Læs gratis: Vi har efterhånden en række erfaringer med udvikling af nye boligområder – både gode og dårlige. Vi har som kommune haft utrolig svært ved at levere daginstitutioner og skoler til tiden.
Af Klaus Mygind (SF), medlem af Borgerrepræsentationen
Alt for mange børn i Ørestaden har måtte leve i midlertidige pavilloner hele deres børnehave- og skoletid. I Sydhavnen er der stort set ingen kulturfaciliteter. Foreningslivet er kommet sent i gang. Desværre ser det i følge idrætsorganisationen DGI skidt ud for Nordhavn. De skriver:
“Ik’ for børn
Alt i alt fremstår Århusgadekvarteret i Nordhavn som en unik og attraktiv oase, der både er tæt på byens havn og hav. Men, hvis man kigger nærmere efter, springer en tendens i øjnene: Det er næsten kun voksne, der er idrætsaktive. Hvor er børnene henne?”
Jeg kan som politiker ikke leve med den situation. Hvad kan vi gøre?
Første punkt er at samle alle de foreninger, grupper og enkeltpersoner, der vil gøre noget. Det sker nu på initiativ af Østerbro Lokaludvalg og DGI.
Så må der laves en vision for idræt- og kulturlivet for børn og unge i Nordhavn, som idrætsforeninger og kulturaktører sammen beboere og grundejerforeningerne i Nordhavn kan blive enige om.
Så må vi kortlægge alle de arealer, hvor der kan skabes midlertidige aktiviteter. Der er masser af gode erfaringer med at etablere sådanne steder. Det afgørende er, at man i de videre byggeprocesser tager hensyn til dem, så kan bruges så længe som muligt. Og endelig så skal der laves udbygningsplan for etablering at faciliteter. Her skal de kommende folkeskoler indrettes så foreningerne kan bruge dem eftermiddag, aften og weekend. Vi bygger idrætshaller på alle vore nye skoler i København.
Nordhavns største ressource vandet. Nordhavn kan blive vandsportens Mekka. Her skal vi bruge de eksisterende ro- og sejlklubber og forbinde med alle nye vandsportsaktiviteter, som er kommet frem, men hvordan bliver børn en del af det?
Lige nu er planerne for Naturparken helt mod nord ved at komme plads, men nu skal der satses på det nære. Der hvor familierne og børnene bor. Lad os komme i gang.








