Af Niels E. Bjerrum (S)
Regeringen har arbejdet på det længe ventede ’hovedstadsudspil’ i et år – og hold da op – det var da en ualmindelig tynd kop te, må jeg sige!
En masse tanker om strukturændringer og ny organisering, men ikke for alvor nye ideer vi ikke allerede kendte til. Og vigtigst af alt: ingen nye penge og investeringer i hovedstaden.
Tydeligvis har Regeringen en masse tanker om, at en mere velfungerende kollektiv trafik i hovedstaden skulle blive styrket ved at blive samlet i 1 selskab. Herfra ser det ud til snarere at blive et centraliseringsmareridt, der vil betyde dårligere betjening af borgerne.
HOT (Hovedstadens offentlige transport) som regeringen har døbt det vil omfatte og udføre det samme, som DOT (Dit Offentlige Transportselskab) allerede gør i dag for hele Sjælland; et samarbejde der omfatter kommuner og regioner i Movia, Metroselskabet og DSB.
Movia har sammen med kommunerne arbejdet målrettet på at få et stort og stærkt DOT, som èn indgang for kunderne til den kollektive transport på Sjælland. Kundetilfredsheden stiger mærkbart på alle parametre i disse år. Det gælder stigning i sammenhæng på tværs af køreplaner, nemmere vej gennem billetjunglen og bedre trafikinformation – blandt meget andet.
Hvorfor skal hovedstaden altid betale selv med salg af byggegrunde?
Hver gang regeringen ønsker at ændre noget i hovedstaden, så skal vi åbenbart selv betale for ændringerne med forventede fremtidige grundsalg. Og hvor ville det dog have været befriende, hvis man i stedet for at snakke om en ny organisering af den kollektive transport, havde grebet fat om nældens rod og massivt tilført den kollektive transport i hovedstaden flere midler. Fx. ved én gang for alle at afskaffe det mærkelige ’kvalitetstillæg’, der gør billetter i metroen dyrere end i resten af den offentlige transport.
Se dét havde været både nyttigt og visionært i forhold til at fremme hovedstadens grønne transportomstilling og gøre den mere attraktiv og smidig. Her trækker Regeringen det gamle nummer op ad hatten – hvis man ikke har konkrete nye initiativer eller penge, kan man altid foreslå en strukturændring, for så viser man tilsyneladende handlekraft.
Nu må vi vente på, at vi forhåbentligt får et regeringsskifte ved det kommende valg, og jeg vil i den sammenhæng gøre alt hvad jeg kan for, at en ny S-ledet regering prioritere den kollektive transport i hovedstaden – ikke kun med overfladiske strukturændringer – men med kroner og øre.
I København er metroen allerede voldsomt presset i myldretiden. Dette bliver ikke løst med en strukturreform af selskaberne bag driften af den kollektive trafik i hovedstaden – der er behov for reelle investeringer i både infrastruktur og grøn transportomstilling.