CodeNode på Gdanskgade 2 åbner nu dørene for private familiefester, foreningsmøder og andre lokale arrangementer.

CodeNode ligger på Gdanskgade 2, i ejendommen hvor IT-virksomheden Trifork bor. Hele stueetagen er CodeNodes møde- og konferencecenter, som desuden kan indrettes og bruges som festlokale.
“Vi har haft succes med at udleje vores lokaler til flere andre virksomheder i Nordhavn, når de har brug for mere plads til et event eller en konference. Nu rækker vi ud til beboerne i Nordhavn, og stiller lokalerne til rådighed aften og weekend,” fortæller Johanne Hammersholt Malmos fra Codenode.
Lokalerne består af et stort konferencelokale samt tre mindre, som kan udvides ved hjælp af skydevægge til den rigtige størrelse. På den måde kan CodeNode facilitere møder eller selskaber fra bare 4 og op til 150 personer.
“Der er generelt mangel på møde- og eventlokaler i Nordhavn, og det gælder også private arrangementer som runde fødselsdage, barnedåb, konfirmation osv. Vi har allerede afholdt det første store selskab, hvor der var pyntet op, dækket borde og sat bar og musik op,” fortæller Johanne.
“Det er mit indtryk at beboerne i Nordhavn er ret aktive, og vi vil også gerne hjælpe, hvis der er brug for lokaler til generalforsamlinger osv. Måske kan man ligefrem have sine foreningsaktiviteter her, for eksempel skakklub, strikkeklub eller tango? Mulighederne er mange,” siger hun.

CodeNode afholder også åbne Talks. Den næste Talk er med Casper Brix, som hjælper ledere med at spare tid. Undersøgelser viser at mange medarbejdere og ledere bruger op til 55 procent af deres tid på blot at planlægge deres arbejdstid. Casper Brix kan med effektiv Time Management give medarbejderne op til ti timer om ugen tilbage. Talken finder sted 31. marts kl. 16.30 hos CodeNode i Gdanskgade 2. Tilmelding her.
