Novemberklumme af Louise Sihm Knudsen, sognepræst i Hans Egedes kirke og Nordhavn
Inden længe kommer november os susende og mørk i møde; Den er total ligeglad med, om vi er til blæst eller brise; Om vi har brug for at gå slow eller hungrer efter lys. Den kommer bare buldrende, bragende – og står med skum fra bølgetoppene langs kajerne herude, alt mens blæsten river ned og op, hvad Vor Herre skabte i sommer. Helt og aldeles sorgløst.
November er en måned, vi enten hader eller elsker.
Hvad enten vi gruer for den lange mørke vinter – med sit gråvejr og sin kulde – eller længes efter de lange aftner med gode bøger og tid til fordybelse; Til lysene i december og de festligt dekorerede altaner overalt i Nordhavn. Til duften af brunkager, af kanel og kardemomme…
Det er også nu, at naturen lukker ned; Træerne har mistet deres sidste blade; Det er hviletid.
I november fejres der Allehelgen i kirken; Helt nøjagtigt den 5. november.
Det er den dag, vi mindes de døde; Både dem vi har mistet i det forgangne år, men også dem, vi har mistet for længe siden, og som var en del af vores liv, og som stadig er det – i en og anden forstand; Mennesker vi altid bærer rundt på i vores hjerter.
I kirkerummet bliver der tændt lys, og alle, der lægger vejen forbi, har mulighed for at komme indenfor og tænde et lys for deres døde. Standse op – og i taknemmelighed – mindes; Og samtidig glæde sig over de mennesker, som helt sorgløst – har skrevet sig ind i vores liv og gjort en forskel for hver af os; Uanset hvor længe de havde deres fødder på Guds runde blå planet; Elsker vi, får vi mere at miste. Jo: Sorg er kærlighedens pris.
Men at de er savnet, – netop fordi de har betydet noget for os, – er vel sagtens det, som fylder os mest; Og kan vel samtidig bruges til at kaste lys over vores eget liv og livet med hinanden; Måske også minde os om at vi alle skal dø – før eller siden, – og at vi kun har livet til låns, – og at vi skal huske at leve vores liv før døden ,– huske hinanden på at hverdagens tromme-rum ikke må drukne os, fordi vi så let bliver opslugte og fortravlede, at vi glemmer, at der også skal være tid til at være sammen og til at tale sammen.
At vi husker at gøre os umage, viser storsind og generøsitet og imødekommenhed. Og får sagt det vi gerne vil sige til hinanden. Mens tid er.
Sætter ord på – berigende – og på bedste måde viser taknemmelighed til de mennesker, der betyder noget for os. Det er oven i hatten værd at overveje, om mange af de spændinger vi har med hinanden måske netop stammer fra samtaler, som aldrig finder sted.
Men ”Håbet liver op ved allehelgen, asketræets grene sætter knop og evighedens morgensange klinger”, – alt imens at mørket lyser op…, digter Holger Lissner i en salme.
Så hold novembermodet oppe, – og håbet bliver juletræsgrønt!
Efter det grå og lidt triste novembermørke kommer nemlig decemberlyset; Inden længe også efterfulgt af martsvioler og forårsvintergækker.
Men dobbeltheden er der altid; Intet mørke uden lys; Intet lys uden mørke; Og sorg og glæde de følge ad – også i Nordhavn – og er vel en del af det at være menneske.
Glæden ved at være Nordhavnspræst bunder berigende dybt i de mennesker, jeg møder i dagligdagen, – i deres glæder og sorger. Lokalt er den båret af de mange skønne yngre forældre i Nordhavn, som nu har fået deres barn eller børn døbt i Hans Egedes kirke – eller er blevet viet; Ikke kun indenfor kirkens røde mure i Vardegade, men nu også herude i det åbne land i Nordhavn – her mellem himmel, havn og hav.
I det hele taget er de kirkelige handlinger en stor del af den kristne tradition og vores rodsystem. Selv på en blæsende novemberdag.
Sammen med gudstjenesten og samtalerne og mødet med vores næste – synger de med underneden, når vi inden længe åbner døren til et nyt kirkeår; Som begynder den første søndag i advent – 3. december.
For da er det – igen – tid til at tænke tilbage på det, vi har oplevet og levet i den forgangne tid;
Alle de smil og tårer – og alt det, der ligger mellem det tunge grå novembermørket og det lette forårsflorgrønne majlys.
MERE OM DETTE EMNE:
