Måske gemmer nogle deres skrøbelige ting, inden jeg kommer forbi. Det kan jeg ikke bebrejde dem
• Af ren og skær kedsomhed kom jeg fornylig til at tage en af de der tests på nettet: ”Find din arketype.” Baseret på dybt personlige data, (mit fornavn og fødselsdato), var konklusionen, at jeg er ’den omsorgsfulde’, som øser omsorgsfuldhed og en masse andre gode ting ud over verden.
Jeps, så fed er jeg, samtykkede jeg, men det næste postulat ødelagde det hele: At folk flokkes om mig ene og alene for at nyde godt af mit ’rolige, afdæmpede og harmoniske’ gemyt. Pis også, altså. Det har jo intet med virkeligheden at gøre, det kunne selv jeg se. For jeg er godt klar over, at jeg til tider kan være en anelse hektisk. Som en kær, gammel veninde delikat formulerede det:
”Du er jo faktisk som en elefant i en glasbutik.”
Her mente hun ikke (udelukkende) socialt, men mere konkret min kropslige adfærd – helt lavpraktisk måden jeg styrer mine bevægelser på. Eller måske nærmere ikke styrer.
Jeg havde ellers i mange år indtryk af, at alle mennesker spilder af kopper, vælter glas, river sig på grene, kommer til at skære sig med køkkenknive eller går ind i borde. Det gør folk jo også. Bare ikke i samme omfang som mig, har jeg fundet ud af.
Og egentlig forstår jeg ikke rigtig, hvordan det går for sig, men jeg er, for eksempel, ude af stand til bare at ’spilde lidt kaffe’. Når jeg spilder, så går jeg all in: Jeg vælter en hel kop, og det siver ikke bare hen ad bordpladen. Næh, det sprøjter op på vægge, vælter ned i skuffer og rammer også gerne idealvægtige chihuahua, hvis han står i nærheden. Og det gør han som regel.
Det samme gør sig i øvrigt gældende med fyldte rødvinsglas, og adskillige vægge her på matriklen har permanente plamager af kaffe og/eller rødvin. For mens idealvægtige chihuahua kan reddes med en tur under bruseren, så er det anderledes umuligt at fjerne den slags fra murværk. (Og vist nok også fra nogle former for trægulv, kan jeg forstå på venner, jeg har gæstet.)
På samme måde lykkedes det mig for nogle år siden at ridse hornhinden i mit ene øje. Ikke fordi jeg fægtede rundt med noget skarpt, jeg ville såmænd bare sniffe til en parfumetest; sådan en i damebladene, hvor man skal åbne den foldede flap på siden og snuse. Hvilket jeg også gjorde, men på en eller anden måde fik jeg samtidig knaldet papirflappens hjørne ind i øjet. Det er i øvrigt ekstremt smertefuldt at ridse sin hornhinde, skulle jeg hilse at sige, og resten af livet er øjet særligt sart.
Det sidste mærkede jeg med al tydelighed, da jeg fornylig skulle afsted til en 20-års jubilæumsfest med mine studiekammerater. Da jeg åbnede taxadør, må jeg have fejlbedømt nogle afstande, for dørens hjørne kolliderede ret hårdt med netop det øje. Jeg havde i sidste øjeblik smidt en mascara i tasken, og det var smart, for da jeg kiggede i taxaspejlet, var der ikke meget mascara tilbage på sårede øje, og jeg kunne derfor farvesupplere – på de få vipper, der sad tilbage. Resten af dem havde ikke overlevet sammenstødet, men var knækket af og drysset ned omkring min kæberegion. Jeg børstede dem ned på taxagulv og håbede, at meget aparte øjenvippelook ville være godt camoufleret af, at øje samtidig løb i vand. Til mit store held fik jeg ingen øje-kommentarer fra gamle studiekammerater, da vi alle stimlede sammen uden for restaurant; men måske blev opmærksomheden også afledt hos dem, jeg kom til at hælde champagne ned ad, da vi kramme-hilste.
Det har nok altid været sådan, tror jeg. Jeg har i hvert fald fået genfortalt flere uheldige episoder fra min tidligste barndom, og jeg har arrene endnu. Således mangler der en lille del af blommen på min ene tommelfinger, fra da jeg smækkede låget på en stor dragkiste ned over den. Hakket på min næseryg skyldes et heftigt sammenstød mellem mig på kravletur og et sofabord af massivt marmor, og arret ved mit højre øje hører sammen med et tilsvarende et på kinden: De er bidemærker fra min morfars jagthund. Et toptrænet, hundrede procent lydigt dyr, som alligevel engang så sig nødsaget til at gå til ekstremer for at forsvare sig. Mod en tre-årig mig. Jeg tænker, at jeg har væltet hektisk rundt og har sat mig hårdt på dens kugler eller noget tilsvarende smertefuldt, familie krøniken melder ingen detaljer. Men et barn med et ’roligt, afdæmpet og harmonisk’ gemyt havde næppe fremprovokeret den voldsomme reaktion.
Derfor har jeg kun et stort pppfffft! til overs for arketype-testen. Rolig og afdæmpet, min bare. Jeg er da helt klar over, at nogle venner venter med at tørre kaffen og/eller rødvinen op, til jeg er gået, så de kan tage det hele på én gang.
Og når yngste pode bliver ked, fordi han har spildt lidt mælk på gulvet (eller i sofaen), giver jeg ham et knus og fortæller ham, at det er helt ok. Det sker for alle.
Louise Raaschou er uddannet journalist og arbejder som freelancer. Hun er 47 år gammel, har to sønner på 16 og 10 år samt åbenlyse vanskeligheder med voksenrollen. Hun evner ikke at tale girafsprog til sine børn og kan sjældent overskue skolens intranet. Hun har en udpræget mangel på overblik, er elendig til smalltalk og til møder på skolen siger hun ofte det forkerte. Til gengæld bliver hun lidt for besoffen til forældrefesterne. Hun kan ikke lave en ordentlig smoothie og har aldrig postet billeder af friske buketter fra haven eller hjemmelavede brød på facebook. Oven i købet ryger hun. Foruden børnene tæller familien en overvægtig chihuahua, et utal af akvariefisk, samt to hysteriske undulater, og nåh, ja, så er hun alenemor. Noget af tiden. For hun deler drengene med deres fædre. Jeps. Dem er der også to af.