Manglende stedsans kan være en alvorlig lidelse, som sætter en i latterlige situationer, gør børnene utrygge og koster ubegribelige mængder af tid
• ”Åh, nej! Vi finder aldrig hjem. Vi skal leve af bær resten af livet!”
Ældste pode var vel seks år gammel, første gang han blev bevidst om min manglende stedsans. Vi var på vej til en klassekammerats fødselsdag, i bil ad snørklede villaveje, som så komplet ens ud i min optik. Mens vi kørte rundt på må og få, lidt frem og tilbage og en smule i ring, steg panikken på bagsædet og fik søn til at opgive alt håb. Heldigvis fandt jeg det rigtige sted, tids nok til at han kunne deltage, men traumet sidder i ham den dag i dag. Og selv om den med tiden er blevet bedre – altså min drengs mestringsevne, ikke min stedsans – bliver han aldrig helt rolig, når mor skal finde vej.
Efterhånden er yngste pode også kommet med i klubben af utrygge afkom, og jeg ville jo helst tro, at det skyldes, at han kopierer sin storebror. Virkeligheden er nok desværre, at han gennem årene ligeledes har gjort sig sine egne erfaringer.
Som da han en aften skulle til noget programmering for børn på IT-Universitetet. Jeg havde ikke været der før, så i erkendelse af mine udfordringer lod jeg bilen stå og hoppede i stedet på tog og metro med søn. Jeg fornemmede også en vis ro hos poden, når det nu ikke var mor, der navigerede, og først da jeg, efter tre stop, opdagede, at vi kørte i den forkerte retning i metroen, fik min dreng et usikkert skær i blikket.
Da vi langt om længe var nået frem til stationen, var han synligt nervøs. For da gik det op for ham, at han var helt alene med en voksen, som ikke evnede at finde det sted, han skulle være ganske få minutter senere – og som tillige var ude af stand til at forstå, hvad stemmen fra GPS’en mente, når den sagde ”drej til venstre,” for der var jo for helvede ikke en vej til venstre her på byggepladsen! Efter langvarig og forvirret småløben gennem mørke stier og boligblokke, (dreng i en tilstand, der nærmede sig decideret rædsel), lykkedes det at finde universitetet, og han kom kun tyve minutter for sent. Senere viste det sig, at der faktisk er en metrostation næsten lige ved siden af. Det var så bare ikke den, jeg havde valgt at stå af på.
Mine sønner er dog ikke de eneste, der lider under mit ubrugelige, indre Krak kort. Faktisk er det også en ganske stor hæmsko i hverdagen for en selv, når man sådan jævnligt render rundt og farer vild. Alene den ekstra tid, som skal medregnes enhver transport fra A til B. Mindre, hvis B er et sted, jeg har været før, (nej, det er ingen garanti for, at jeg kan finde det igen, overhovedet), langt, langt mere hvis mit bestemmelsessted er ukendt territorium.
Oveni skal man så lægge den spildtid, der automatisk følger med, når ens geografiske dømmekraft er ude af drift. Hvis man for eksempel ved, at der på vej til Ballerup er en reel risiko for pludselig at befinde sig på en kilometerlang strækning mod Korsør uden mulighed for at vende om, så lærer man efterhånden at tage hjemmefra i rigtig, rigtig god tid. Der er også det mentale pres. Den stress, det medfører, når man ikke kan finde sin vej ud af en by. Oftest er det den slags købstæder, som er omkranset af alle mulige ring- omfarts- og motorveje, og foretager man bare ét forkert højresving sådan et sted, havner man på torvet med rådhuset og de ensrettede gader. Igen.
Jeg har ikke fortalt dette til nogen før, men der har været tidspunkter i mit liv, hvor jeg har været lige ved at give op. Hvor jeg alvorligt har overvejet bare at stille bilen på torvet, leje et værelse og blive i Odense/Ringsted/Ålborg, indtil nogen hjemmefra kunne komme og hente mig.
Jeg må mangle et eller andet. Måske noget magnet-protein? Ifølge nogle forskere hjælper det forskellige dyrearter til at finde vej via jordens magnetiske felter. Bananfluer, vågehvaler og nøgenrotter har det. Og mennesker.
Det skal dog være forbundet til de rigtige nerveceller, før hjernen kan modtage GPS-signaler, så det kan selvfølgelig også være dér, den er smuttet i mit tilfælde. Måske er jeg bare ikke udstyret med de fornødne nerveceller, som er essentielle, når hjernen skal lave sit koordinatsystem? Jo, fastslår forskere: Vi er alle udstyret med de samme redskaber til navigering. At nogle så er bedre til at finde vej end andre, kan muligvis skyldes arv.
Jeg tænker på, om det mon også fungerer den anden vej: At ekstrem sølle evne til at finde vej ligeledes kan være arveligt, og jeg nævner det, fordi jeg for nylig var i Rom med min mor. Uanset hvor mange kort vi købte og nærstuderede og uanset hvor mange krydser, den søde receptionist på hotellet satte for os, (”dees ees jor hotel. Dees ees where ju live”), mistede vi igen og igen orienteringen og var enten gået i ring eller i stik modsat retning af, hvor vi troede, vi var på vej hen.
Man kan nok ikke konkludere så meget om arvelighed udfra min manglende stedsans i Rom, da det var mit første besøg. Min mor, derimod, var der for sjette gang. Jeg synes, det forklarer en del.
Louise Raaschou er uddannet journalist og arbejder som freelancer. Hun er 45 år gammel, har to sønner på 14 og 9 år samt åbenlyse vanskeligheder med voksenrollen. Hun evner ikke at tale girafsprog til sine børn og kan sjældent overskue skolens intranet. Hun har en udpræget mangel på overblik, er elendig til smalltalk og til møder på skolen siger hun ofte det forkerte. Til gengæld bliver hun lidt for besoffen til forældrefesterne. Hun kan ikke lave en ordentlig smoothie og har aldrig postet billeder af friske buketter fra haven eller hjemmelavede brød på facebook. Oven i købet ryger hun. Foruden børnene tæller familien en overvægtig chihuahua, et utal af akvariefisk, samt to hysteriske undulater, og nåh, ja, så er hun alenemor. Noget af tiden. For hun deler drengene med deres fædre. Jeps. Dem er der også to af.
