthen forsvinder som dug for solen, når man træder ind og favnes.
I Hans Egedes kirke i Vardegade, som også er Nordhavnens kirke, indtil Tolvkanten, Danmarks første tiny church, bliver bygget og står færdig, byder rummets rolige hvidkalkede vægge og træets nordiske livfulde varme én velkommen. Som et stort hvidt sommersmil.
Går man indenfor, fornemmer man hurtigt, at her står tiden i en og anden forstand stille; Ja – her har dagen evighed. For kirkerummet er et særligt rum.
Det rummer så at sige det hele; Favner alt og alle – i sorg og glæde; Løfter og bærer – helt som det er illustreret på altertavlen i kirken;
Den er skabt af glaskunstner Liselotte Krodal i 2012.
Scenen er en gengivelse af den tyske renæssancekunstner Albrecht Dürers træsnit af Treenigheden eller Nådestolen. En gammel scene i nye klæder.
Den forestiller den korsfæstede, døde Kristus, der sidder på sin fars – Guds, skød, mens Helligåndsduen svæver over dem.
Den røde trekant ligger som et treenighedssymbol over hele billedet og forbinder Fader, Søn og Helligånd i én, samtidig med at den kan ses som et stiliseret hjerte: ”Den voldsomme nåde”, som faktisk også er titlen på mosaikken.
For nåden og kærligheden er så stor og voldsom; Det er den, vi holdes oppe af, den, der løfter os og bærer os videre, – uanset hvem og hvad vi er. Når vi færdes på gyngende grund, og livet ikke føles som sol, sommer og en duft af syrener, når vi møder modgang, smerte og sorg, da er det vi bliver favnet, løftet og båret videre; Af den voldsomme nåde – af Vor Herre.
Helt som det ses på alterbilledet;
Når vi færdes på strækninger vi ikke selv magter at gå, når vi er ude på glatis eller i krise, lægges vi i bogstavliste forstand i Guds skød.
Billedets budskab er klart som lyset på en solskinssommerdag: for vi skal ikke altid bære os selv, nogle gange kan vi godt blive båret; Og favnet og løftet – løftet videre – og holdt oppe af Guds voldsomme nåde; Et par kæmpe store gyldne englevinger i den børstede stålramme uden om mosaikken er med til at sætte to streger under det; Ingen tvivl om at vi bliver løftet videre – også ud i dagen. Ud i sommeren; Og ud i livet.
Så ingen undskyldning;
Kig ind! Læg endelig vejen forbi: Ud i sommeren – og ind i kirken og kirkerne. Det er på alle måder op-løftende.
Rigtig god sommerfavnende juli!
