I virkeligheden er jeg stadig i mine tyvere. Eller jeg burde være det, for det er så utjekket at blive gammel
• ’Det bliver kun bedre fra nu af, så glæd dig: Fyrrerne er de nye tyvere!’. Nogenlunde sådan bliver den anden ungdom præsenteret i dag, og står man midt i denne fantastiske livsfase, er det svært at overhøre. Medier og sociale platforme bugner af velfungerende, lækre og succesfulde mennesker, der afgiver jublende vidnesbyrd, og man forstår, at det ikke alene er helt okay at runde det voksne hjørne, det er faktisk det fedeste. Ever!
Fra sidelinjen beroliger trendforskere og sociologer yderligere: Det viser sig, at det cool individ i dag slet ikke behøver at lade sig mærke med de der nogle-og-fyrre år, for alder er jo bare et tal, og man er kun så gammel, som man selv føler sig, lissom.
Alle tiders. Virkelig. Jeg synes da, at det skønt med sådan en blankocheck til at opføre mig som om, jeg stadig var toogtyve år. Når jeg er i byen og ikke kan finde ud af at gå hjem på et ansvarligt tidspunkt. Når jeg shopper og ikke er henvist udelukkende til Masai-Mari-Mekko-Unika-Tunika butikker. Når jeg er hos frisøren og uden at skamme mig sagtens kan vælge noget andet end en Playmobil-frisure.
Der er bare én lille detalje, som ødelægger festen: Min krop har ikke fået at vide, at den stadig er i tyverne. Tværtimod. Den insisterer på at være femogfyrre – og den er ganske stålsat på det punkt.
For eksempel er der det med synet. Jeg ved ikke, hvornår det skete, men pludselig er det som om, jeg ikke kan se ordentligt mere. Jeg kan simpelthen ikke læse, hvad der står, når ældste pode holder mobilen frem for at vise mig noget. Faktisk kan jeg efterhånden ikke læse noget som helst, medmindre jeg holder teksten en armslængde væk fra ansigtet. En bevægelse jeg associerer med min mormor, og som har meget lidt til fælles med den sprælske form, jeg burde befinde mig i.
Og det er altså ikke kun mig. Flere af mine jævnaldrende klager over dårligt syn: En veninde er gået så vidt som at have et arsenal af billige læsebriller liggende rundt omkring i hjemmet, så hun altid har et par ved hånden. Selv har jeg også nødtvungent investeret i sådan et par. Fra Føtex. På trods af de fikse rhinsten hele vejen rundt om glassene klæder de mig ad helvede til, men i det mindste kan jeg se.
Øjnene er dog det mindste af fyrrernes bivirkninger, det er straks værre med selve kroppen, som jævnligt sender beskeder i stil med den, man får fra bilen, når det er tid til service. I modsætning til bilens lysende ikon, er det dog et mere kontant sprog, korpus bruger: Så niver det ét sted, eller det strammer et andet, eller der kommer mærkelige knæklyde fra et led, eller det gør bare ondt, for helvede altså, i en skulder, i et knæ, i ryggen, i anklen, i nakken. Vennerne har forkalkede skuldre, forstrakte lægge eller slidte rygsøjler, og flere af os har fysioterapi, kiropraktik eller bare ’øvelser’, man skal lave hjemme på gulvet, som en del af hverdagen.
Slitage, simpelthen. Meget ubehageligt, til tider smertefuldt og helt sikkert uforeneligt med den alment vedtaget forestilling om, at vi både er i vores bedste alder, (ever), og stadig er unge bare på en langt federe måde end de unge.
For come on, gu’ er vi da ej unge længere. Hvis jeg ikke får min søvn, kan jeg slet ikke fungere. Og de gange, hvor jeg komplet ukritisk fortrænger min virkelige alder og vælter rundt på et dansegulv til den lyse morgen, betaler jeg for det på en helt anden måde, end min seks-og-tyveårige lillesøster gør. Hun er højst lidt klatøjet efter en nat ude. Jeg har det som om, jeg lige er landet efter tolv-timer med fly fra en anden tidszone, Kina for eksempel, og det niveau af nedsat funktionsvene varer i tre dage. Mindst.
Og nu vi taler om søvn, så er der også det ydre aspekt, nemlig huden. For tyve år siden kunne jeg springe frisk og rynkefri ud af sengen og direkte ud i verden. I dag kan man se, hvis jeg lige er kravlet, (springe? Glem det), ud fra dynerne, for den nogle-og-fyrreårige ansigtshud minder mere om modellervoks, og der går et stykke tid, før aftrykkene fra puden er forsvundet. Og man bliver altså nødt til at vente, til folderne har rettet sig ud igen, for ingen ’filler’ i verden kan dække de midlertidigt aflejrede fossilaftryk i ens ansigt.
På samme måde er det også blevet mere omstændeligt at spænde sig op, rent udseendemæssigt, og i dag er det store party-look at sammenligne med at bygge en båd. Det er sket ganske gradvist, men jeg er dog pinligt klar over, at de dage, hvor jeg duppede læberne med lidt vaseline, og så var jeg festklar, aldrig kommer tilbage. Det er egentlig også okay. For jeg savner faktisk ikke mine tyvere, ikke den mentale del af dem, i hvert fald.
Jeg ville dog ikke have noget imod, at min fysik fulgte med tidens trend og stagnerede i sit forfald, så også jeg kunne leve evigt.
Jeg må bare håbe på, at min Rasmus-Modsat krop gider at tage sig sammen, så jeg kan være med på beatet i den næste ungdomsbølge – de nye fyrreårige – når jeg er fyldt firs.
Louise Raaschou er uddannet journalist og arbejder som freelancer. Hun er 45 år gammel, har to sønner på 14 og 8 år samt åbenlyse vanskeligheder med voksenrollen. Hun evner ikke at tale girafsprog til sine børn og kan sjældent overskue skolens intranet. Hun har en udpræget mangel på overblik, er elendig til smalltalk og til møder på skolen siger hun ofte det forkerte. Til gengæld bliver hun lidt for besoffen til forældrefesterne. Hun kan ikke lave en ordentlig smoothie og har aldrig postet billeder af friske buketter fra haven eller hjemmelavede brød på facebook. Oven i købet ryger hun. Foruden børnene tæller familien en overvægtig chihuahua, et utal af akvariefisk, samt to hysteriske undulater, og nåh, ja, så er hun alenemor. Noget af tiden. For hun deler drengene med deres fædre. Jeps. Dem er der også to af.