Kirkeklumme af Præst Christian Bro, Hans Egedes og Nordhavns Kirke
At næsten halvere længden af fremtidens kandidatuddannelser og implementere arbejdsperioder i de nye erhvervskandidatuddannelser..
Og så hævde, at det ikke vil gå ud over det akademiske niveau, ja ligefrem hæve det?Det er utopi. Universitetsreformen vil blæse og have mel i munden.
Vejen ind på universiteterne bliver vanskeligere, når der nu skal optages 10 pct. færre på bacheloruddannelserne.
Selv på de studier hvorfra erhvervslivet efterspørger flere kandidater, bliver der skåret i optaget. Det er primært fra de naturvidenskabelige og tekniske uddannelser på DTU og IT-universitetet. Det er for mig at se fuldkommen vanvittigt.
Den samme frustration ytrer Dansk Erhverv og Dansk Industri. Finansministeriet vurderer at Danmark på lang sigt bliver et fattigere land som følge af denne sektordimensionering.
Det mest ødelæggende for fordybelsen og det faglige niveau er at skære i længden på kandidatuddannelserne. 10 pct. og formentlig helt op til 25 pct. af fremtidens studerende skal optages på en omtrent halveret kandidat på ca. et år.
En betragtning jeg gjorde mig under mine studier på teologi var, at de gange jeg virkelig følte, at jeg ud”dannede” mig, var de perioder, hvor jeg studerede på nedsat tid. Her havde jeg tid til akademisk fordybelse, jeg kunne tænke kritisk og kreativt, og uden den sans rykker vi os ikke videnskabeligt. I de perioder på nedsat tid læste jeg uden for pensum. Jeg studerede med andre ord mit fag. Det handlede ikke om at læse fra side det til det og memorere den “viden”, jeg skulle kunne præsentere ved det grønne bord, hvorefter glemselskurven kunne indtræde, som den har det med at gøre det med ting der ikke rigtigt er lagret hos en.
Uden dé værdifulde perioder med tid til fordybelse var jeg blevet en ringere teolog. De studerende på et universitet skal have tid til at være nysgerrige.
Efter min mening skal de, uddannes til at tænke selvstændigt og til at lære sig selv at lære, hvilket også er en gave, for et senere arbejdsmarked, og noget vi er kendte for ude i verden. Men med kortere tid er jeg ikke sikker på, at der er tid til at tilegne sig den selvstændighed.
Når reformen træder i kraft, vil den enkelte studerende opleve et endnu større tidspres end i dag. Hvis vi skal tro nyere trivselsundersøgelser, som viser rekord lav trivsel blandt universitetsstuderende, hvor unge går ned med angst, stress og depression, så er det måske ikke den helt rette strategi, at få dem til at løbe endnu hurtigere på universitetsgangene.
Samtidig bliver det endnu sværere at gennemføre sin uddannelse, hvis man i forvejen har særlige behov eller ringere forudsætninger. At ville skære i længden på kandidatuddannelserne kommer på et aparte tidspunkt, for særligt efter fremdriftsreformen har jeg ikke mødt studerende, der bare går og danderer den. Betegnelsen evighedsstuderende hører en svunden tid til.
Nej, jeg syntes snarere at politikerne bør overveje hvilke kandidater, der vil komme ud på den anden side. Er det hele mennesker, der selvstændigt kan tænke egne kreative tanker, på et højt akademisk niveau?
De studerende på de korte kandidatuddannelser skal så ikke aflevere et speciale, men derimod en afsluttende opgave, skrevet på kort tid i sommerferien, og så kan man så kun gisne om hvem der mon skal vejlede dem. At få frataget muligheden for fordybelse i et speciale, som er en så afgørende akademisk disciplin skriger da til himlen af kvalitetstab.
Selv ville jeg ikke kunne have gennemført min kandidat på kortere tid, grundet min ordblindhed, medmindre de faglige ambitioner blev sænket. Det vil jeg dog finde meget sørgeligt hvis de blev, ligesom det vil være et sørgeligt ressourcetab for vores land, hvis politikerne ekskluderer gruppen af studerende med funktionsnedsættelser, hvor tid er en afgørende faktor.
Hertil kunne en kritiker sige: Det er jo altid muligt at søge om dispensation, og ja, det er ganske rigtigt, den mulighed forelægger altid, men så ville jeg svare: At der ved gud er langt fra at søge, til at få en godkendt dispensationsansøgning, selv for en ganske almindelig og veldokumenteret funktionsnedsættelse som ordblindhed.
Så når det i forvejen er svært for ordblinde at blive ligestillet med sine medstuderende, tør jeg slet ikke tænke på hvordan det vil blive på næsten halveret tid! Også for studerende uden funktionsnedsættelser bliver konsekvensen, at de får et ringere, kortere og mere stresset studieliv.
Jeg frygter for studiemiljøet på de nye erhvervskandidatuddannelser, hvor 20 pct. af fremtidens studerende skal optages, og hvor arbejdsperioder er implementeret.
Når de studerende i perioder bliver fjernet fra universitetet, må det give et mere fragmenteret oplevelse af studiemiljøet. Det kan ikke undgås, at det vil skabe en kulturændring, og vi ved, at studiemiljøet er en vigtig faktor for studerendes chancer for at gennemføre uddannelserne. Desuden vil sådan en model heller ikke skabe gode rammer for fordybelse.
Dog vil jeg sige, at det altid er klogt at prioritere, at tage sig tid til at have et studierelevant arbejde hvis muligt, for jeg er helt enig i, at det er yderst værdifuldt at omsætte teori til praksis. Det vil også forberede de studerende på, hvad det er for en erhvervsmæssig virkelighed, der venter dem. Min oplevelse af studiemiljøet på teologi var, at der herskede en kultur af nærhed. Vi hjalp hinanden, der blev vidensdelt. Man sad ikke og puttede med viden i forhåbning om at kunne hive nogle unikke guldkorn op af hatten til eksamen. Det kan ses som en uddannelse i samarbejde, som også vil gavne et kommende arbejdsliv. Den lyst til fællesskab frygter jeg, kan have svære kår på de studier, hvor studerende kommer og går i perioder.
Jeg kan kun sige, afslutningsvis, at jeg priser mig lykkelig for, at jeg har afsluttet min kandidatgrad, mens der stadig var mulighed for at tilegne sig en flig af ånd og dannelse, som kræver tid, og hvor studerende med ordblindhed, med nød og næppe kunne gennemføre en akademisk uddannelse.
Hvad skal et universitet? Skal det være et sted, hvor der udklækkes højtuddannet selvstændigt og kreativt tænkende mennesker? Eller ønsker vi, at de studerende har lært at slå op på de rigtige sider og referere, hvad en begavet person engang har skrevet, så de hurtigt kan bestå og komme ud og bidrage til samfundet?
Hvis det sidste er ønsket, må vi sande, at viden ikke har en værdi i sig selv. Jeg ønsker ikke et elitært universitet for de få, jeg ønsker et universitet for dem, der kan og vil, og det kræver tid og fordybelse.
